31.03.2020
3 min læsetid

Tjek med IDA, før du siger ja til chefen

Vi vil alle gerne hjælpe, og i denne tid med corona, er der brug for velvilje for at få enderne til at mødes, både på arbejdspladserne og i hjemmet. Men hvor langt skal du strække dig? IDA har samlet nogle råd her.

Anne-Cathrine Jensen

af Anne-Cathrine Jensen

Der er talrige eksempler på organisationer, der forsøger at undgå fyringer ved at bede de ansatte om at gå ned i tid eller løn for en stund, mens vi venter på, at coronaen slipper sit tag i arbejdsliv og økonomi igen.

Og det kan være helt fint at udvise solidaritet i denne tid, men der er nogle overvejelser, du bør gøre dig, før du siger ja. Og det er særligt nyuddannede, der skal huske det i denne tid.

“Når man har været mange år på arbejdsmarkedet, så er man ofte mere skeptisk, når der kommer udmeldinger ovenfra, som påvirker ens arbejdsliv. Medlemmer med mange års erfaring har mere tendens til at sende kontrakter og ændringer af deres ansættelsesvilkår forbi deres faglige organisation,” fortæller Maria Rygaard, rådgivningschef og advokat i Ingeniørforeningen, IDA.

Få tilbuddet tjekket, og stil de svære spørgsmål

Selv om du gerne vil hjælpe din arbejdsgiver, dine kolleger og i sidste ende beholde dit job, er der flere ting, du bør overveje. Det kan IDAs jurister hjælpe med.

Først og fremmest skal overveje, hvad lønnedgang (også kun midlertidigt) vil betyde for dig. Sidder du med et stort boliglån, skal du være sikker på, at der stadig er luft i økonomien, før du accepterer.

“Det er vigtigt at have styr på, om der er risiko for forlængelse, hvis du fx accepterer en aftale om nedgang i løn eller arbejdstid,” forklarer Maria Rygaard.

Helloquence on Unsplash

Lad IDA se på dine forandrede vilkår, før du går med til ændringer i dine ansættelsesvilkår under corona.

Hvad er “worst case scenario”?

Hele idéen med at udvise samfundssind og løfte økonomisk i flok på arbejdspladsen, handler i bund og grund om at undgå “worst case scenario”. Alligevel er det noget, du skal overveje for dig selv, før du går på kompromis med dit job og din indtægt.

“Selvfølgelig vil du gerne hjælpe din arbejdsplads, men det kan have nogle konsekvenser for dig på sigt. Derfor undersøger vi fx hvad der sker med din løn, hvis virksomheden skulle gå konkurs – skal du så kompenseres for din oprindelige løn, eller din periodiske lavere indtægt?”, giver Maria Rygaard af eksempler.

Derfor anbefaler hun på det kraftigste, at du tager fat i IDA, før du indgår aftaler, der kan påvirke din ansættelse. Også selv om det virker lige ud ad landevejen.

IDA har din ryg, men chefen har ansvaret

Måske hører du til i den anden grøft, hvor du har fået rygende travlt under coronaen? Mens en del er tvunget hjem, på deltid og har børn at passe, er der andre som har skruet op for arbejdet.

Hvis det pludselig er dig, som er bindeled mellem vitale dele af forretningen, fordi du er børnefri eller bare er god til at tage ansvar, så skal du huske dig selv.

Glenn Carstens Peters on Unsplash

Hvis du har fået meget mere at lave under coronakarantænen, så husk at du ikke skal stå alene med prioriteringen og eventuelle fravalg.

Det er en gave med medarbejdere, der bevarer roen og det store samfundssind, men det skal også hænge sammen for dig, når samfundet åbner op igen.

“Der kan også være dem, som nærmest er oversolidariske og arbejder ekstra meget og ikke selv synes, det er et problem. Det skal du selvfølgelig have lov til, men du må ikke føle, at det er dig der står med ansvaret for det hele. Vi skal alle sammen forblive intakte efter det her corona, så hav øje på dig selv, så du ikke brænder ud efter påske,” råder Maria Rygaard.

Husk, at det er chefens opgave at prioritere, også i pressede tider. Selv hvis du lægger en ekstra indsats for at få enderne til at mødes, kan du tage fat i chefen og bede om en prioritering, hvis det hele bare ikke kan lade sig gøre på samme tid.

"En del af de nyere ansatte på arbejdsmarkedet, har ikke erfaring med at arbejde hjemmefra. Så sørg for at involvere din chef i, hvad du laver, og synliggør hvor meget tid du bruger. Når I arbejder på distancen, er det op til dig at sige højt, hvis du føler, du har et stort ansvar, så I kan tage en snak om hvordan du skal prioritere og tilrettelægge,” understreger Maria Rygaard.

Du kan finde IDAs juridiske rådgivning her.