Grøn teknologi

10.07.2017
3 min læsetid

Kan plastik være bæredygtigt?

Er det mest bæredygtigt at vælge keramikkoppen frem for plastikkoppen? Vi giver dig 5 faser til at gennemskue, hvilket produkt der er mest bæredygtigt.

af Katja Isabel Romme Simonsen

Det ser ikke bare grimt ud med Netto-poser og Cola-flasker i naturen. Den plastik, vi i stigende grad rammer ved siden af skraldespanden med, lækker også skadelige kemikalier i vandmiljøer og i jorden. 

Derfor skal producenterne udvikle bæredygtige produkter og forbrugerne klædes på til at vælge rigtigt. En af midlerne er bioplast, fortæller Jesper Bøgelund, Senior Scientist i Novo Nordisk på konferencen Plastic - sustainable solution. 

"Plastik er ikke et problem i sig selv. Det er måden, vi bruger den på, som forårsager problemerne. Altså de valg vi mennesker tager,” siger han.

Bioplast kan for eksempel være lavet på planter eller affald fra slagterier. På den måde kan man reducere mængden af drivhusgasser, og bioplasten er også nemmere at nedbryde.

Lego er en af dem, som er i gang omvende deres produktion af legoklodser til bioplastik. Plsatikken er lavet af korn, sukkerplanter eller andre typer af biomasse, som skal erstatte abs-plastik. 

Fundamuntalt redesign

I rapporten The New Plastics Economy: Catalysing Action peger Ellen MacArthur Foundation på, at der er et behov for et “fundamentalt redesign” af hele plastikemballage-systemet. Ellers vil 30 procent af plastikemballagen aldrig kunne genanvendes. Det er de færreste plastikprodukter, som kan genanvendes effektivt, og der er heller ikke meget, der tyder på, at en løsning i en tilfredsstillende skala bliver skabt lige foreløbig. Derfor er det alt lige fra materialer og formater til leveringsmodeller og genbrugssystemer, der skal gentænkes.

I forhold til at tage det bæredygtige valg er det vigtigt at se på, hvor meget CO2 de forskellige produkter udleder, dets egenskaber og levetid. Her kan man tage et eksempel på plastikposer versus bomuldsnet.  

”Et bomuldsnet skal faktisk holde over 10 år før, at det er mere bæredygtigt end en plastikpose, som man anvender 10 gange” siger Jesper Bøgelund.

Det samme tankeeksperiment kan man opsætte for valget mellem en plastikkop og en keramik kop.

Plastikposens 5 livsfaser

Til at kvalificere valget af bæredygtige produkter, kan man ifølge Jesper Bøgelund anvende en livscyklusanalyse. En livscyklusanalyse består af 5 faser, hvor der ses på miljøpåvirkningen af et produkt. Faserne består af:

  1. Råmaterialer – hvor meget har råmaterialet haft af miljøbelastning
  2. Produktion – hvor meget bruger man af energi, vand og affald på produktet
  3. Distribution – hvordan kommer produktet ud til brugeren fx transport
  4. Brug – hvor meget forurener det, når produktet tages i brug
  5. Affald – hvor ender produktet, og kan det genbruges

Du kan læse mere om, hvordan man anvender livscyklusanalysen.