23.04.2019
4 min læsetid

Ledelse af innovation kræver psykologiske principper

Hvis man skal skabe plads til innovation i sin virksomhed, kræver det en accept af, at mennesker er sociale væsner. Erhvervspsykolog Thea Mikkelsen giver tre psykologiske principper til at optimere din ledelse af innovation.

IDA Learning

af IDA Learning

For at skabe rum til innovation i din organisation skal du kende til og mestre 3 psykologiske principper. De er nemlig en forudsætning for, at du kan lykkes med at skabe innovation i din virksomhed og derved lede dine medarbejdere til at være medspillere i innovationsprocesser. Det kan eksempelvis være, når du vil skabe nye muligheder med tilgangen Integrative Thinking.

"Det er i det indre rum, at ideer opstår og i det sociale rum, at de skal blive til virkelighed."

Det mener cand. psych. samt cand. mag. Thea Mikkelsen, der er selvstændig erhvervspsykolog og ekstern lektor på Master i Organisationspsykologi på Roskilde Universitet.

Som den amerikanske forsker Linda Hill fra Harvard Business School skriver i bogen Collective Genius fra 2014, så ved vi meget om ledelse og innovation, men ikke meget om ledelse af innovation.

"Vi hører ofte historierne om, hvordan entreprenører får gode ideer og efter mange års hårdt arbejde, så lykkedes det dem at skabe succes. Måske er vi endda selv ansat i en virksomhed, hvor det opstod på samme måde", forklarer Thea Mikkelsen.

I mange virksomheder ser det dog anderledes ud. Her er der ikke kun en enkelt person, som har alle ideerne, men i stedet en gruppe af mennesker med forskellige kompetencer, der sammen skal forsøge at nytænke.

Integrative Thinking handler om at nytænke og skabe nye muligheder, og det kan godt være en individuel proces, du som leder anvender, men ved at inddrage medarbejderne og skabe en kultur for innovation og nytænkning, kan du fordre endnu flere muligheder.

"Det er vigtigt, at en gruppe kan indgå i samtaler og eksperimenter, der kan skabe grobund for nyskabelse, og at gruppen ikke i stedet falder for fristen til at konkurrere eller begrave sig i drift", mener hun.

Det store spørgsmål, hvis du vil skabe en innovationskultur, er derfor, hvordan du som leder, projektleder eller tovholder i sådan en proces, gør det muligt.

Og her er der tre psykologiske principper, der kan hjælpe dig til at optimere din ledelse.

Tre psykologiske principper til at optimere ledelse af innovation

1. Vi kan ikke lade tankerne flyde frit, hvis vi er usikre på rammerne

For at man tør åbne sind og tænke kreative tanker, så skal der klare og pålidelige rammer til. Som det er blevet formuleret inden for organisationspsykologien, er det vigtigt at kende til time, task and territory for at kunne gå effektivt i gang med opgaveløsningen. Disse rammer er derfor første skridt i retningen af at udvikle en innovativ kultur.

Derudover skal der instrueres i, hvilke regler der gælder inden for det kreative arbejde, så alle ved, at der nu arbejdes på en anden måde - f.eks. at ’nu skaber vi læring og lægger op til innovation’ eller ’nu stiller vi spørgsmål, før vi kommer med svar’.

2. Vi kan ikke fordybe os kreativt, hvis vi bruger al vores energi på at prøve at regne ud, hvad vores leder egentlig vil

Når vi arbejder kreativt forholder vi os ubevidst til, hvem der er leder i gruppen, formelt såvel som uformelt. Det kreative rum er aldrig magtfrit, og derfor betyder det noget, hvad man som leder mener, også selvom man ikke direkte siger det.

Mange ledere ønsker ikke at blokere for gode ideer hos medarbejderne. Derfor holder de sig tilbage med at formulere opgaver for innovationsindsatsen i virksomheden og møder medarbejderne med udtryk som ”alt er muligt”.

Situationen er dog ofte den, at lederen faktisk forventer, at innovationsopgaven er inden for bestemte rammer. Hvis man har begrænsninger i baghovedet, skal man derfor være åben omkring dem, så medarbejdere kan hjælpe med at folde dem ud  i stedet for at bruge tid på at regne ud, hvad lederen ønsker.

Det er vigtigt at engagere medarbejderne, så de bruger deres kompetencer til at finde innovative løsninger inden for feltet, især hvis man som leder virkelig ikke har en idé om, hvilken vej man skal gå, men blot kan se problemet, som skal løses.

3. Vi vil ikke engagere os kreativt, hvis vi ikke selv får noget kreativt ud af det

At opbygge en innovationskultur handler i høj grad om at skabe en kreativ bæredygtighed, hvor individer og organisation inspirerer hinanden. Det betyder, at ingen bliver ved med at producere ideer, som ikke bliver til noget. Organisationen bliver heller ikke ved med at tage ideer til sig uden at give noget tilbage.

For at den bæredygtighed kan skabes, er det derfor helt centralt at tænke på, hvordan den enkelte medarbejder får lov at udfolde sine egne ideer inden for den ramme, som virksomheden sætter for innovationsarbejdet. Det medvirker også til, at medarbejderne ikke brænder ud kreativt.

Og du har samtidig et ansvar som leder for, at innovation er tilladt i din organisation, så I kollektivt kan skabe de bedste løsninger.

Tilmeld dig Boardroom

Boardroom giver dig de vigtigste tendenser inden for ledelse og teknologi i et overskueligt nyhedsbrev hver 14. dag.
  • Aktuelle artikler
  • Ledelse i fokus
  • Teknologisk perspektiv
Tilmeld dig nyhedsbrevLæs seneste nyhedsbrev