08.07.2021
2 min læsetid

Tech-krig er enden på globaliseringen, som vi kender den

Verdensøkonomien kan se frem til den største vækst siden 1973, men det er i høj grad drevet af USA og Kina, hvis rivalisering er i gang med at ændre digitaliseringens og globaliseringens dynamik for altid. Det mener vice-generalsekretær for OECD.

Morten Scriver Andersen

af Morten Scriver Andersen

Facebook er ikke tilgængeligt for kineserne ligesom amerikanerne forsøger at udelukke Huawei fra det amerikanske marked.

2021 kan meget vel blive året med den største vækst i verdensøkonomien siden 1973. 

Sådan lyder den positive melding i prognoserne fra den globale økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, som forudser en vækst på knap 6%. Væksten står dog på skuldrene af det økonomiske mareridtsår 2020, der havde en negativ vækst på 3,5%. 

Ifølge Ulrik Vestergaard Knudsen, vice-generalsekretær i OECD, er der endnu en hage ved de positive prognoser. I hvert fald set fra et europæisk perspektiv. 

“Det er i meget høj grad ledet af USA og Kina. Europa halter bagud og har hverken økonomisk eller sundhedsmæssigt klaret den her krise lige så godt som USA og Kina. Men over de sidst måneder er der også tegn på, at Europa er ved at komme med i opsvinget,” fortæller han i IDAs teknologipodcast Techtopia. 

Coronapandemien har i det hele taget ramt skævt i verden, mener Ulrik Vestergaard Knudsen.

Abonnér på Techtopia Podcast

Techtopia er en ugentlig podcast om mennesker og teknologi. Herunder emner som AI, blockchain, bio hacking, digitalisering, kvantecomputere, robotter og meget mere. Du kan lytte til nyeste og tidligere podcasts på en række platforme:

Jeg tror godt man kan sige, at globaliseringen, som vi har kendt den de seneste 40 år, er endegyldigt slut.

Ulrik Vestergaard Knudsen,
vice-generalsekretær, OECD

Således var Kina allerede midt i 2020 tilbage på samme økonomiske niveau, som før corona-pandemien brød ud. USA er netop kommet tilbage i sommeren 2021, mens vi i Danmark kan se frem til, at det sker mod slutningen af 2021. For andre lande som Mexico og Argentina vil det med al sandsynlighed tage yderligere et halvt årti. 

Pandemiens succeshistorie 

Med økonomisk tilbagegang og godt fire millioner corona-dødsfald på verdensplan til dato, er det ikke ligefrem succeshistorier, det vrimler med. Men ifølge Ulrik Vestergaard Knudsen er digitaliseringen blandt de få vindere. 

“Hvis der er én succeshistorie, så er det måske, at vi i den digitale transformation har taget et hop frem på 5-7 år over det seneste halvandet år.” 

Man behøver ikke at kigge særligt langt ud over sin egen dagligdag for at se det. For mange mennesker er Teams-møder pludselig en del af en helt normal arbejdsdag, streamingtjenester har vundet endnu større indpas i hjemmene, hvor mange tilmed har prøvet kræfter med en lægekonsultation fra sofaen. 

“Krisen har fremtvunget en langt større ibrugtagning af digitale hjælpemidler og færdigheder, som formentlig var kommet til os alligevel,” siger han. 

Digitaliseringens gode navn er i fare 

Det er ikke nogen overraskelse, at mange har taget digitaliseringen til sig. For uden digitale værktøjer ville vi se ind i en helt anden og mørk tid i dag. 

“Forestil dig, at det her var sket i 1991. Der havde vi enten været nødt til at lade sygdommen løbe igennem befolkningen med de døde og smittede, det kostede, hvis vi skulle opretholde arbejdspladser og økonomisk liv og aktivitet. Eller hvis vi skulle have haft en lockdown, som dem vi kender her, så havde vi ikke kunnet arbejde. Og så havde vi haft en økonomisk tilbageslag, som havde været det største nogensinde.” 

Nu står vi et andet sted. Og ifølge Ulrik Vestergaard Knudsen er den store opgave nu, at vi ikke kommer til at give digitaliseringen et dårligt navn, ligesom det skete med globaliseringen. Den gik for 10 år siden fra en positiv fortælling om mulighederne i den grænseløse verden til en fortælling, om at de svageste i samfundet taber. 

Vi har en ny kold krig 

Ulrik Vestergaard Knudsen mener, at digitaliseringen, globaliseringen og klimaforandringerne vil tegne udviklingen i de næste mange år foruden en ny megatrend: En ny kold krig. 

“Vi har i realiteten allerede en kold krig på teknologiområdet. Facebook findes for eksempel ikke i Kina. USA har prøvet at udelukke Huawei fra det amerikanske marked og lagt pres på det europæiske marked for at gøre det samme. Og Kina har besluttet at udfase køb af vestlig software,” forklarer han. 

Dertil kommer en kamp om produktion af chips og en investeringskrig for at trække i førertrøjen i udviklingen af kunstig intelligens. 

“Teknologi er et af de områder, hvor globaliseringen i en vis forstand er sat ud af kræft. Hvor vi allerede konkurrerer i blokke. Og der er en trussel om, at det kan blive mere end to blokke,” siger han. 

Enden på globaliseringen 

Faren er, at vi udvikler fire vidt forskellige globale tilgange til ejerskabet over en af teknologiens helt store drivkræfter, data. I USA mener man groft sagt, at markedet og de store tech-virksomheder bestemmer. I Europa har forbrugeren en langt større magt, bedst eksemplificeret ved EU’s GDPR-lovgivning. Og i Kina er det partiet der ejer data. Dertil kommer en fjerde gruppe af lande, som slet ikke har det samme omfang af data endnu, og for hvem tilgangen er meget mere diffus. 

Ulrik Vestergaard Knudsen påpeger, at man i det seneste år har hørt mere forsonlige toner mellem Europa og USA med den nye Biden-administration. 

“Men hvis vi lægger det oven i handelskrigene og den almindelige storpolitiske rivalisering mellem USA og Kina, så tror jeg godt man kan sige, at globaliseringen, som vi har kendt den de seneste 40 år, er endegyldigt slut. Det bliver mere fragmenteret og mere regionaliseret i de kommende årtier,” siger han. 

Men håbet er stadig lysegrønt, vurderer Ulrik Vestergaard Knudsen. Den nye kolde krig kan i bedste fald udbyttes med et sæt fælles spilleregler, hvor vi kan finde rum for den åbenlyse rivalisering mellem de to poler. Og måske sågar et samarbejdsrum om klimakrisen. 

Du kan høre hele Techtopia-podcast nr. 200, hvor vært Henrik Føhns også markerer jubilæet, på din foretrukne podcatcher eller på Techtopias hjemmeside.  

Læs mere

Videndeling

Diskutér i TechTopia Backstage på Facebook

Techtopia Backstage er dit digitale stamværtshus, hvor du mødes med dine venner og udveksler røverhistorier fra teknologiens verden. Her følger vi op på temaerne fra Techtopia, deler links, går i dybden, diskuterer.

Gå til Facebook