18.01.2018
4 min læsetid

Bitcoin: Decentral, autonom og dybest set en organisation

Bitcoin er ikke bare en kryptovaluta. Det er også verdens første og suverænt mest succesfulde DAO. Bliv klogere på hvad en DAO er, og hvorfor potentialet i de decentrale autonome organisationer er større end blot til at skabe kryptovalutaer.

Rene Pedersen

af Rene Pedersen

Siger vi Bitcoin, vil mange med bare en sporadisk interesse for it nikke. Drejer vi i stedet fokus mod begrebet DAO - eller decentralized autonomous organisations - vil det nok være de færreste, der kan forklare, hvad det handler om.

I forbindelse med Driving IT-konferencen i IDA-huset tog vi en snak med den meget entusiastiske Bitcoin og Blockchain-kender Griff Green om lige præcist de decentrale autonome organisationer. Griff Green er hurtig til at kalde sig selv en “hippie”, men han var blandt first moverne, der har tjent rigtig gode penge på Bitcoins primært stigende kurve. Selv vil han dog langt hellere tale om teknologien bag Bitcoin og de decentrale autonome organisationer, som han ser et enormt potentiale for.

Griff Green beskriver en DAO som “computerkode, der tilskynder menneskelig handling”. Det nemme eksempel på en DAO, som de fleste nu kender, er Bitcoin.

Han fremhæver og forklarer de tre karakteristika ved en DAO. Det decentrale element betyder, at hvem som helst kan være en del af netværket. De kan bruge deres egen computer til at understøtte netværket, og så er de også en del af netværket. Der er ikke nogen, der skal sige god for dig eller godkende dig. Autonomien handler ifølge Griff Green om, at det ikke kan påvirkes af folk udefra. Præcis som fx peer-to-peer fildelingsnetværket Bittorrent eller til en vis grad internettet er en DAO autonom, og du kan kun ændre netværket indefra og ved at være en del af det.

Til sidste er der det organiselle niveau. Igen sammenligner han med internettet, som er både decentralt og autonomt, men internettet er til gengæld ikke en organisation. Ifølge Griff Green fordi der ikke er en struktur, der tilskynder folk til at understøtte netværket, og der er ikke en samling selvorganiserende regler, som fx kryptovalutaer har.

Den første killer app

Som Griff Green slog fast, er Bitcoin by far den mest succesfulde DAO. Men det betyder langt fra, at det også er den mest interessante løsning at følge i de kommende år.

“Jeg kan gode lide DAOs, der bygger på "Bitcoin 2.0 platformen,” siger han og nævner eksempler som Bitshare, Ethereum og Omn, der kan mere end blot at værdi en valuta.

Han finder dem interessante, fordi de bruger smart contracts til at skabe mere komplekse DAOs. Ethereum indeholder fx også programmeringssproget Solidity, som du praktisk talt kan gøre alt med, som du også kan med andre programmeringssprog.

Du kan fx bygge en DAO op omkring en kryptovaluta og lade den indeholde penge. Men oven på det kan du tilføje ekstra lag af funktionalitet. Det kan fx være ansættelseskontrakter, en hedgingkontrakt eller andre typer juridisk bindende kontrakter, forklarer Griff Green og giver et eksempel på en simpel DAO.

“Jeg sender 10 kroner ind i denne kontrakt, og så får jeg 10 stemmepoletter. Så vil der være et styringssystem inden i denne smart contract, der siger, at pengene i (DAO’en) kan bruges til noget. Det kan være, at du skal stemme om et forslag, og så skal forslaget måske have flertal, og 20 procent af stemmepoletterne skal have stemt,” nævner han som et eksempel.

Selv arbejder Griff Green især med velgørenhed, og her ser han DAO’er som en oplagt bærende struktur for forskellige projekter. Det kan fx være et Open Source-software projekt, hvor det i årevis har vist sig, at folk gerne vil lægge penge i projekterne, selv om de ikke får et direkte afkast. Men det er også oplagt til et kickstarter-projekt, hvor en gruppe mennesker har en ide, men mangler finansieringen.

“Med en DAO kan de få en smule mere indflydelse på, hvor deres donationer går hen, og hvad de bliver brugt til. Jeg tror, at det bliver den første “killer app”, hvor almindelige mennesker bliver en del af det,” siger han.

Krypto i stedet for små guldflager

Et eksempel på en allerede eksisterende Ethereum-baseret platform er firmaet Everex i Thailand. De har løst et konkret problem med en blockchain-løsning.

“De har 100.000 Thailandske Baht i en bankkonto, og så har de genereret 100.000 digitale Thailandske Baht. Det er revideret, og de har alle mulige regler,” fortæller han og nævner, at de for eksempel kan bruges af folk fra Myanmar, der arbejder i Thailand.

“Jeg laver ikke fis, for at sende penge til Myanmar køber de små flager af guld, som de sender via kurerer til Myanmar. For det er billigere end at overføre penge, som skal fra Thailandske Baht til amerikanske dollars, og betale et gebyr for at komme til Myanmar. Sender de 100 dollars, får personen 50 dollars. Men med en digital valuta kan de bare sende den til en persons telefon,” siger han og fortsætter.

“Den slags ting kommer til at ske. Det er her allerede nu, men det bliver ikke brugt i stor stil endnu,” siger han.