07.02.2019
5 min læsetid

Tech-platform ligger til grund for verdens mest lokale vejrudsigt

Samspillet mellem IBM’s The Weather Company og web-applikationen ”If This Then That” gør det muligt at få ekstremt lokale vejrudsigter, som både erhvervsliv og private kan udnytte.

Anne-Cathrine Jensen

af Anne-Cathrine Jensen

Nogle dele af erhvervslivet har stor gevinst af at være i stand til at forudse vejrets gang.

Du kan bestille en e-mail, hvis det bliver regn, eller du kan bare få en daglig vejrudsigt. Men du kan også få besked, når pollentallet stiger, der hvor du bor. Med If This Then That (IFTTT) kan du bede devices i dit hjem eller din telefon om at gøre alt muligt – blandt andet automatisk sætte dine styrbare LED-pærer til at slukke på et bestemt tidspunkt.

”IFTTT handler om at hjælpe services og brands med at arbejde bedre sammen. Så du kan sige: Hvis der er uheld på vejen til arbejde, så send mig besked om at køre en anden vej,” forklarer grundlægger og CEO i IFTTT, Lyndon Tibbits til IDAs teknologipodcast Techtopia.

Du behøver ikke være en tech-nørd for at bruge IFTTT. Teknisk interesserede kan selv gå i krig med at sammensætte funktioner, men alle kan anvende de applets, som allerede ligger i platformen.

Eksempelvis har den danske høreapparatsproducent Oticon og deres brugere brugt IFTTT til at revolutionere brugervenligheden af deres online apparater, fortæller Lyndon Tibbits.

Techtopia har tidligere dykket ned i Oticons arbejde med IFTTT, det kan du læse om her.

De virksomhederne som benytter IFTTT, gør det for at få adgang til platformens mange kombinationsmuligheder. Samtidig slipper de for selv at bruge store summer på it-udviklingsarbejde.

Sådan bruger The Weather Company IFTTT

IBM-datterselskabet The Weather Company har skabt platformen wunderground.com, som også bruger IFTTT. For at få adgang til klubben som privatperson skal man blot købe en vejrstation og dele dens data med platformen.

”Her kan brugerne med IFTTT lave indeks for eksempelvis kitesurfere, hvor de opridser en række vejrmæssige parametre om vind, temperatur og strømforhold, der skal være på plads, før applikationen giver dem besked, fortæller Michelle Golladay, weather evangelist hos The Weather Company.

På samme måde kan landskabsfotografer, friluftsmennesker og stjernekiggere indtaste, hvilke vejrforhold de har brug for, så gør Wunderground og IFTTT resten af arbejdet.

Optimerer både position og præcision

Inputtet fra de mange tusinde private vejrstationer hos private kombineret med udsigter fra kommercielle vejr-konkurrenter giver Wunderground verdens måske mest lokale vejrudsigter.

”Nogle steder har vi forbindelse til så mange vejrstationer, at man kan zoome ned til 500 meters afstand og se, om der er forskel. Netop i lande som Danmark, hvor det kan sne i den ene ende af København, mens solen skinner i den anden, kan så lokale vejrudsigter være gavnlige,” fortæller Michelle Golladay.

Ud over de mange vejrmålinger, der giver mulighed for at måle vejret meget lokalt, sigter Wunderground også efter at levere de mest præcise forudsigelser.
Det sker ved at kombinere 162 modeller for vejrforudsigelse og sammenholde dem for at finde det mest præcise resultat i enhver given situation.

”Hvis du er inden for to kilometers afstand af en af de stationer, vi har adgang til, er din vejrudsigt mindst 50 procent sikker,” siger Michelle Golladay. Succesraten er høj nok til, at Wunderground er blevet ranket mest præcise vejrudsigt af Forecast Watch tre år i træk nu.

Du kan høre hele udsendelsen på techtopia.dk eller direkte via iTunes.