07.10.2019
3 min læsetid

IDA deltager aktivt i den nationale cybersikkerhedsmåned

I hele oktober spiller IDA med når der rettes fokus på digital sikkerhed

Ulrik Frandsen

af Ulrik Frandsen

IDA er med, når der i hele oktober rettes fokus på digital sikkerhed

Danmark deltager for første gang i European Cyber Security Month, der skal skabe større opmærksomhed om cybersikkerhed, og løfte den digitale sikkerhed for borgere, virksomheder og myndigheder i Danmark

Med over 10.000 it-professionelle medlemmer af IDA IT er det derfor oplagt, at IDA deltager med aktiviteter og arrangementer. Det mener formanden for IDA IT Kåre Løvgren, der glæder sig over, at Digitaliseringsstyrelsen har påtaget sig opgaven som national koordinator.

”Det er vigtigere end nogensinde før, at der rettes et massivt og længerevarende fokus på cybersikkerhed. Derfor er det godt, at Danmark på linje med langt de fleste andre EU-lande deltager i kampagnen med vores egen nationale cybersikkerhedsmåned i oktober,” siger han.

Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden, og derfor er det i følge Kåre Løvgren oplagt, at cybersikkerhed bliver en integreret del af alle danskeres bevidsthed.

”Her har IDA naturligvis også en rolle og et ansvar. Vi støtter derfor op om støtte op om måneden ved at afholde aktiviteter, der kan løfte det generelle vidensniveau om, hvordan danskerne digitalt beskytter sig selv og deres informationer,” siger han.

Den nationale cybersikkerhedsmåned er inspireret af og ligger i forbindelse med den europæiske cybersikkerhedsmåned, som hvert år løber af stablen i oktober. Det er et initiativ under EU-agenturet ENISA (European Union Agency for Network and Information Security).

Den europæiske cybersikkerhedsmåned udgøres hovedsageligt af de mange nationale kampagner og aktiviteter fra EU-medlemslandene rettet mod virksomheder, borgere og myndigheder.