28.06.2016
5 min læsetid

Smart grid på Roskilde Festival

Et hold DTU-studerende undersøger mulighederne for at fordele Roskilde Festivals strømforbrug jævnt over hele dagen.

Rene Pedersen

af Rene Pedersen

Når Dyrskuepladsen hvert år åbner dørene op for Roskilde Festival, er det ikke længere bare en musikbegivenhed. Det er et minisamfund, der skal fungere i en uge, og selvom forholdene er primitive, og overnatning primært sker i telte, bliver der også brugt meget strøm. i 2015 brugte festivalen fx 700.000 kWh til alt fra scenerne, lys, fadølsanlæg og madlavning.

Det betyder også, at Roskilde Festival hvert år lejer et stort antal generatorer, som skal sikre, at der selv i spidsbelastningsperioder, hvor der er koncerter, hvor ovnene tændes og hvor køleskabene kører, er strøm nok til rådighed. I år tester et hold DTU-studerende mulighederne for at fordele strømforbruget mere jævnt over døgnet, så festivalen undgår peaks i strømforbruget.

“Roskilde Festival har de her peaks i strømforbruget, når man begynder at lave mad, og når der er koncerter. Og det er her, de har lejet en masse generatorer, der koster dem en masse penge. Så hvis man kunne skære de peaks ned og rykke det energiforbrug ned til et andet tidspunkt, så du kan lave en kurve uden peaks, kan de spare en masse penge,” fortæller Tobias Stenbock Andersen, der er en del af holdet, der skal se på smart grid-mulighederne på Roskilde Festival.

Helt konkret skal holdet koncentrere sig om madområdet Food Court, som er en lade, der i løbet af festivalen bliver indtaget af restauranter. Når restauranterne har sat deres udstyr op, rykker de DTU-studerende ind for at sætte forskelligt måleudstyr på køleskabene. Og i løbet af hele festivalen sender måleudstyret data om temperaturer og strømforbrug tilbage til teamet. Når festivalen er overstået, skal de så i gang med at analysere, om det vil give mening fx at slukke for køleskabene i de perioder, hvor flest koncerter er i gang. Et køleskab er godt isoleret og kan i teorien holde på kulden i timevis, men præcist hvor længe og hvor stor en betydning, det har for temperaturen, at der bliver slukket for strømmen, skal nu undersøges. Ligeledes skal de se på, om nogle køleskabe egner sig bedre end andre.

“Når det er madvarer, skal køleskabene helst være under fem grader. Og det giver ikke et særligt stort interval at arbejde med. Men drikkevarer har et meget større interval at arbejde inden for, for det er sådan set ligegyldigt, om de er 12 eller 15 grader. De skal bare være kolde nok til, at man kan drikke dem. Så der får du et større interval at arbejde med.” siger Tobias Stenbock Andersen.

Udover analysearbejdet efter festivalen ligger der en opgave i at programmere køleskabene. Det er en udfordring, fordi køleskabe kører i cyklusser, hvor de tænder og slukker efter temperaturen i køleskabet. Smart i forhold til normal brug, men det er ikke ideelt, hvis du ønsker at styre strømforbruget i forhold til tid.

“Vi vil gerne have, at køleskabet altid er tændt. Det er som regel nogle specifikke tidspunkter, der er koncerter, så det gælder om at finde de tidspunkter og programmere dem ind,” siger Tobias Stenbock Andersen.

Passer godt til grøn omstilling

Roskilde Festival er i tidens løb blevet brugt til at teste mange forskellige produkter og koncepter, fordi festivalen tilbyder en ekstrem spidsbelastning på meget kort tid. Og de DTU-studerendes forskning har også potentiale til at blive brugt uden for festivalen også.

“Man kunne i teorien installere det på alle køleskabe i Danmark. For når du har alt den grønne energi, som vi begynder at have, har du en masse energi, som er super sensibel,” siger Tobias Stenbock Andersen.

Han nævner vindmøller som et eksempel. De generer kun strøm, når vinden blæser, mens kulkraftværker også fungerer, når der er vindstille og solen gemmer sig bag skyerne. Det gør kulkraft til en langt mere robust løsning. Men i stedet for, at det primært er producenterne af elektricitet, der regulerer, hvor meget energi, der er i systemet, kunne man forestille sig et system, hvor fx køleskabe kun kølede ned i perioder, hvor der er meget grøn energi. På den måde, bliver energiforbruget holdt i de perioder, hvor der bliver produceret for meget grøn energi.