IDA Tele skifter navn til IDA Connect

Verden og især teknologierne har forandret sig markant, siden Ingeniørforeningen, IDAs faglige netværk for professionelle inden for telekommunikation blev etableret i 1979.

Derfor skifter netværket, som i dag har ca. 2.500 medlemmer, navn til det bredere klingende navn: IDA Connect.

”Der er bestemt ikke noget i vejen med det gode navn ”tele”, men vi må jo sige, at den teknologiske udvikling har medført, at virksomheder og borgere i dag bruger et bredt spænd af navnlig digitale teknologier og platforme i deres kommunikation, og her synes vi, navnet IDA Connect passer bedre til verden anno 2019,” siger Michael Jensen, som er formand for IDA Connect.

Med det nye navn lægges både det oprindelige ”Teleteknisk Selskab” og ”IDA Tele” på hylden, men de mange aktiviteter netværket hvert år arrangerer fortsætter med uformindsket styrke. Det gælder eksempelvis deltagelsen i den årlige telekonference, hvor IDA Connect også fremover vil   uddele en særlig pris til innovative personer og virksomheder.

Derudover udbyder netværket hvert år 6-8 arrangementer om udvikling og anvendelse af ny teknologi inden for telekommunikation og informationsteknologi.