14.01.2021
6 min læsetid

Leas gå-på-mod blev den vigtigste kompetence

Det var svært at vride den store entusiasme ud af ærmet, da Lea Bach Sloth færdiggjorde sin uddannelse som biolog, mens alle andre var på sommerferie. Men gode kurser og workshops gav gejst i løbet af efteråret.

Anne-Cathrine Jensen

af Anne-Cathrine Jensen

“Da jeg nåede udgangen af august, tænkte jeg simpelthen bare, at nu skal der ske noget.”

Sådan fortæller Lea Bach Sloth om sin jobjagt som biolog. Hun sagde farvel til Aarhus Universitet 18. juni, og i klassisk sommerferiestil var der næsten ingen jobopslag, og når der var et, så var kontaktpersonen oftest gået på ferie, før Lea fik kontakt.

“Familien og vennerne holdt også ferie, så det var svært at motivere sig. Jeg havde søgt 3 job allerede inden jeg blev færdig, og jeg skulle nok lige sluge de første afslag,” genkalder hun sig.

Alle får afslag - også på gode ansøgninger. Selv om man kan se sig selv i en stilling, kan man også hurtigt stirre sig blind på de opgaver, man vil have nemt ved og måske glemme, hvis der også efterspørges andre kompetencer eller bestemte erfaringer.

Den erfaring skulle Lea gøre sig som alle andre. Alligevel har hun stået stejlt på, at alle ansøgninger der ryger afsted, skal være gode, grundige og gennemarbejdede.

“Jeg har sådan en tanke om at få et job et sted, hvor man har sendt en halvhjertet ansøgning, og så kan de huske den og tror, at man er sådan,” griner hun.

Når et job var interessant sørgede Lea Bach Sloth for at researche grundigt på arbejdspladsen - også for at sikre, at det sociale miljø på stedet matchede hendes ønsker til et arbejdsliv. Hun trak på sit netværk for at få flere indsigter og sørgede altid for at ringe til kontaktpersonen og gøre sig klogere på stillingen. Det giver godt indhold til ansøgningen.

Lea Bach Sloth færdiggjorde sin uddannelse mens sommeren var over Danmark. Det betød mindre coronaangst, men desværre også mindre aktivitet med at ansætte nye rundt om i landet.

Brugte sine kontakter 

Det at kontakte virksomheder og selv række ud var et af de råd, Lea Bach Sloth tog til sig under et jobsøgningskursus kort før hun afsluttede sin uddannelse.  

Efter et samarbejde under uddannelsen havde hun kontakt til Aarhus Kommune. De aftalte i efteråret en virksomhedspraktik, dér dog aldrig blev til noget, fordi corona udskød startdagen igen og igen. 

I stedet tog Lea kontakt til et naturcenter, som hun også tidligere har løst opgaver for. De blev enige om et projekt, hun kunne lede. 

Jeg har egentlig et ok fagligt netværk, så jeg havde mange steder, jeg kunne kontakte om en praktik eller lignende. Min strategi var, at jeg bare skulle ud en masse og komme i bedre kontakt med virksomheder og organisationer og sikre en projektansættelse og så en fastansættelse,” fortæller Lea. 

Nu måtte hun på grund af corona og naturcenterets virke indenfor kultur og turisme igen se en masse planer blive udskudt. 

Man bliver lidt en kastebold. Der er gode ting skrevet i kalenderen, men på en ubestemt dato.

Lea Bach Sloth,
Biolog

Ansøgninger ude i 15 kommuner

Lea Bach Sloth har under sin jobsøgning fuldt en række workshops i IDA – korte webinarer om bestemte emner, som man kan se i rækkefølge eller udvælge enkelte af. Det er ofte de samme mennesker, der følger et forløb.

Over efteråret sendte Lea ansøgninger til bl.a. Viborg, Billund og Aarhus kommune. Jobbene var forskellige, og Lea havde sin tvivl. Der var mange om buddet. Samtidig er ansøgningsprocesser ofte ubarmhjertige. Du ved ikke, om du får svar i morgen eller om to uger, og det kan være lang tid at gå og håbe for så at få et afslag.

Jobbet i Viborg ventede flere uger med at invitere hende til samtale. Men invitationen kom.

“Jeg havde faktisk lige siddet dagen før hjemme på mine forældres køkkenbord og beklaget mig over, at jeg bare aldrig fik tilbudt de job, jeg gerne ville have,” griner Lea.

Anderledes gik det med Billund Kommune, som ringede dagen efter Leas ansøgning og inviterede hende til samtale. Pludselig var der to job i spil.

“Jeg forberedte mig ved at ringe til IDAs karrierekonsulenter og var helt overvældet over, hvor god hjælp jeg fik. Det gav bare en rigtig god ro at tale med IDA-rådgiveren, som sporede mig ind på, hvordan jeg sætter alt det i spil, jeg kan. Hvordan man forbereder et pitch og sikrer, at samtalen kommer forbi mine styrker,” fortæller Lea Sloth Bach.

Det hele sker altid på én gang

Samtalen med Billund Kommune faldt på en tirsdag i december, og onsdag var Lea Bach Sloth igen med til et IDA-webinar. Denne gang om at starte på et nyt job. Men undervejs ringes hun op af jobbet i Viborg. Den stilling hun havde søgt, indeholdt opgaver med EU-lovgivning om landbrugsforhold, som Lea ikke her erfaring med. De kunne derfor ikke tilbyde hende stillingen.

“Jeg vidste godt, da jeg søgte den, at jeg ikke helt havde de kompetencer,” siger Lea.

Men de var så positive over Leas andre kompetencer, at de ville skabe en halvårsprojektansættelse til hende i stedet.

“Jeg satte mig tilbage til webinaret med sommerfugle – nej nærmere en blåhval i maven. Jeg var så glad, at jeg var nødt til at dele det med de andre i kommentarfeltet, og det var så vildt at få så megen opbakning tilbage fra folk, som jo i princippet er fremmede, selv om vi har fulgt hinanden længe,” siger hun.

Men dagen sluttede ikke her.

“Midt i min æggemad til frokosten bagefter ringer de fra Billund Kommune. 28 timer efter min samtale. Han ville gerne tilbyde mig stillingen,” fortæller Lea.

“Jeg havde alle tanker og ingen tanker i hovedet på samme tid,” husker hun.

“Det var så skønt at kunne gå på juleferie med et ansættelsesbrev i hånden. Det var jo min første ægte juleferie uden eksamener i årevis. Og selv om man holder “fri” som jobsøgende, så kan man aldrig slappe fuldstændig af. Det kunne jeg nu,” forklarer Lea Bach Sloth.