Emneside

Professional Engineering Academy

I sommeren 2016 lanceredes pilotprojektet Professional Engineering Academy (PEA), som en del af Industriens Fond initiativet Vi Mangler Hænder. Projektet var under ledelse af IDA og samarbejde blandt andet med Plastindustrien, Dansk Erhverv og Dansk Industri. Formålet var at lave et integrationsprogram for at lette adgangen til det danske arbejdsmarked for ingeniører og naturvidenskabelige kandidater med flygtningebaggrund.

PEA har gennem 3 forløb assisteret sammenlagt 49 topmotiverede kandidater med baggrunde som ingeniører, IT-professionelle og naturvidenskabelige. Kandidaterne, som kommer fra Syrien, Eritrea, Iran, Irak og Somalia, har gennemgået et 16 ugers kompetenceprogram, som indeholdt tre gennemgående elementer:

  • Kompetenceafklaring og undervisning
  • Fagrelevant virksomhedspraktik
  • Personligt mentorforløb med et frivilligt IDA-medlem

Resultater og erfaringer:

Ved projektets afslutning var 12 af kandidaterne kommet i job, hvoraf 4 var i fagrelevante stillinger. Derudover havde 12 af kandidaterne påbegyndt en universitetsuddannelse, hvor de skulle føje en kandidatoverbygning til deres bachelorgrad. Sammenlagt, var 21 ud af de 49 kandidater ved projektets afslutning i fagrelevante aktiviteter, såsom uddannelse, løntilskud, ordinær beskæftigelse og virksomhedspraktik, på baggrund af deres forløb i akademiet.

PEA afsluttede officielt i februar 2018 med en afslutningsreception for alle kandidater, partnere og andre interesserede. Her blev det også præsenteret, at projektet havde belyst en lang række barrierer og udfordringer for målgruppen i forhold til at blive tilknyttet arbejdsmarkedet i fagrelevante stillinger.

Erfaringer og resultater fra projektet er gengivet i en e-bog, som er tilgængelig her nederst på siden.

Fremtiden:

Ud over en større videndeling af projektets mange erfaringer til andre faggrupper og lande, vil IDA samtidig fortsætte med at understøtte kandidaterne i løbet af foråret 2018 gennem etableringen af et PEA-netværk. Netværket, som er støttet af Ansattes Råd (AR) i IDA, består af en række møder og workshops, som skal være med til at bygge videre på det arbejde som kandidaterne har påbegyndt i forhold til jobsøgning og fastholdelse på det danske arbejdsmarked.

E-bog:

Hent E-bogen PEA - Et projekt for ingeniører med flygtningebaggrund

Testimonials fra virksomheder, kandidater og mentorer: