27.05.2019
3 min læsetid

Teknologi er ikke en silver bullet, der skaber vækst i sig selv

Danske virksomheder er nødt til at investere i avanceret teknologi for at styrke deres konkurrenceevne, men det kræver ledelse at indfri potentialet i teknologierne.

Anders Kjøller

af Anders Kjøller

Danske virksomheder er blandt de mest digitaliserede i verden, men når det gælder brugen af avancerede teknologier, er der et stykke op til førerfeltet. Ifølge Danmarks Statistik er det for eksempel blot 6 procent af de danske virksomheder, der anvender 3D-print, mens 5 procent benytter kunstig intelligens.

Skal flere virksomheder få succes med at implementere de nyeste teknologier, bliver god ledelse en nødvendighed, fortæller Peter Leth, der er områdedirektør for Ledelse og kurser i Ingeniørforeningen IDA. For dyr teknologi skaber ikke værdi i sig selv.

”For at udnytte potentialet i de nye teknologier er det nødvendigt at have en klar strategi og en forståelse for, hvad ens mission er som organisation. Her er det ledernes opgave at sikre, at specialisterne får sat deres viden i spil på en måde, der understøtter organisationens mål”.

Dilemmaet med ny teknologi

I en undersøgelse, som Ingeniørforeningen IDA, har foretaget blandt sine ledermedlemmer svarer 45 procent, at de i høj eller meget høj grad forventer, at deres virksomheds forretning vil blive påvirket af industri 4.0 i de kommende år.

I samme undersøgelse peger lederne på ”manglende forandringsvilje i organisationen” og ”teknologiernes hurtige udvikling” som de største udfordringer for at implementere ny teknologi.

Anne Sofie Nielsen er innovationsdirektør i onlinesupermarkedet Nemlig.com og følger blandt andet udviklingen inden for selvkørende biler og produktionsrobotter tæt. Hun understreger, at det er vigtigt at vente på det helt rigtige tidspunkt, før de investerer.

”Dilemmaet med teknologi er, at det typisk er undervældende i starten, mens det kan få enorm betydning på længere sigt. Så vi skal ikke være først med alting, fordi det er skinnende og nyt. Men omvendt må vi heller ikke male os op i en krog, så vi ikke er klar den dag, en vigtig teknologi bliver moden”.