22.10.2020
3 min læsetid

Frederik landede job under corona: "Det er virkelig specielt"

Frederik Graversen har som nyuddannet civilingeniør haft en lidt anderledes debut på arbejdsmarkedet end han havde regnet med. Halvdelen af hans kollegaer eksisterer kun digitalt.

Morten Scriver Andersen

af Morten Scriver Andersen

Selvom de fleste virksomheder søger folk med 5 års erfaring har nyuddannede Frederik Graversen lige landet sit første job. Foto: Privat

Frederik Graversen blev i juni 2020 færdig som civilingeniør, og det var næppe den debut på arbejdsmarkedet, han havde drømt om under sine 5 års studie.

Corona-pandemien buldrede derudaf, usikkerheden trykkede på de danske arbejdspladser og ikke engang et håndtryk kunne han tilbyde en kommende arbejdsgiver i bytte for en samtale.

“Der plejer at være en masse arrangementer omkring universitet og i virksomheder, hvor man kan networke og komme i kontakt med nogle spændende virksomheder. De muligheder var jo væk, og det var jeg da nervøs for,” fortæller 26-årige Frederik Graversen.

5 års erfaring?

Nervøsiteten er heldigvis blevet vekslet til et job i dag. 1. oktober startede Frederik Graversen som projektingeniør hos det rådgivende ingeniørfirma EnviDans kontor i Aalborg. Det blev slået fast efter en jobsamtale i et overdimensioneret rum, med 2 meters afstand til de kommende chefer og et albuestød som hilsen.

Frederik Graversen

26 år, født i Østerild, Thy 

Uddannet civilingeniør på AAU Build med speciale i vand og miljø. 

Startede 1. oktober sit første job som ingeniør i EnviDan planlægningsafdeling. 

Jeg har søgt hele sommerferien, været til flere samtaler, og nærmest alle gange har jeg fået at vide, at de har valgt at gå med en med mere erfaring

Frederik Graversen,
Nyansat projektingeniør, EnviDan

Til hans held var en gammel studiekammerat startet der for 1,5 år siden og kunne formidle kontakten. Det startede med et uforpligtende møde med en afdelingschef for EnviDan i slutningen af juni. I løbet af sommerferien havde en seniormedarbejder sagt op, og virksomheden havde rigeligt travlt til, at der skulle findes en erstatning. Valget faldt på den nyuddannede civilingeniør fra Thy.

“Det er jo det, man møder allermest som nyuddannet. Arbejdsgiverne vil helst have folk ind med minimum fem års erfaring. Jeg har søgt hele sommerferien, været til flere samtaler, og nærmest alle gange har jeg fået at vide, at de har valgt at gå med en med mere erfaring,” siger Frederik Graversen.

Verden er hybrid

Frederik Graversens første møde med arbejdslivet har været lidt af en hybrid. Første dag blev han præsenteret på et møde, hvor halvdelen af hans kollegaer var med over en videoforbindelse. Og sådan har det ellers været siden. På grund af corona har EnviDan besluttet, at der maksimum må være halv besætning på arbejdspladsen.

“De ældre og dem, der bor langt væk, kan godt lide at arbejde hjemmefra, og så er vi nogle yngre ingeniører, som møder ind for at få en hverdag,” siger Frederik Graversen. Han har altså ikke mødt halvdelen af sine kollegaer fysisk endnu.

“Det er klart, at jeg har et stærkere forhold til dem, jeg møder fysisk. Fordi jeg kan ses med dem og snakke med dem om andet end arbejde. Det er jo lidt det, der gør, at vi ikke bare er arbejdsmaskiner. Vi har blandt andet noget fysisk træning, som nogle af os går til sammen.”

Heldigvis for Frederik Graversen er både hans nærmeste chef og hans mentor ofte til stede. Det betyder meget.

“Hvis min mentor arbejdede hjemmefra, og jeg skulle ringe ham op, hver gang jeg havde et lille spørgsmål, så kunne jeg godt tænke, “ahh, det gider jeg ikke til at ringe op om”. Så ville jeg ende med at bruge en halv time selv på noget, der vil tage ham to minutter at forklare, bare fordi man ikke vil gøre sig besværlig som ny.”

Specielt ikke at kunne give hånd

Frederik Graversens uddannelse som civilingeniør er med speciale i vand og miljø. Det falder godt i tråd med hans interesse for naturen. Han sidder i EnviDans planlægningsafdeling og skitserer separatkloakering – adskillelse af regnvand og spildevand - for Aalborg Forsyning og laver oversvømmelseskort for Thisted Kommune.

Efter to uger på jobbet er han ved at vænne sig til at spritte af efter sig og holde afstand til sine kollegaer i kantinen. Og selvom julefrokosten er aflyst ligesom alle de andre sociale arrangementer, som han har hørt meget om, så er de gode til at tage en øl eller en sodavand efter jobbet.

Men så er der det med håndtrykket.

“Det er virkeligt specielt, at man ikke må give hånd til sine nye kollegaer. Jeg fik sådan en runde på hovedkontoret for at hilse på folk i huset. Der synes jeg, det er mærkeligt ikke at kunne vise respekt og kigge hinanden i øjnene med et håndtryk. Så bliver det i stedet en mærkelig albue, et spark eller bare kigge på hinanden og blive enige om, at det er sådan det er.”

Frederik Graversen er langt fra den eneste nyansatte på ingeniør-, it- og det naturvidenskabelige område, som IDA dækker. På trods af et øget antal fyringer, har niveauet for nye ansættelser været på niveau med sidste år.