08.02.2019
4 min læsetid

Virksomheder skal holde skarpere øje med ny teknologi

Eksemplerne er mange. Virksomheder der får fjernet deres eksistensgrundlag i løbet af natten, fordi en ny teknologi har ændret forbrugernes adfærd og behov.

IDA Learning

af IDA Learning

Det er ikke længere en nyhed, at virksomhederne skal våge over den teknologiske udvikling i forsøget på at være på forkant med kundernes ønsker og behov.

Men hvordan gør man egentlig det?

Hvor skal man starte med at kigge hen? Og hvad skal man kigge efter for at forstå, hvilke teknologier der forandrer markedet, og hvordan de gør det? Det er et spørgsmål, der ikke kan svares entydigt på, men behovet for at forstå det teknologiske univers er større end nogensinde før, og det har medbragt en tørst efter mere viden og forståelse for teknologi blandt virksomhederne.

Øg teknologiovervågningen

Bestyrelsesformand og medstifter af Dare Disrupt, Jannick B. Pedersen, beskæftiger sig med disruptive teknologiers indvirkning på virksomheder og påpeger, at vi har en tendens til at overvurdere de forandringer, der kommer til at ske inden for en kort tidshorisont – de næste 3 år – men totalt at undervurdere, hvad der vil ske på 10-20 års sigt.

”Der vil stadig være brancher, som på fem års sigt kan ligge i ly af de teknologiske forandringer – men som pludseligt i år seks bliver ramt voldsomt. Derfor er det helt centralt at øge teknologiovervågningen,” lyder Jannick B. Pedersens råd.

Kan man ruste sig til fremtiden?

Virksomhedsledere vil uden tvivl have forskellige opfattelser af, hvorvidt de føler sig rustede til at håndtere den teknologiske udviklings konsekvenser eller ej. Nogle virksomheder er klart mere gearede til opgaven end andre, og nogle ledere er klart mere indstillede på opgavens omfang. Men hvordan kan man sikre sig, at man som virksomhedsleder er klar til at håndtere nye markeder og nye teknologier?

”Men igen er svaret årvågenhed. Hvem ville for fem år siden have kunnet sige, at de var rustet til at udnytte 3D-printing og kunstig intelligens om fem år? […] Hvem kan i dag sige, hvilke teknologier der bliver mainstream udfordringen om fem år og som man skal være rustet til?”

Det er altså ikke en forudsætning for at lykkes i en teknologisk galoperende fremtid, at ledere skal kunne regne enhver ny teknologi eller idé ud. Men det er afgørende, at ledere holder skarpt øje med udviklingen i industri 4.0, vurderer nye tiltag og er klar til at rykke ud.

Industri 4.0 er ikke en begivenhed, man kan forberede sig på. Industri 4.0 er en acceleration af forandringshastigheden i vores måde at arbejde og producere på, fastslår Jannick B. Pedersen.

Angst skal erstattes med nysgerrighed

Det vil nok være en almenkendt problemstilling for mange virksomhedsledere, at der er udfordringer forbundet med at skabe forandringer. Ledere kan opleve, at en af deres helt store udfordringer er mangel på forandringsvilje, tilpasningsevne og motivation.

”Vi skal først og fremmest erstatte angsten for ny teknologi med nysgerrighed og lyst. I stedet for forandringsparathed skal vi udvikle forandringsinteresse gennem uddannelse i de nye teknologier – og interesse i de innovationskryds, som kan skabes når menneske og maskine og kunstig intelligens arbejder sammen,” siger Jannick B. Pedersen.

Tilmeld dig Boardroom

Boardroom giver dig de vigtigste tendenser inden for ledelse og teknologi i et overskueligt nyhedsbrev hver 14. dag.
  • Aktuelle artikler
  • Ledelse i fokus
  • Teknologisk perspektiv
Tilmeld dig nyhedsbrevLæs seneste nyhedsbrev