02.12.2020
4 min læsetid

Coronakrisen rammer IDAs medlemmer på lønnen

Softwareudvikleren Rikke Hamilton må vente på en forfremmelse, og projektudvikler Carsten W. Jørgensen er gået midlertidigt ned i løn. Selvom gennemsnitslønnen stiger for IDAs medlemmer, rammer coronakrisen hver tredje på lønnen.

Anders Kjøller

af Anders Kjøller

Morten Thiessen

"Hvis vi skal udvise forståelse for de svære tider nu, så forventer vi at få nogle fornuftige lunser af det overskud, vi er med til at skabe, når de gode tider kommer igen", siger AR-formand Morten Thiessen.

Det har været et hårdt år for danske virksomheder, og det kan ses på lønudviklingen for IDAs privatansatte medlemmer.

I år er den gennemsnitlige lønstigning på 3 procent, hvilket er det laveste siden 2010-2011. Det hænger sammen med, at en tredjedel af medlemmerne har fået aflyst eller udsat årets lønforhandlinger.

En af dem er Rikke Hamilton, der arbejder som softwareudvikler i den amerikanske virksomhed Deltek, som leverer it-systemer til administrationsopgaver. Selvom de har klaret sig fornuftigt igennem krisen, har et fald i nye ordrer tvunget virksomheden til at skære i omkostningerne.

Det betyder, at alle ledelseslag og de bedst betalte medarbejdere har accepteret en midlertidig lønnedgang, mens efterårets lønforhandlinger indtil videre er udskudt til april.

”Det er mest irriterende, fordi jeg har arbejdet mod at få en forfremmelse i år, og det er alt sammen sat på pause nu”, fortæller Rikke Hamilton, der ikke selv er gået ned i løn.

”Min personlige holdning er, at det havde været mere rimeligt, hvis aktionærerne havde accepteret et lidt lavere afkast, i stedet for at det rammer almindelige lønarbejdere. Men sådan er verden nu engang, og så er det bedre, at nogle tager en midlertidig lønnedgang, end at der er massefyringer, som vi har set andre steder”.

Morten Thiessen, der er formand for Ansattes Råd i IDA, mener også, at det i en periode kan være fornuftigt, at arbejdsgivere og medarbejdere aftaler en lønnedgang, når økonomien er presset.

”Det er altid problematisk, når lønforhandlinger udskydes eller aflyses, og det er vi meget opmærksomme på. Men hvis ordrebogen er tom, og virksomhederne lider, er der ikke meget at gøre ved det her og nu. Medarbejdere og arbejdsgivere har en fælles interesse i, at der kommer gang i hjulene igen, og derfor gælder det om at få fyldt ordrebøgerne igen,” siger han.

Enkelte må gå ned i løn

Der er stor forskel på, hvor hårdt coronakrisen har ramt de brancher, som IDA-medlemmerne arbejder i. Carsten W. Jørgensen, der er projektleder i Niras, arbejder med flere globale bryggerier, og han er et af de medlemmer, der har måtte acceptere en lønnedgang.

”Ølsalget er faldet voldsomt, fordi man ikke har kunnet tage på festivaler eller gå på bar, så bryggerierne og dermed også min afdeling har været ramt rimelig hårdt”.

Carsten W. Jørgensen og hans kollegaer er blevet bedt om at gå ned i løn for at forhindre fyringer, og det har der efter hans opfattelse været forståelse for hos de fleste. Men han har samtidig mærket, at det har påvirket hans kollegaer forskelligt alt efter deres private situation.

”Man kan godt mærke, at det er hårdt for de yngre kollegaer, der har små børn og lige har købt hus, hvorimod de ældre, der har et år til pensionen, måske i højere grad har synes, at det var helt fint”.

Carsten W. Jørgensen er selv endt med at acceptere en lønnedgang på 12,5 procent i tre måneder, men med mulighed for at få den tabte løn tilbage, hvis afdelingen alligevel formår at sikre et overskud i år.

Fra Morten Thiessen lyder der også en opfordring til arbejdsgiverne om, at de husker på medarbejdernes samarbejdsvillighed og belønner den i takt med, at bundlinjen bliver bedre.

”Hvis arbejdsgiverne har en forventning om, at medlemmerne accepterer udskydelser eller aflysninger i denne omgang, så minder vi dem gerne om, at de skal være lige så solidariske, når de gode tider kommer igen. Hvis vi skal udvise forståelse for de svære tider nu, så forventer vi at få nogle fornuftige lunser af det overskud, vi er med til at skabe, når de gode tider kommer igen. For vi har stor tiltro til, at vi inden længe igen står og mangler kompetencer indenfor it, naturvidenskab og teknologi i de fleste brancher,” siger han.