11.05.2021
2 min læsetid

5 gode råd, når du vender tilbage til arbejdspladsen

Nu skal godt en million danskere tilbage på kontoret. Det bliver mindst lige så svært, som det var at blive sendt hjem. Men du kan gøre meget for at passe bedre på dig selv og dine arbejdsfællesskaber.

IDA

af IDA

Eva Jakobsen er arbejdslivskonsulent i IDA og rådgiver medlemmer og virksomheder i at indrette arbejdsmiljøet.

Inden du giver dig i kast med de konkrete råd, så skriv dig en ting bag ørerne: Det vigtigste er at vide, at vi ingenting ved.

For selvom vi måske kan ane en hverdag, som den vi kendte engang, når restriktionerne langsomt ophæves, så har vi aldrig stået i den situation, som vi står i nu.

1. Accepter produktivitetstab, genforening tager tid

Den produktivitetsstigning vi satte ind med, da landet blev lukket ned i marts 2020, bliver formentlig afløst af et fald nu. Det skal både ledere og medarbejdere acceptere.

Derfor: Sæt ord på det og gør plads i kalenderen til, at I kan mødes og være uproduktive sammen. Husk også hinanden på at sænke ambitionerne en smule, så der er tid til, at du kan genoptræne relationsmusklen. Der er måske gået et helt år, siden I delte hverdag sidst, og der er meget at indhente, så det tager tid.

2. Tag hånd om konflikter, når de opstår

Det bliver både skønt og vanskeligt, når restriktionerne ophæves. Nogle af dine kollegaer kunne måske godt lide, at der var god afstand til hinanden, at I sprittede af inden et møde, og at I ikke spiste frokost sammen i kantinen.

Det betyder, at vi skal i gang med at genforhandle vores måde at deles om arbejdspladsen på. Det kan blive konfliktfyldt og umiddelbart små problemer kan vokse sig store, fordi der er stærke følelser forbundet med corona. Derfor bør både ledere og medarbejdere tage hånd om uenigheder og småkonflikter så snart, I opdager dem i afdelingen

3. Vær handlefattig

Vi kommer tilbage med mange vi’er og mange perspektiver på, hvordan det seneste år har været. Nogle har været en del fysisk til stede på arbejdspladsen, andre har ikke. Nogle har haft det rigtig svært under nedlukning, mens andre har trivedes under de særlige forhold.

Derfor skal vi i første omgang turde lytte til hinanden i stedet for at løse problemerne med det samme. Det kan virke besnærende at opstille en masse regler for hjemmearbejde, møder, hygiejne og samarbejde. Men det vigtigste er, at vi lytter til hinanden, og skaber et rum hvor vi kan tale sammen. Der skal være plads til både dine kollegers og ikke mindst dine egne – måske – uventede reaktioner.

Husk også, at nogle stadig vil være bange for smitte, fx gravide og ammende. Dem skal vi tage hensyn til. Det er et fælles ansvar, at alle er trygge.

4. Genbesøg dit fleksible arbejdsliv

Mange af os har savnet struktur og andre har konverteret tre daglige transporttimer til effektiv arbejdstid. Men når arbejdspladsen igen kalder, så vær opmærksom på, at du får det bedste fra begge verdener med og ikke omvendt.

Arbejd hjemme i det omfang det giver mening, og tager du ind på arbejde, så husk at holde fri, når du kommer hjem og drop de uvaner, du har fået under nedlukningen med at lade arbejdet flyde ind i din fritid. Når du har fri, skal du restituere, lade hjernen hvile og tanke op på de sociale konti igen.

Mellem dig og dine kollegaer handler det nu ikke længere om tilstedeværelse men tiltideværelse. Altså: Hvilke og hvor mange timer på en uge, kan I mødes og være fælles om noget, når den ene har vænnet sig til at løbe en tur kl. 10 og den anden går kl. 14?

5. Pas (også) på din leder

Din leder er formentlig også mærket af et hårdt coronaår. Nok har ledere ansvar for at holde overblik, sætte retning og løse problemer, men under corona har ledelsesopgaven ændret sig og der har der været ualmindelig meget at se til for de fleste ledere.

Så vis forståelse, og udvis samme omsorg for din leder som du gør for din kollega. Spørg hellere en gang for meget end en gang for lidt, hvis du er i tvivl om, hvorfor og hvad I skal gøre.

Husk, at din leder (som din kollega) ikke har oplevet det samme som dig. Vær rummelig, lyt og fortæl uden at dømme, hvordan du har det.

Tjek coronatrivsel.dk

Forskningsprojektet "Mental sundhed og arbejdsfællesskaber under coronakrisen" har udviklet en række værktøjer til medarbejdere og ledere til at komme godt ud af coronakrisen på arbejdspladsen.

Besøg coronatrivsel.dk

Nogle af de konkrete værktøjer, der er direkte til at printe ud og tage i brug er: