12.01.2021
3 min læsetid

Coronakrisen har vist, at det er dyrt at spare på forskning

Coronakrisen har givet os alle argumenterne for, hvorfor vi skal prioritere universiteternes arbejde. I IDA arbejder vi for, at de argumenter også bliver omsat til handling på Christiansborg.

Thomas Damkjær Petersen, formand for IDA

af Thomas Damkjær Petersen, formand for IDA

Thomas Damkjaer Petersen

Thomas Damkjær Petersen er formand for IDA.

En ny smitsom variant af coronavirussen og flere kolde vintermåneder forude, kan gøre det svært at bevare optimismen.

Men når vi alligevel kan se lys for enden af tunnelen, skyldes det, at en række lovende vacciner giver håb om, at vi kan få pandemien under kontrol.

Det er en videnskabelig bedrift, der ikke kan overvurderes, og det har udelukkende været muligt, fordi verdenssamfundet, regeringer, universiteter og private virksomheder har prioriteret hidtil usete ressourcer til opgaven.

Og selvom det har været en historisk stor udskrivning, blegner den, når man holder den op imod de mange millioner, der overlever, undgår senfølger og kan bevare eller genvinde deres job. Forskning betaler sig, hvilket statsministeren også anerkendte i sin nytårstale: Længe leve videnskaben!

Men det burde ikke være nødvendigt med en dødelig pandemi, før vi alle fik øjnene op for værdien af forskning.

For hver krone det offentlige investerer i forskning, bliver der skabt en samfundsgevinst på mellem 1,2 og 1,5 kroner. Sådan har det været i årevis, men i mindre dramatiske perioder bliver det ofte glemt. Det vidner omprioriteringsbidraget, nedsatte taxametermidler og nedskæringer på universiteterne om.

Måske virker universiteterne som en luksus for nogen. Et kirsebær man kan sætte på toppen, når alle huller i infrastrukturen er lappet og normeringerne for de yngste og ældste er mangedoblede. Eller måske virker det mere fornuftigt at bruge pengene på kendte problemer frem for forskningsprojekter, man ikke kender resultatet af - altså det gamle mundheld om, at en fugl i hånden er bedre end ti på taget.

I IDA vil vi gerne gøre op med dette falske modsætningsforhold. Vi investerer ikke i forskning på bekostning af velfærd eller infrastruktur. Vi investerer i forskning, fordi viden og højteknologiske og naturvidenskabelige løsninger er den vigtigste indtægtskilde for et land som Danmark. Det er en forudsætning for, at vi kan få flere sygeplejersker, politibetjente og en velfungerende infrastruktur.

Eller sagt på en anden måde: Har du ti fugle på taget, formerer de sig og bliver til flere. Holder du krampagtigt fast i den ene i hånden, risikerer du at kvæle den.

Gode takter, men der er langt endnu

Heldigvis oplever vi også, at politikerne i et vist omfang lytter til IDA og andre aktører, der vil prioritere forskning og undervisning. Det er blandt andet positivt, at regeringen vil fastholde det samme beløb til offentlig forskning i 2021 som i 2020 på trods af et faldende BNP. Men det får os desværre ikke i mål, for der er brug for en langt mere ambitiøs politik, hvis Danmark skal konkurrere i fremtidens vidensbaserede økonomi og opretholde et højt velfærdsniveau.

Derfor er IDA sammen med DI, Dansk Metal og ATV medstiftere af Forskningsalliancen, der vil øge Danmarks investeringer i offentlig forskning fra 1 til 1,5 procent af BNP, så Danmark sammenlagt bruger 3 procent. Alternativet er, at vi falder bagud i forhold til lande som Sverige og Finland, der begge har en målsætning om at bruge 4 procent af deres BNP, når man medregner både offentlige og private investeringer.

Vi må også rose regeringen for at annullere omprioriteringsbidraget og Folketinget for at afsætte 102 millioner kroner til at øge optaget på STEM-uddannelserne. Det er et skridt i den rigtige retning, men dog kun et lille ét. For de universitetsansatte har i årevis advaret om, at kvaliteten i undervisningen falder, fordi de mangler tid og ressourcer. I værste fald kan det betyde et øget frafald på uddannelserne. Det er dyrt i sig selv, da en akademiker bidrager med fire millioner kroner mere til samfundet end en ufaglært.

Derfor nytter det heller ikke, hvis universiteterne skal bruge flere midler på husleje på grund af forsinkelser og byggeoverskridelser, som vi fx har set i forbindelse med byggeriet af Niels Bohr-bygningen på Københavns Universitet. Midlerne skal bruges på forskning og undervisning, hvilket IDA har kæmpet for og fortsat vil kæmpe for i 2021.

Jeg indledte med at skrive, at vaccinerne giver os håb. Men når pandemien er under kontrol, vil vi fortsat stå over for en række eksistentielle trusler, hvoraf klimaforandringerne er de mest alvorlige. Det kommer til at kræve ny viden, samarbejde og teknologiske og naturvidenskabelige løsninger at minimere dem og at afbøde de konsekvenser, der kommer til at ramme os.

Når politikerne inden længe bliver stukket i skulderen med en coronavaccine, bør de derfor minde sig selv om, hvorfor det blev muligt inden for så kort en tidsramme, og hvor meget vi kan nå sammen, hvis vi prioriterer det.

At spare på forskning og uddannelse kommer til at koste os alle dyrt.