19.10.2018
5 min læsetid

Den ydmyge danske leder kan blive en global rollemodel

Nordiske ledere er godt rustet til at håndtere fremtidens udfordringer. Det handler om en særlig nordisk tillid, samarbejdsevne og innovationslyst, som man kan spore helt tilbage fra vikingernes storhedstid, mener ledelseseksperten Chris Shern.

IDA Learning

af IDA Learning

Mand præsenterer for personer

Nordisk ledelseskultur kan blive den næste store eksportsucces på linje med teknologi, fødevarer og design.

For mange virksomheder har fået øjnene op for, at en hierarkisk organisationskultur er kvælende for medarbejdernes engagement og innovation.

I stedet er agilitet blevet mantraet mange steder, og det stemmer godt overens med de værdier, der findes i de nordiske samfund og virksomheder, mener Chris Shern, der er direktør for Henley Business School Danmark, der er en del af Fonden for International Management Education.

Han har arbejdet som leder i Skandinavien de seneste 23 år, og han er medforfatter til bogen ’Return of the Vikings’, hvor han sammen med Henrik Jeberg, der er direktør i det San Fransisco-baserede firma Hampleton Partners, forsøger at indkapsle den nordiske ledelsesstil.

”Hvis man skal prøve at definere nordisk lederskab, vil jeg fremhæve det flade hierarki og evnen til at kommunikere og samarbejde om opgaver. Men det, der ligger under alt dette, er det meget høje niveau af tillid, der findes i Norden. For hvis du skal uddelegere opgaver til en kollega, skal du have tillid til personen, og det samme er gældende for at kunne samarbejde”, fortæller han.  

Det er værdier, der ifølge forfatterne er dybt rodfæstede i Norden, og i ’Return of the Vikings’ drager de flere paralleller til vikingerne, der var i stand til at plyndre og etablere handelsruter over et enormt geografisk område på trods af deres begrænsede befolkningsstørrelse og ressourcer.

En ledelsesmodel for fremtiden

Da Chris Shern gik i gang med at skrive ’Return of the Vikings’ ville han undersøge, hvorfor de nordiske lande gang på gang rangerer i toppen af internationale undersøgelser. 

Nordiske lande rangerer blandt de bedste lande at bo i, de har de lykkeligste befolkninger, og de er de bedste lande at drive forretning i. Det er ligegyldigt, hvilke kategorier man taler om, så ligger de nordiske lande i toppen.

Chris Shern,
Direktør, Henley Business School Danmark

”Derudover, er der Lars Rebien Sørensen, der er blevet kåret til verdens bedste direktør to gange. Lego er to gange kåret til verdens stærkeste brand, og Noma er verdens bedste restaurant. Hvordan kan det være, at de klarer sig så godt? Svaret er ledelse”.

Og tidsånden passer godt til den nordiske ledelseskultur, der ligner den man finder i succesfulde startup-virksomheder. Det bliver forventet, at den enkelte medarbejder tager ansvar, og der ikke samme fokus på kontrolmekanismer som i mere topstyrede organisationer.

”Den autoritære ledelsesstil med faste kommandoveje hører en anden tid til. Det gav måske mening i den industrielle æra, hvor det handlede om at maksimere produktionen og at få et det højst mulige kortsigtede afkast på sine investeringer. Men det gælder ikke på samme måde i den digitale tidsalder, hvor vi får brug for en ny ledelsesmodel”, forklarer Chris Shern.

Et mindre ego

Betragter man de mest succesfulde nordiske ledere i dag, er der eller langt til stereotypen af den hypermaskuline vikingekriger. En af dem, som forfatterne fremhæver i ’Return of the Vikings’ er Jens Moberg, der har haft flere lederstillinger i IBM og Microsoft.

Da han fik ansvaret for at udarbejde en strategi for Microsofts nordamerikanske salgsafdeling, kom han ikke ind ad døren med store armbevægelser. I stedet startede han med at rejse rundt til de lokale salgsafdelinger for at spørge dem om, hvad de havde brug for af ham.  

”Han stillede sig op foran hele organisationen, hvor han kun havde været i en uge og sagde: ”Jeg har ikke svarene, men vi finder ud af det sammen”. Er det unikt nordisk? Nej, men det falder uden tvivl en nordisk leder mere naturligt at gøre sådan”, siger Chris Shern, der har en oplevelse af, at mange gerne vil arbejde i skandinaviske virksomheder, fordi de der føler sig respekteret og hørt.

Ikke en håndbog med 10 nemme tips

Ifølge Chris Shern er omverdenen i øjeblikket ved at opdage fordelene ved den nordiske ledelseskultur, og han forudsiger derfor, at bogmarkedet i fremtiden bliver oversvømmet af bøger, der vil konceptualisere nordisk ledelsesstil med titler som ”10 tips til nordisk ledelse” eller ”Lær at lede som skandinaverne på en måned”.

Med bogen ønsker forfatterne også at medvirke til, at den tillidsbaserede nordiske ledelsesstil kan blive eksporteret til udlandet. Chris Shern tror dog ikke, at det er muligt at lave et stramt koncept for nordisk ledelse. Det handler i stedet om at tage de vigtigste elementer omkring tillid, samarbejde og kommunikation og derefter tilpasse dem til den kulturelle kontekst, hvad enten det er Kina, Japan eller USA.

”En af grundende til at nordisk ledelse fungerer så godt i praksis er, at medarbejdere i skandinaviske lande forstår deres rolle. De er vokset op i samfund, hvor det er forventet, at de har en selvstændig holdning, og dermed bliver du også en ansvarlig medarbejder, der ved, at du skal deltage aktivt for, at organisationen når sit mål”.

’Return of the Vikings’ er derfor også et budskab til de nordiske ledere om, at de kan noget særligt, som de skal huske at værne om.

”Det er en påmindelse til de nordiske ledere om, at de har en unik tilgang til ledelse, som bliver endnu mere relevant i fremtiden”.