Mobning og seksuel chikane

Mobning og seksuel chikane er ødelæggende for ofrenes arbejdsliv, så en forebyggende indsats er værdifuld.

Hvad er mobning?

Mobning er karakteriseret ved, at en person over længere tid udsættes for gentagne, krænkende handlinger, der opfattes som sårende eller nedværdigende, og som den pågældende ikke kan forsvare sig imod.

De mest hyppige former for mobning er:

  • Tilbageholdelse eller fordrejning af information
  • Bagtalelse eller udelukkelse fra det sociale og faglige fællesskab
  • Latterliggørelse, skæld ud i det offentlige rum
  • Fjendtlighed eller tavshed
  • Sårende personlige bemærkninger
  • Usynliggørelse
  • Nedvurdering
  • Usaglig fratagelse eller reduktion af ansvar og arbejdsopgaver.

Seksuel chikane

Seksuel chikane er en særlig form for mobning.

Der er tale om seksuel chikane, når en person regelmæssigt og over længere tid udsættes for uønskede handlinger af seksuel karakter, som vedkommende oplever som krænkende. Det kan være:

  • Uønskede berøringer
  • Uønskede verbale opfordringer til seksuelt samkvem
  • Sjofle vittigheder
  • Uvedkommende forespørgsler om seksuelle emner

Mobning og seksuel chikane forekommer blandt kolleger, men opleves på grund af magtforholdet stærkere, når mobberen er en overordnet, og fordi det i denne situation er umuligt at få lederens opbakning og hjælp.

Ofrenes oplevelse af de krænkende handlinger er et centralt aspekt i mobning.

Sådan forebygger I mobning og seksuel chikane

Den bedste forebyggelse af mobning er, at man på en arbejdsplads hele tiden har en proces, som sætter fokus på det gode arbejdsmiljø, og at man hele tiden arbejder på at forbedre arbejdsmiljøet.

Erfaringen viser nemlig, at mobning som regel hænger sammen med et generelt dårligt arbejdsmiljø, et højt konflikt- og aggressionsniveau, samarbejdsvanskeligheder og dårlig ledelse.

Information om mobning og chikane kan være med til at italesætte problemer og få kollegerne til at reflektere over og diskutere tendenser til mobning på arbejdspladsen.

Der er et fælles ansvar at sikre et mobbe og chikane frit miljø. Dog har ledelsen et særligt ansvar for, at det står lysende klart, at seksuel chikane er uacceptabelt hos dem. Det er ikke bare noget, vi mener, men noget arbejdsmiljøloven kræver.

Læse mere i vejledninger fra arbejdstilsynet:


Få hjælp og støtte fra IDA

Har du været udsat for mobning eller seksuel chikane kan du få hjælp fra IDAs juridiske rådgivere.