14.02.2019
3 min læsetid

Er fake news teknologiens skyld?

Danskerne forventer falske nyheder i den kommende Folketingsvalgkamp, og de sociale mediers algoritmer kan blive ufrivillige budbringere. Skal teknologien tøjles eller skal danskernes digitale dannelse geares op?

Morten Scriver Andersen

af Morten Scriver Andersen

2019 er det helt store valgår i Danmark. Både Folketinget og Europa-Parlamentet skal have rystet posen, og lade vælgerne bestemme en ny sammensætning.

Men i år spiller teknologien en større rolle. Noget tyder på, at det er blevet nemmere at påvirke den offentlige opinion gennem falske nyheder og misinformation. Det så vi ved det amerikanske valg i 2017, hvor store mængder misinformation blev spredt gennem falske Facebook-profiler og målrettet særligt udvalgte borgere gennem firmaet Cambridge Analytica.

En ny undersøgelse fra Mediawatch viser, at danskerne forventer lignende tilstande herhjemme i år. 62 procent tror, at der under valgkampen i høj eller meget høj grad vil forekomme falske nyheder og misinformation på sociale medier. Kun godt to procent forventer slet ikke misinformation på de sociale medier.

Teknologi er hverken ond eller god

Fredag lancerede SIRI-kommissionen i samarbejde med tænketanken Mandag Morgen rapporten AI, medier og demokrati, der skal sætte gang i en debat om helt konkrete tiltag i kampen mod misinformation.

”Teknologien er hverken ond eller god, det er måden vi bruger teknologien på, der afgør, om den bliver brugt på en måde, der undergraver vores demokratiske immunforsvar eller om vi bruger den på en måde, som er til fordel for demokratiet,” siger Lisbeth Knudsen.

Hun mener, at sociale medier som Facebook og Twitter har været med til at demokratisere ytringsfriheden. De har skabt en mere åben adgang til politikerne for borgerne, men også den anden vej omkring.

Men det betyder ikke, at informationen flyder frit mellem mennesker. Det er bare andre, der bestemmer over informationstrømmene.

”Hvor der tidligere var gatekeepere, som medierne chefredaktørerne og redaktørerne, så er der bare kommet nogle andre gatekeepere nu. Det er platformsejerne, de store techselskaber som ejer de her platforme, vi diskuterer og har livlige demokratiske debatter på. Så magten er flyttet, og det kan man godt stille nogle spørgsmål til,” siger Lisbeth Knudsen.

Gennemsigtige algoritmer

Med rapporten følger en række konkrete anbefalinger til, hvordan vi i Danmark kan ”styrke vores demokratiske immunforsvar”.

Der skal oprettes et tværfagligt center for demokrati, der skal indføres en klar varedeklaration af medierne, og det bør undersøges om den danske medieansvarslovgivning med et dertil hørende pressenævn skal suppleres i forhold til den nye medievirkelighed med nye digitale og sociale medier. Sådan lyder nogele af anbefalingerne.

Ifølge Lisbeth Knudsen er gennemsigtighed nøgleordet. De algoritmer, som Facebook og Twitter bruger til at bestemme, hvad deres brugere præsenteres for, skal ud i det åbne, og det skal undersøges hvordan det påvirker den politiske debat.

”Det er hele den forurening af vores informationsmiljø, som er dybt bekymrende, og som er med til at give en grim bagside til demokratiseringen af ytringsfriheden,” siger hun.

Mandag Morgen har med det nye medie TjekDet indgået et samarbejde med Facebook i forbindelse med den danske valgkamp. Det er i lyset af Facebooks rolle som et af de helt store demokratiske omdrejningspunkter.

Lang vej fra at se til at forstå

Mikkel Flyverbom, forsker i digital teknologi og samfund ved CBS, deltog i en paneldebat i forbindelse med lanceringen af SIRI-kommissionens rapport på Christiansborg. Han mener ikke, at gennemsigtighed med algoritmer er løsningen i sig selv.

”Det at kunne se noget er ikke det samme som at forstå noget. Det er meget mere komplekst end det,” sagde Mikkel Flyverbom under paneldebatten.

Han mener ikke at algoritmerne kan forstås i sig selv. De er en del af et langt større økosystem af data, mennesker og adfærd. Derfor skal vi tænke digital dannelse meget bredere. Og det kræver stærke institutioner med viden og kompetence inden for området.

Om SIRI-kommissionen

Etableret i 2016.

Skaber debat om muligheder og udfordringer i fremtidens digitale samfund.

Producerer halvårlige rapporter og analyser på basis af input fra ad hoc-inviterede eksperter.

Udover den aktuelle rapport har kommissionen tidligere offentliggjort rapporter om problemstillinger i transport-, sundheds- og finanssektoren.

Læs mere på SIRI-kommisionens hjemmeside.