22.10.2018
3 min læsetid

Skal vi drikke kaffe med en neandertaler?

Hvad skal vi gøre, hvis vi lykkes med at klone en neandertaler? Sætte ham i zoologisk have eller invitere ham på kaffe? Ifølge DNA-forsker Eske Willerslev får vi før en dag evnen til at genoplive uddøde arter, men en række etiske dilemmaer følger med

Rene Pedersen

afRene Pedersen

De seneste årtier har givet en række gennembrud inden for DNA-forskningen. Kortlægning af menneskets genom koster i dag en brøkdel af, hvad det gjorde for 20 år siden, og forskningen kan til en vis udstrækning redigere i “livets kode”.

De fremskridt kommer formentlig til at skabe landvindinger inden for sundhedsvæsenet i de kommende år, mens det får andre til at drømme mere radikalt om at genskabe arter, som for længst er uddøde. Især genoplivningen af for eksempel mammutten har i årevis været nævnt som en nærtstående mulighed.

Men ifølge Eske Willerslev, der er DNA-forsker og professor ved Københavns Universitets Center for Geogenetik under Statens Naturhistoriske Museum, er der stadig et stykke vej til et Jurassic Park-lignende gennembrud, hvor vi kan klone uddøde arter efter behag, hvis vi blot har adgang til deres DNA.

“Som det er lige nu, så nej. Der er ikke noget, der tyder på, at vi er nået dertil,” siger han. 

Men en 1-1 kloning er ikke nødvendigvis den eneste vej til at “genskabe” uddøde dyrearter, forklarer Eske Willerslev. Forskere har kortlagt arvemassen for en række af de uddøde dyr, og fordi en række af dem har nære slægtninge, som stadig lever, kan vi bruge andre metoder, hvis vi skulle få lyst til at forsøge at genskabe nogle af de uddøde arter. Det gælder mammutten, hvor den indiske elefant i sin genetik ligger tæt på mammutten og derfor potentielt set kan agere rugemor.

“Vi kan i princippet gå ind og genmodificere således, at nogle af mammuttens egenskaber bliver udtrykt i en elefant. Så du får en slags hybrid. Men en decideret kloning som Dolly, hvor du genskaber den, der er vi ikke,” siger Eske Willerslev.

Han understreger dog også, at han tror, at vi teknisk kommer dertil på et tidspunkt. Og direkte spurgt om sin personlige holdning til muligheden for at genskabe nogle af de arter, som i dag er uddøde, er Eske Willerslev positiv.

“Jeg synes, vi skal gøre det. De argumenter, jeg hører imod det, er noget med, at det ikke er naturligt, og der var en årsag til at de uddøde. Derfor skal vi ikke røre ved det,” siger han og fortsætter:

“Sagen er bare den, at når vi kigger på uddøener (...), så ser vi, at det et langt stykke hen ad vejen er tilfældigheder, hvem der overlever og uddør. Så argumentet, at de ikke længere hører til, er ikke et reelt argument”.

Skal vi drikke kaffe med en neandertaler?

Ifølge Eske Willerslev er der dog en afgørende forskel, hvis vi begynder at tale om at genskabe eller klone nære slægtninge til mennesker.

“Hvis vi kloner en neandertaler, skal vi så sætte ham i zoologisk have eller skal vi drikke kaffe med ham?,” spørger Eske Willerslev og fortsætter.

“Der går du ind i noget, hvor det kan blive meget etisk problematisk. Men med hensyn til dyrene har jeg personligt ikke noget imod det”.

Tilmeld dig < 1,5 grader

  • Dybdegående artikler
  • Fokus på klimakampen
Tilmeld dig nyhedsbrevLæs seneste nyhedsbrev