21.01.2019
3 min læsetid

Nu kan du spille computer med tankens kraft

En amerikansk virksomhed har skabt et interface, hvor du med tankens kraft kan spille computerspil og skrive. Men teknologiens potentiale er meget mere vidtrækkende og kan sætte din telefon og laptop ud af arbejde, mener virksomheden.

af Morten Scriver Andersen

Kig på en bold. Tænk på at kaste den efter en dræberobot. Og vupti, en bold bliver kastet lige mod dit udvalgte offer blot ved tankens kraft. Velkommen til en verden af virtual reality, hvor du har hænderne fri og alt sker via elektriske signaler fra din hjerne.

Det lyder som ren science fiction, men med en samling af nye teknologier kan du nu styre et computerspil og skrive på et tastatur udelukkende ved at tænke på det. Det amerikanske firma Neurable er i fuld gang med at udvikle den måde, vi mennesker i fremtiden interagerer med den virtuelle verden. Og det begrænser sig ikke til computerspil om at slå truende væsner ihjel.

”Jeg må ikke sige så meget, men lad os bare sig, at vi i fremtiden gerne vil have, at teknologien bliver noget så simpelt som en høretelefon, du putter ind i dit øre. Det er det vi arbejder frem mod,” siger administrerende direktør i Neurable, Ramses Alcaide, til IDAs nye teknologipodcast, Techtopia.

Algoritmer på arbejde

I stedet for at sidde foran din computerskærm eller med din tablet i hånden, så styrer du det computerspil, som Neurable har udviklet med deres samarbejdspartnere, gennem en virtual reality-brille, mens en EEG-scanner via 7 elektroder opfanger elektriske impulser fra neuroner i din hjerne.

Og det er egentlig ikke så meget hardwaren, der er magien i det. Det er alle de uendeligt komplicerede algoritmer, som skal løse opgaven at læse og fortolke hjernens aktiviteter til de helt rigtige handlinger i computerspillet.

”Vi er faktisk et machine learning-firma, og vi udvikler algoritmerne, der fortolker hjerneaktiviteten, så du kan bruge teknologier som EEG som kontrolenheder,” fortæller Ramses Alcaide.

”Det er basalt set elektrisk aktivitet, der kan blive opfanget. Det starter inde i din hjerne og spreder sig ud til ydersiden af dit kranie. Så bruger du elektroder til at samle det signal op. Det er ikke ikke-invasiv, så det kræver ikke operation. Det går ind i computeren, og den kører forskellige algoritmer til at forstå hjerneaktiviteten,” forklarer han.

Hele herligheden er skabt med tre forskellige interaktioner for øje, som vi ellers er vandt til at styre med vores hænder. Du skal kunne klikke på objekter og flytte dem i den virtuelle verden, som vi plejer at gøre med musen. Du skal kunne skrive, som havde du et tastatur foran dig. Og du skal kunne swipe og zoome, som vi er vant til at gøre på et touchpad.

Telefoner og laptops forsvinder

Hvis teknologien udvikler sig på den måde, som Ramses Alcaide forestiller sig, lyder det som noget, der rækker langt ud over computerspilsverdenen. Er det et helt nyt interface med vores digitale liv, så alle render rund med en brille eller en lille høretelefon i øret, hvorfra de kan styre apparater og følge verdens gang?

Det mener Ramses Alcaide.

”På den korte bane er spil selvfølgelig et stort område, hvor vi har fået meget opmærksomhed. Men det vi virkelig ser, er det næste menneskelige interface særligt for augmented reality,” siger han.

Augmented reality er i modsætningen til virtual reality en blanding mellem den virtuelle og den fysiske verden, så der bliver lagt et virtuelt lag på det, du ser i virkeligheden som i fx det populære spil Pokemon Go. Den form for interaktion med den digitale verden mener Ramses Alcaide kan ske håndfrit fremover med Neurables teknologi.

”Nu har du flere modaliteter i din mus og dit tastatur, men de er med dig i din mobile computerenhed. Det tillader for alvor, at telefoner og laptops forsvinder i det mindst som din personlige metode at interagere med verden,” siger han.

Et sted, hvor teknologien stadig halter er opløsningen på de virtual reality-briller, der tilbydes på markedet. Her har den finske startup Varjo udviklet en VR-brille, der i lighed med det menneskelige øje kan stille skarpt – som i ultraskarpt – på de ting, det menneskelige øje fokuserer på.

Det kan du høre mere om på Techtopia.dk eller direkte på iTunes.