De første skridt efter opsigelsen

De fleste af vores opsagte medlemmer skal igennem de samme tre faser: Vent - Tænk - Kør. Bliv klogere på hver fases potentiale og udfordringer her.

Anne-Cathrine Jensen

af Anne-Cathrine Jensen

Uanset om du godt så det komme, eller om din opsigelse ramte helt uventet, så er det aldrig sjovt at blive fyret. Mange bliver forskrækkede over deres reaktion, men den skal have plads og lov til at være der.

I IDA beskriver karriererådgiverne tiden efter en opsigelse som tre faser: Vent - tænk - kør. Læs med for at blive klogere på, hvordan de tre faser kan udspille sig for dig.

Vent

Lad være med at fare ud og sætte gang i alt muligt i samme øjeblik, du erfarer, at du er opsagt. Vores reaktion på ubehaget ved en fyring kan sagtens give en rastløshed, som kan veksles til handling. Men det er helt ok at give dig selv tid til at komme over chokket.

Har du brug for et pusterum, hvor du slet ikke tænker på arbejdet, så giv dig selv lov til det. Du skal ikke nødvendigvis klø på med jobsøgning med det samme. Du har også fortjent en pause, hvor du trækker vejret dybt og tænker på noget andet.

Hvis du er opsagt men ikke fritstillet og derfor skal arbejde i opsigelsesperioden, er det værd at give tid til at afslutte bedst muligt.

I ventefasen kan du lukke opgaver og samarbejder ned, så du får afviklet på en måde, du kan være tilfreds med. Her har du mulighed for at aftale med din arbejdsgiver, hvordan du tager bedst muligt afsked med dine kolleger og samarbejdspartnere.

Få styr på det juridiske - send din opsigelse forbi IDAs jurister, og tag ellers den tid du har brug for for at få ro på følelserne og ro i maven i afskeden med kolleger og arbejdsplads.

I tænkefasen ligger verden åben. Måske ved du præcis, hvad du kunne tænke dig at arbejde med. Men det er også her, du kan overveje, om du får brugt de kompetencer, du helst vil arbejde med - eller om der er andre job eller brancher, du drømmer om at afprøve.

Tænk: Hvad vil du helst?

Når du er fri af de følelser, opsigelsen sætter i gang, har du bedre ro og overskud til næste fase - tænkefasen.

Denne tid handler om at afklare, om du er på rette vej, eller om du står ved en skillevej, hvor du har lyst til at gå i en ny retning.

Det kan være gavnligt at bruge tid med gode kolleger eller venner og sætte ord på, hvem du er i dit job. Hvad du kan, og hvilke kompetencer, du kan lide at bruge. Ikke mindst er det sundt at sætte ord på, hvad du gerne vil med dit job og din karriere og overveje, om den type job du kommer fra opfylder dine ambitioner og behov. Hvis ikke, kan det være tid til at søge nye veje.

Udviklingen går hurtigt i visse brancher, og det kan også være, at du oplever, at der er mindre efterspørgsel efter visse kompetencer, som tidligere var meget efterspurgte. IDAs karriererådgivere holder et skarpt øje med udviklingen på tværs af de teknologiske og naturvidenskabelige fag, og de kan hjælpe med at skabe overblik over, hvor nye job opstår eller hvor jobmulighederne måske stagnerer i disse år.

En karrieresamtale kan også hjælpe dig med at afklare mange af de spørgsmål, som tænkefasen byder på. Det er ikke alle, som føler, de har brug for at tænke meget over deres næste skridt. Nogle ved med usvigelig sikkerhed, hvilken type virksomheder, de kan forestille sig at arbejde i - og hvad jobbet skal være.

Men er du i tvivl, eller bare i tvivl om du er i tvivl, så hjælper en karrieresamtale dig med at sætte ord på, hvem du er professionelt, og hvor du er på vej hen.

Kør - når det passer dig

Når du er afklaret med, hvad du vil, så er det i gang med at lave en jobsøgningsstrategi og sætte fuld skrue på jobsøgningen.

Prøv at formulere et mål, der gør dig bevidst om, hvad der er det helt rigtige job for dig. Det gør du ved både at kigge ind i fremtiden, men også ved at kigge på din hidtidige karrieres højde- og lavpunkter. Hvad gav dig masser af energi? Og hvilke positive elementer vil du gerne tage med dig? Hvis du vil have hjælp til at kvalificere dine overvejelser, kan du tage fat i dit netværk eller karriererådgiverne hos IDA.

Du kan gøre brug af IDAs cv-assistent, hvis cv'et trænger til en opstramning.

Både cv og ansøgninger kan du også få gennemlæst og feedback på fra IDAs karriererådgivere. Har du brugt vores kompetence coach til at sætte ord på, hvad du kan og vil, har du også nemmere ved at finde mulige virksomheder og gode stillingsopslag på LinkedIn.

Ræk ud, brug dit netværk og skab nye forbindelser. Er du i tvivl om, om et af IDAs mange fagtekniske netværk kan være noget for dig, kan du skrive til os og beskrive din faglighed og dine ønsker, så vil en af vores netværkskoordinatorer hjælpe med at finde det rette netværk til dig.