31.01.2019
4 min læsetid

Facebook-direktør indrømmer fejl

Facebooks Sheryl Sandberg gav en sjælden indrømmelse oven på seneste års begivenheder, men virksomheden er nødt til at være villige til at tjene færre penge, hvis de for alvor skal gøre noget ved det, mener amerikansk forfatter.

Morten Scriver Andersen

af Morten Scriver Andersen

Facebooks operationelle direktør, Sheryl Sandberg erkendte fra scenen på DLD-konferencen i Tyskland, at de seneste år har været svære. Foto: DLD

Cambridge Analytica, fake news, troldehære og enorme datalæk. Møgsagerne har nærmest stået i kø foran Facebook-hovedkvarter i Silicon Valley de seneste to år.

I kølvandet på Cambridge Analytica-skandalen måtte Mark Zuckerberg i april stille op til offentlig afhøring i den amerikanske kongres. Men Facebook har også en nummer to. Det er operationel direktør, Sheryl Sandberg, og hun var det store tilløbsstykke, da hun begav sig ud i at forklare og reflektere over de seneste års begivenheder på den tysk konference DLD, hvor IDAs teknologipodcast, Techtopia, også var til stede.

”For Facebook har de seneste par år været meget svære. Vi ved at vi er nødt til at blive bedre til at sikre, at vi kan forudsige risikoen ved at forbinde så mange mennesker. Vi er nødt til at stoppe misbrug hurtigere, og vi er nødt til at gøre mere for at beskytte folks data,” sagde Sheryl Sandberg og erkendte, at man nu er nødt til at vinde brugernes tillid tilbage.

”Jeg kan sige, at jeg og alle i Facebook forstår og accepterer det store ansvar, vi har. Vi har anerkendt vores fejl. Vi lytter, vi lærer og vi gør fremskridt. Vi er ikke den samme virksomhed, vi var i 2016 eller sågar for et år siden,” sagde hun inden hun begyndte at opremse de 5 tiltag, som den nye og bedre udgave af Facebook har sat i søen, herunder øget gennemsigtighed og store investeringer i datasikkerhed.

Samme besked hver gang

Det giver den amerikanske journalist David Kirkpatrick ikke meget for.

”Det er det samme, de har sagt hele tiden: ’Vi forstå, vi har lavet en fejl, men I er nødt til at have tillid til at vi kan fixe det, for vi er gode mennesker’,” siger David Kirkpatrick til Techtopia.

Kirkpatrick skrev i 2010 bogen The Facebook Effect, hvor han beskriver Facebook som en positiv kraft og Mark Zuckerberg som en idealist, der er mere fokuseret på at forbinde verden end at tjene penge.

Men Kirkpatrick har siden ændret holdning og har de seneste år set skuffet til, at Facebook har fået tiltagende magt, og hvordan de har forpagtet den. Med godt 2,6 milliarder brugere på tværs af alle deres tjenester, betragter han Facebook som hele verdens mødested. Og det er problematisk.

”Det er i virkeligheden mere ansvar, end en reklamevirksomhed kan eller skal have. Der er ingen mulighed for, at de alene bliver i stand til at tage de rigtige beslutninger, om hvordan de skal styre det fællesskab. De er nødt til at arbejde med civilsamfundet, regeringer og andre virksomheder på en meget mere metodisk måde," siger David Kirkpatrick om Sandbergs tale, hvor hun i øvrigt afstod fra at svare på spørgsmål efterfølgende.

"Og jeg synes heller ikke, at hun i dag udviste ydmyghed til virkelig at træde tilbage og sige ’vi ved faktisk ikke nok til at gøre det her selv. Vi har brug for jeres hjælp til at gøre det rigtige’.” 

Er Facebook villige til at tjene færre penge?

Og hvad gik der så galt? Svaret er ifølge David Kirkpatrick, at i takt med Facebooks voksende indtjening, flyttede fokus mod netop det.

”Det, der gik galt, er enorm profit. Det er virkelig værd at bide mærke i, at Facebook viste sig at være den mest profitable store virksomhed i kapitalismens historie, indtil de begyndte arbejdet med sikkerheden i de sidste to år,” forklarer han.

David Kirkpatrick mener stadig, at Facebook fundamentalt er en positiv forandring. Men vi vil også uundgåeligt blive ved med at se eksempler på misbrug i forbindelse med for eksempel valgkampe. Alligevel mener han, at der er en vej tilbage på sporet igen: De skal værre villige til at tjene færre penge.

Du kan høre Sheryl Sandbergs tale og David Kirkpatricks fulde analyse af den på techtopia.dk eller direkte via iTunes.