Hvad er adfærdsdesign?
Hos DSB har man gennem flere år arbejdet på forskellig vis og med forskellige værktøjer for at nedbringe antallet af skader, ulykker og tilløb til ulykker. De nødvendige reglementer har ikke manglet, men udfordringen har været at skabe incitament til at efterleve dem, at finde en effektiv og ukompliceret løsning, så den rigtige adfærd bliver en naturlig og meningsfuld del af arbejdsdagen.
I fjor blev det besluttet at gennemføre et nyt uddannelses- og projektforløb for nøglepersoner med det formål at ændre og forbedre vaner og kultur blandt medarbejderne på arbejdspladsen. Man tog afsæt i adfærdsdesign og udvalgte to områder hos DSB til et pilotprojekt. Christian Myrndorff har været koordinator på forløbet.
”Vi indledte med at observere adfærden og kunne så lave en kortlægning og registrering af den adfærd og de hændelser, vi ønsker at undgå. Vi valgte derpå nogle emner ud, hvor vi ville sætte ind i første omgang. Det var brugen af værnemidler til beskyttelse mod kemikalier, ryddelighed og sikring mod fald. Målet var med hjælp af nudging at skubbe til adfærden, så det bliver en ny vane og rutine at gøre det rigtige, så det bliver naturlig opførsel, uden at man skal bruge megen energi eller refleksion for at gøre det,” forklarer han.
Værktøjerne kan som nævnt være maling på gulv eller nye ikoner og piktogrammer, så folk blandt andet husker at sætte de snore med karabinhager på plads, der skal forhindre faldulykker på værkstedet, hvor togene har holdt til vedligehold.
Man tager udgangspunkt i medarbejdernes praksis og ser også på, hvordan det kan gøres nemmere at huske sikkerhedsprocedurer. I forhold til værnemidler var løsningen at placere dem tættere på de steder, hvor de skal bruges, så de nu er synlige og let tilgængelige.
”Det skal ikke være forbundet med besvær at finde det rette beskyttelsesudstyr. Blot det at man ikke skal gå nogle minutter ekstra for at hente det, kan have en vigtig virkning. Det er ikke løsninger, der på kort tid har en 100 procent effekt, men det er alt sammen skub i den rigtige retning og påmindelser om at gøre tingene på en bestemt måde, der ikke tager ekstra tid,” siger han.
Hos DSB har effekten hidtil vist sig så lovende, at man vil fortsætte med at bruge nudging som værktøj til at påvirke kulturen omkring arbejdsmiljøet i positiv retning.