23.04.2019
4 min læsetid

Træt af at vælge mellem to halvdårlige løsninger?

Som leder skal du ofte træffe et valg mellem to ikke-optimale løsninger. Integrative Thinking giver dig muligheden for at angribe valget som en kreativ opgave, der kan skabe nye og bedre løsninger.

IDA Learning

afIDA Learning

Du kender det sikkert. Du er nået til en skillevej med en opgave eller et projekt, men ingen af vejene er optimale. Du afvejer fordele og ulemper ved begge veje - og ender med at vælge den mindst dårlige. Men er du helt tilfreds?

Du ved jo, at der er gode aspekter, du ikke har fået med, og dårlige aspekter, du ikke har kunnet undgå. Eller kan du?

Ved at anvende de rigtige innovationsværktøjer og rammesætte dem i Integrative Thinking, kan selve valget blive en kreativ opgave, der kan skabe nye og bedre løsninger.

I stedet for at vælge en halvdårlig løsning, designer du en ny og bedre løsning, baseret på fordelene fra dine forrige valgmuligheder.

Hvad er integrative thinking?
Integrative thinking er en anderledes måde at gå til problemløsning, hvor du meget bevidst skifter fra et mindset om at finde den eneste rigtige løsning til et lærende mindset, der kan håndtere mange forskellige muligheder.

Derudover har integrative thinking et specifikt fokus på løsningen af komplekse ledelsesudfordringer. Det kunne f.eks. være, hvordan du:

● sikrer en god eksekvering af virksomhedens strategiske mål
● styrker organisationens evne til at udvikle nye produkter og services
● styrker samarbejdet mellem grupper internt i organisationen

De 4 trin til Integrative Thinking

Integrative Thinking består af 4 trin, der sikrer, at du både går bredt og systematisk til dine udfordringer.

1. Formuler ekstreme løsningsmodeller

Først skal du identificere to ekstreme og modsatrettede svar på dit problem og forsøge at forvandle dit problem til et tosidet dilemma: I stedet for at spørge: Hvordan uddanner vi bedst vores medarbejdere? - kan du fx overveje centralisering af uddannelse gennem HR vs. decentral træning.

Gå i dybden med hver af modellerne - hvem bliver påvirket hvordan af de to modeller? Tænk både i kunder, samarbejdspartnere, medarbejdere og hele virksomheden. Prøv at fokusere på de gode sider ved hver model, for det er dem, der skal tages med i den videre proces.

2. Undersøg løsningsmodellerne

Her gælder det om at udnytte spændingsfeltet mellem de to modeller til at skabe noget nyt.

Start med at finde lighederne mellem modellerne - er der fordele, der går igen i begge modeller? I spørgsmålet om decentralisering vs centralisering vil medarbejderne fx få et netværk i begge tilfælde med hhv. folk, de arbejder tæt sammen med og folk fra hele virksomheden. Men kan du antage, at medarbejderne har mere tilfælles med deres nærmeste kolleger? Er det rimeligt at formode, at det vil øge indlæringen, at deltagerne ligner hinanden? Eller vil det være gavnligt, de kommer med forskellig bagage?

Pointen er at finde frem til brugbare enkeltdele: Hvilke elementer vil du helst have med i den nye løsning?

3. Udforsk nye muligheder

Nu hvor du har styr på fordelene ved dine modeller, er spørgsmålet, hvordan de kan blive integreret i en ny og bedre løsning: Er der forhold, under hvilke den ene model kan generere fordelene fra den anden? Hvordan kunne du skabe en ny model med små byggesten fra begge modeller?

Målet er at nå frem til en række prototype-integrationer - og efterhånden som du kommer ned i konsistencen på forslagene, vil der helt naturligt være løsninger, der træder i forgrunden, mens andre falder helt væk.

4. Vurder prototyper på løsninger

I det sidste skridt gælder det at teste dine prototyper ved hjælp af prøvehandlinger, der gør det muligt at teste dine løsninger med forskellige interessenter. Er der aspekter ved din løsning, der bekymrer dig? Så er det nu, du skal få dem testet.

Tilmeld dig Boardroom

Boardroom giver dig de vigtigste tendenser inden for ledelse og teknologi i et overskueligt nyhedsbrev hver 14. dag.
  • Aktuelle artikler
  • Ledelse i fokus
  • Teknologisk perspektiv
Tilmeld dig nyhedsbrevLæs seneste nyhedsbrev