22.08.2018
4 min læsetid

Fremtidens internet blander sig med virkeligheden

Futuristen Kevin Kelly fra Wired kalder fremtidens internet for The Mesh. Vi står på randen af en ny version af internettet, som vil ændre det fra at være, noget vi bruger til at være tæt forbundet med alt, vi ser og gør.

Anne-Cathrine Jensen

afAnne-Cathrine Jensen

Vi kommer simpelthen til at digitalisere verden i den forstand, at der vil blive skabt en parallel digital udgave, af den verden vi kender, forklarer futuristen Kevin Kelly.

Allerede i dag er internettet temmelig omfattende. Alt fra mennesker og medier til varer og fænomener kan have en hjemmeside. Vi kalder det The Internet of Things, og digitaliseringen af informationer, indkøb og sociale interaktioner kommer ikke til at forsvinde. Ikke hvis man skal tro Kevin Kelly, der i sin tid var med til at grundlægge magasinet Wired, men som i dag bruger det meste af sin tid på at rejse verden rundt og fortælle om The Mesh - det næste internet, som kommer til at dække hele verden.

"Vi kommer simpelthen til at digitalisere verden i den forstand, at der vil blive skabt en parallel digital udgave, af den verden vi kender. The Mesh bliver integreret og kommer til at interagere, med alt vi kan foretage os i den fysiske verden," forklarer Kevin Kelly fra Wired i IDAs teknologipodcast Techtopia.

The Mesh bliver den verden, som selvkørende biler, droner og robotter ser. En digital afspejling af alt - selv lygtepæle og fortovskanter - som gør det muligt for teknologien at interagere med den fysiske verden. For mennesker bliver The Mesh noget, vi bruger gennem wearables. Ting som headset, briller og fitbits bliver bindeleddet mellem os og The Mesh.

"Men det skal ikke opfattes som Virtuel Reality," understreger Kevin Kelly.

"Det bliver en sammenføjning af den fysiske verden og en digital verden. The Internet of Things bliver en slags underkategori i The Mesh, som lægger sig over alt. Forestil dig Google Earth, vi kan tilgå med apparater. Når vores fysiske verden og internettet smelter sammen i The Mesh, får vi mulighed for at bevæge os i det samme univers som kunstig intelligens, robotter og selvkørende biler," forklarer han.

The Mesh bliver fødested for teknologiske tvillinger

Det næste internet kan virke langhåret for den almindelige internetbruger. For hvad skal vi bruge The Mesh til? Den største umiddelbare værdi vil nok tilfalde store koncerner, medgiver Kelly. Han ser et stort potentiale for virksomheder, der arbejder med komplekse teknologier, maskiner eller innovationer. De kan nemlig lave en tro kopi af deres produkter i The Mesh forat fejlfinde, afprøve eller videreudvikle.

"General Electric laver allerede nu utroligt komplicerede maskiner, som de i virtuel reality laver en replika af for at bruge den til at simulere, hvordan maskinen vil køre. I The Mesh vil en sådan replika kunne bruges til test eller til at finde ud af, hvor en motorfejl er opstået - eller vil opstå i fremtiden," siger Kevin Kelly.

Men tvillingerne har den begrænsning, at vi skal kende hver en detalje i det, der skal genskabes i The Mesh. Derfor er det urealistisk at skabe kopier, af mennesker, dyr eller planter hvis indre biologi vi ikke kender til fulde.

"Lige nu kan vi kun kopiere ting, vi selv har skabt og bygget," understreger Kelly, der også taler med Techtopia-vært Henrik Føhns om, hvorfor en tvilling i The Mesh er mere og bedre end at arbejde med tingen selv.

AI i stikkontakten?

"The Mesh kommer ikke til at virke uden sofistikeret kunstig intelligens. Der skal være noget, som kan trække mening ud af de ting, som skabes i meshet," vurderer Kelly.

Derfor kommer kunstig intelligens til at virke helt anderledes, end vi tænker det i dag. Det kommer til at være en ressource, du kan købe og bruge, som med gigabyte i et mobilabonnement eller strøm i stikkontakten.

Men med et system der er så komplekst, at det kun kommer til at virke med detaljeret kunstig intelligens, kommer skaberen og afsenderen i sidste ende til at sidde med en hidtil ukendt magtposition i verden.

Lige nu finder et teknologiske kapløb på linje med guldfeberen i Det Vilde Vesten sted, og i kulisserne arbejder dusinvis af firmaer på at blive blandt de dominante spillere på markedet, når The Mesh en dag er klar.

Spørgsmålet er så, hvem det bliver? Kommer det til at være open source eller med styring fra en enkelt afsender? Bliver The Mesh delt internationalt eller opdelt i enkelte lande? Og bliver det en stor velkendt spiller eller en helt ny ukendt tech-opkomling, der først stikker flaget i toppen af internetbjerget?

Nogle spørgsmål er det endnu umuligt at svare på, men i Techtopia-podcasten kan du høre, hvorfor Kevin Kelly ikke tror, at det bliver en af de store, velkendte tech-giganter, der vinder kapløbet om The Mesh. Lyt på Techtopia.dk eller direkte via iTunes.

Tilmeld dig Techtopia

I nyhedsbrevet får du bl.a. artikler og historier om de emner vi beskæftiger os med i podcasten.
  • Artikler
  • Historier
Tilmeld dig nyhedsbrevLæs det seneste nyhedsbrev