Råd fra eksperten: Sådan tager du brodden af din nervøsitet

For mange er det forbundet med ubehag at skulle præstere foran andre. Men den bedste måde at håndtere nervøsiteten er ved at acceptere den.

Du har sikkert oplevet at være nervøs i forbindelse med en jobsamtale eller en præsentation på jobbet.

Dine håndflader blev svedige, dit hjerte bankede hurtigere, og du fik måske et hurtigt flashback til dengang, klappen gik ned under din engelskeksamen i gymnasiet.

Det er meget normalt at opleve nervøsitet i situationer, som betyder noget for os, hvad enten det er en jobsamtale, et møde eller en præsentation på arbejdet.

Men selvom det kan føles ubehageligt, er nervøsiteten faktisk en god ting. Den får nemlig hjernen til at udskille hormonet adrenalin, der gør os i stand til at håndtere en udfordring bedre ved at mobilisere vores ressourcer, så vi er mere på.

Nervøsiteten bliver derfor først et problem, når den er så overvældende, at man oplever decideret angst eller får tunnelsyn, for så kommer du til at fremstå som usikker.

Italesæt nervøsiteten

Har du grundlæggende et positivt selvbillede og oplever blot, at nervøsiteten dukker op, når du skal præstere foran andre, kan det være nok at lære et par teknikker til håndtere situationen.

En af de mest effektive er selv at italesætte nervøsiteten, så du ikke skal bruge energi på at skjule den for andre.

En af måderne, du kan tage brodden af ubehaget, er ved med det samme at sige, at du er nervøs. Når du skal ind til en jobsamtale, så giv et godt fast håndtryk, uanset om du er lidt klam og fugtig i håndfladen. Så kan du lige indskyde, at de måske kan mærke, at du er lidt klam i hånden, men at det bare er fordi, du er spændt og har glædet dig.

Du kan også prøve at nedtone nervøsiteten, før du skal præstere, ved at afmontere dine negative forventninger på forhånd.

Hvis en negativ tanke opstår, kan du prøve at udforske den stille og roligt. Du kan også minde dig selv om tidligere situationer, hvor det var ubehageligt, men hvor det gik godt alligevel.

For ofte forestiller vi os urealistiske skræmmescenarier, når vi er nervøse, men det er sjældent, at de kan holde til et kritisk eftersyn. Så prøv at spørge dig selv, hvad der er det værste, der kan ske. Det er måske i virkeligheden bare, at du ikke får jobbet, men så kan du søge et andet, som du måske til gengæld får.

Fokuser på dine styrker

Har du et lavt selvværd og tendens til at være meget selvkritisk, er det til gengæld ikke sikkert, at teknikkerne i sig selv kan hjælpe dig. I stedet bør du arbejde med dine negative tankemønstre.

For når du fokuserer på noget, vokser det, og din hjerne forsøger hele tiden at få bekræftet sine overbevisninger. Hvis du er meget selvkritisk, vil du bruge alle små fejl og usikkerheder til at bekræfte, at du ikke er god nok.

Øver du dig derimod på ”at være din egen bedste ven”, vil du med tiden få et bedre selvværd, og det vil også hjælpe dig i de situationer, hvor du skal præstere foran dine kolleger, venner eller andre. Det betyder ikke, at du skal rende rundt og være lalleglad. Tværtimod bliver du mere realistisk, fordi du slipper dit overdrevent negative selvbillede.

Nervøsiteten er et signal

For mange er det dybt ubehageligt at være nervøs, og de forsøger derfor helt at undgå situationer, som kan fremprovokere følelsen.

Men i stedet for at opfatte nervøsiteten som noget negativt, kan man også bruge det som anledning til at skabe positive forandringer i sit liv. Det gælder uanset, om man er meget nervøs af sind eller oplever det i særlige situationer.

Kommer nervøsiteten for eksempel pludseligt, kan det være et tegn på, at der er noget i dit liv, som ikke fungerer.

For selvom du grundlæggende har et godt selvværd, kan det blive ødelagt af en dårlig chef eller af personlige problemer. Så er du meget nervøs, skal du måske spørge dig selv, om du har et godt arbejdsmiljø og nogle gode kammerater.

Det kan også være et hint om, at det er på tide, at du udvikler dig, for det sker kun, når vi står i udfordrende situationer. Så er du meget nervøs, er du måske overudfordret, mens det kan være et tegn på, at du ikke er udfordret nok, hvis du aldrig er nervøs.

Styrk din personlige gennemslagskraft

Lær at formidle med ro og nærvær på IDAs kursus, hvor vi arbejder med bedre kommunikation gennem øget selvværd.

Læs mere