23.11.2020
2 min læsetid

Kåre Mølbak: “Coronavirus’ mange ansigter har overrasket mig”

Når raske mennesker får senfølger som mistet lugtesans og nedsat lungefunktion, er der noget særligt ved coronavirus, som vi endnu ikke forstår, mener Kåre Mølbak.

Morten Scriver Andersen

af Morten Scriver Andersen

“Når man har en ny sygdom som CoVid-19, så starter man så at sige på en bar mark.”

Sådan lød det fra Kåre Mølbak i sin talk på den netop overståede digitale festival, Exploring Bioscience, som med 3.355 tilmeldinger fordelt på 12 digitale talk, har vist sig som en succes.

Ifølge den faglige direktør på Statens Serum Institut, var der rigtig mange ting, man ikke vidste, da sygdommen begyndte at brede sig til Europa.

“Til at begynde med, vidste vi jo slet ikke, hvad det var for en virus. Vi kunne se, at der var den her mystiske nye sygdom fra Kina. Det har vi prøvet før, men hvad var det så præcist for et virus, og det viste sig jo så at være en ny type coronavirus,” fortæller den faglige direktør for Statens Serum Institut og tilføjer.

“Det er meget usædvanligt at have en forsknings- og udredningsproces, der foregår i det offentlige rum.”

Tredje globale udbrud i løbet af 20 år

Siden da er der løbet meget vand under broen. Hele Danmark kender nu til smittetal, sociale bobler og røde og grønne kurver. Alligevel mener Kåre Mølbak, at der er en central pointe, som mange danskere har svært ved at forstå. At der er noget særligt på spil ved en pandemi.

Se talks fra Exploring Bioscience

På den digitale festival Exploring Bioscience satte IDA i år fokus på vira og vacciner.

Du kan se eller gense oplæg fra en række af landets førende eksperter.

Se videoer

 

Det kan være mere alvorligt med mange tilfælde af en mild sygdom end ved få tilfælde af en alvorlig sygdom

Kåre Mølbak,
Faglig direktør, Statens Serum Institut

“Selv en mild sygdom i en pandemi vil kunne give meget store belastninger på folkesundheden og sundhedsvæsnet, simpelthen fordi der er så mange sygdomstilfælde. Så det kan være mere alvorligt med mange tilfælde af en mild sygdom end ved få tilfælde af en alvorlig sygdom,” forklarer han.

I sit oplæg fortæller Kåre Mølbak, at man byggede på erfaringerne fra den seneste store pandemi, den spanske syge. Her døde mere end 50 millioner mennesker i årene 1918-1920. Så det er ikke helt ved siden af, når forskere kalder pandemier i den klasse for en hundredeårshændelse.

Mange forskere mener dog, at udbruddene kommer hyppigere end før i tiden. Selvom coronavirus er den første, som for alvor har fået indflydelse på danskernes hverdag, er det tredje globale udbrud i de seneste 20 år. De to andre er SARS i 2002 og MERS i 2012.

En gamechanger

Adspurgt fra en seer, hvad der har overrasket ham mest ved coronavirus svarer Kåre Mølbak prompte: At den er så smitsom, selv når smittebæreren ingen symptomer har.

“Med SARS vidste vi, at du skal være syg for at smitte. Og da det blev klart for os, at denne sygdomme allerede smitter, når man er asymptomatisk, så tænkte jeg inde i mig selv, at det her bliver stort. Det her kan vi ikke kontrollere,” husker Kåre Mølbak.

Han husker særligt et udbrud i Bayern. En virksomhed havde fået fløjet en medarbejder ind fra Kina, der havde ganske få symptomer. Alligevel blev flere, der havde siddet i møde med den pågældende eller bare spist i samme kantine, smittet.

“Det var virkelig en gamechanger.”

Coronaens mange ansigter

Kåre Mølbak peger også på sygdommens mange ansigter. Særligt de mange forskellige senfølger, som folk har oplevet efter de er blevet erklæret raske. Tab af lugte- eller smagssans. Og nedsat luftvejsfunktion, der sætter ind lang tid efter sygdomsforløbet.

“Det ser man ofte med andre sygdomme, men jeg tror, der er noget særligt ved corona, som vi ikke helt forstår endnu, og som er vigtigt at kigge på. Det er også derfor, jeg er glad for, at man har valgt en kontrolstrategi, der er gået gennem den naturlige flokimmunitet, for det kunne komme med meget store omkostninger for folkesundheden og sygdomsvæsnet,” siger han.

Du kan høre hele Kåre Mølbaks oplæg på Exploring Bioscience-siden. Her kan du også finde mange af de andre oplæg om virus epidemier fra nogle af Danmarks fremmeste forskere inden for området.

Kåre Mølbak

Født 1955.

Uddannet læge fra Københavns Universitet i 1985.

Faglig direktør i infektionsberedskabet i Statens Serum Institut (SSI) siden 2017.

Professor på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, afdeling for fødevaresikkerhed og zoonoser.

Kilde: Altinget.dk

Læs mere

Fagligt netværk

IDA Bioscience

Hos IDA Bioscience får du mulighed for at deltage i gå-hjem-møder og konferencer, som berører biologi, bioteknologi og naturvidenskab.

Bliv en del af IDA Bioscience