Ved du heller ikke, hvad du skal svare til jobsamtalen?

Du er nyuddannet, du har sendt en masse jobansøgninger for at lande dit første fuldtidsjob - og nu er du blevet indkaldt til jobsamtale. Men er du klar til det?

I IDA kan du få hjælp og gode råd, som kan hjælpe dig, når du skal til din første jobsamtale. 

Du kan også kontakte en af hendes kollegaer på 33 18 48 48 kl. 9-16 mandag- torsdag og få hjælp til at forberede dig til jobsamtalen. De kan også give dig feedback på dit CV og din ansøgning.

Spørgsmål til jobsamtalen 
Du er kommet igennem nåleøjet og er blevet kaldt til jobsamtale. Dine chancer, for at det er dig, der får jobbet, er steget markant. Men hvis du ønsker, at det er dig, der får jobbet, skal du forberede dig. Grundigt. Her giver Sanne dig et par bud på, hvad du skal svare på nogle af de mest klassiske spørgsmål til jobsamtalen.

Fortæl om dig selv?
Det her er det helt klassiske åbningsspørgsmål til en jobsamtale - og lidt et snydespørgsmål. Du skal nemlig ikke fortælle en masse personlige detaljer om dig selv. I stedet skal du kort og præcist fortælle om din uddannelse og din hidtidige erfaring. Udvælg en række nedslag i dit CV, der giver mening at fortælle om i forhold til den specifikke stilling og kom gerne ind på, hvad din motivation for jobbet er.

Allerede her skal det komme til udtryk, at du har forberedt dig godt, så du kan fortælle med udgangspunkt i virksomhedens virkelighed. Hold dit svar under to minutter.

Hvorfor er du den rigtige til jobbet?
Mange nyuddannede har svært ved at svare på spørgsmålet, fordi de ikke synes, at de har særlig meget erfaring. Men i stedet for at fokusere på det, du mangler, skal du i stedet fokusere på det, du har.

Du skal kort og præcist fortælle, hvad du står for, og hvad der motiverer dig i forhold til jobbet. Hvad er dine vigtigste faglige kompetencer? Hvad kan du bidrage med af personlige kompetencer? Hvilke resultater vil du levere – og hvordan bidrager du til holdånden? Sig, at din motivation for stillingen og virksomheden kombineret med dine faglige og personlige kompetencer gør dig i stand til at prioritere og løse opgaverne.

Hvad finder du særlig interessant ved jobbet?
Det allervigtigste er, at de personer, der møder dig til samtalen, kan mærke din motivation for både stillingen og virksomheden. Derfor skal du også øve dig i at fortælle om det.

Du kunne for eksempel sige, hvorfor du er interesseret i lige præcis de udfordringer, virksomheden arbejder med, og at den gør det på en måde, som særligt interesserer dig. Eller hvis virksomheden fx lægger vægt på, at den er innovativ og eksperimenterende, så læg vægt på, at du selv sætter pris at kunne tænke nyt og anderledes. Hvis virksomheden er kendt for at samarbejde meget på tværs af fagligheder og teams, kunne dit svar omfatte dette og samtidig vise, at du gerne vil være en del af holdet. Vis med andre ord, at du passer ind i kulturen.

Hvad er dine svage sider?
Tænk det ikke som svagheder, men mere udfordringer. Fx hvornår undervejs på dit studie eller i et studiejob har du været udfordret? Det kan være, at du er meget perfektionistisk og dermed presset op til deadlines. Så er det det, du skal give som eksempel og samtidig fortælle, hvordan du håndterer det. Fx at du er blevet bedre til at give slip og efterhånden har en klar fornemmelse for, hvornår ting er gode nok og ellers så spørger du nogen, der kan guide dig.

Sådan tager du brodden af din nervøsitet

Dine håndflader blev svedige, dit hjerte bankede hurtigere, og du fik måske et hurtigt flashback til dengang, klappen gik ned under din engelskeksamen i gymnasiet.

Læs artiklen her.