Elizabeth "Jake" Feinler var på trods af sin uvurderlige indsats i internettets spæde år tæt på at ende i glemmebogen som så mange andre kvindelige pionerer inden for teknologiudvikling. Men nu får kvinderne lidt af den anerkendelse, de fortjener.
af Anne-Cathrine Jensen
Hvis du aldrig har hørt om 88-årige Elizabeth “Jake” Feinler, er det ikke så overraskende.
Hun var nemlig nær endt i fodnoterne af teknologiens historie. Men takket være journalist, musiker og forfatter Claire L. Evans, optræder teknologipioneren blandt mange andre kvinder i bogen Broadband.
Bogen kaster lys over en række kvinder, der har haft betydning for udviklingen af det internet, software og programmeringssprog, vi kender i dag.
”Elizabeth Feinler var stort set skrevet ud af historien. Jeg fandt hendes navn i en fodnote i en anden historie, jeg læste op på,” fortæller Claire L. Evans i IDAs teknologipodcast Techtopia.
Jake, som Elizabeth Feinler blev kaldt hele sit arbejdsliv, sad i 17 år ene kvinde i spidsen for The Network Information Center (NIC) på Stanford Research Institut. Det var i internettets tidlige dage, hvor forgængeren Arpanettet blev skabt, testet og udviklet.
”Hun var den, der vidste hvor alting var. Hvis du ville have din computer med på Arpanettet, var det hende, du skulle ringe til for at blive sat op til at tilgå netværket. Stanford oplyste et telefonnummer, man kunne ringe på, hvis man havde brug for at finde noget på nettet, tilgå en side eller lokalisere noget information – det nummer ringede direkte til Elizabeth Feinler,” siger Claire L. Evans.
Feinler opfandt en del protokoller, der stadig er i brug i dag. Hun skabte Who Is-protokollen, der samler informationer om personen bag en url. Hun var også ophavskvinde til idéen om, at domæner skulle deles ind i .com, .org og .dk.
”Mennesker som hende var jo ikke en del af infrastrukturskabelsen – hun sad ikke og kodede. Men hendes bidrag til, hvordan vi behandlede informationer i internettets tidlige dage, var uvurderlig,” siger Claire L. Evans.
Alligevel blev Elizabeth ”Jake” Feinler først i en alder af 88 optaget i Women in Technology International’s Hall of Fame. Claire L. Evans håber, at hun med sin bog kan kaste lys på flere kvinder, der fortjener større anerkendelse i teknologiens udvikling. Men hun taler ikke nødvendigvis for, at flere kvinder skal presses til at programmere for enhver pris.
”Børn skal forstå, at der er mange måder at gøre sig gældende i det teknologiske landskab. Ikke kun på det operationelle plan men i design, udførelse, markedsresearch og indledende research til udarbejdelse af software. Der er mange steder for mennesker med mange forskellige evner, hvor de kan bidrage til teknologiens udvikling,” slår Claire L. Evans fast.
En sikker vej til tops i teknologiudviklingen finder man hos ugens anden gæst i Techtopia. 35-årige Lisa Deluca gjorde sin første opfindelse i 2. klasse, og opfindsomheden ligger til grund for hendes arbejde i dag.
Lisa Deluca er Master Inventor og Director of IoT (internet of Things) Building Insights i IBM. Mere end 600 gange har hun sendt patentansøgninger afsted for at beskytte en ny opfindelse, og 400 gange er patentet gået igennem.
I ugens udgave af Techtopia kan du høre mere om hendes arbejde med at skabe idéer baseret på hendes behov og udfordringer i hverdagen og opfinde nye teknologiløsninger ved at bygge oven på det allerede eksisterende.
Compileren er en Facebook-gruppe for IT-professionelle. Som alle gode compilere handler ”Compileren” om at samle og omsætte, så vi diskuterer alt, hvad der rører sig inden for IT, hvad enten det er ny kode, nye trusler, projekter eller hvor pengetræerne vokser. Kurateret af IDAs Kurt Westh Nielsen
Med dit IDA-medlemskab har du adgang til en række fordele, der kan spare dig for mange penge. På den måde er kontingentet hurtigt tjent hjem igen.
Se fordele