25.10.2018
5 min læsetid

Livreddende danske ingeniører er vigtigere end nogensinde

Danske ingeniører har siden 2001 brugt deres sparsomme fritid på at give rent vand, strøm og fødevaresikkerhed til underudviklede landsbysamfund rundt i verden. Den form for udviklingsbistand er i klimaforandringernes tid vigtigere end nogensinde.

Morten Scriver Andersen

af Morten Scriver Andersen

Et medlem af Ingeniører Uden Grænser har netop installeret solceller på sundhedsklinikker i Sierra Leone (Foto, Ingeniører Uden Grænser)

Det var nok ikke 1300 medlemmer og 16 selvstændige projekter, de tre pensionerede ingeniører havde regnet med, da de i 2001 blev enige om at stifte en forening.

Jørn Bundgaard, Anthony Svane og Paul Ernst Christensen var hjemvendt efter mange års eventyr rundt i verden. På tærsklen til pensionstiden tænkte de, at den erfaring måtte kunne bruges i verdens brændpunkter – lidt som Læger Uden Grænser, hvor højtuddannede læger rykker ud til sult- og krigshærgede lande.

Derfor stiftede de tre pensionister Ingeniører Uden Grænser. Formålet med organisationen var at stå til rådighed med teknisk bistand til andre nødhjælpsorganisationer og at kunne rykke ud med kort varsel.

Over årene har organisationen skiftet ham. Fokus er drejet fra at bistå andre nødhjælpsorganisationer i krisesituationer til selvstændige opbyggelige projekter i lokalområderne i lande som Sierra Leone, Ghana og Zimbabwe.

”Vi vil gerne være med til at etablere bæredygtig udvikling for befolkningsgrupper ude omkring i verden, der ikke kan hyre en rådgivende ingeniør ind,” lyder den helt korte forklaring fra Dorte Lindegaard Madsen, generalsekretær i Ingeniører Uden Grænser.

Rent vand redder flere liv end noget andet

Det har de gjort med stor succes og skabt varige forandringer i små landsbysamfund gennem projekter, hvor dansk teknisk ekspertise er blevet omsat til løsninger under helt andre forhold end herhjemme.

IDAs formand, Thomas Damkjær Petersen, mener, at Ingeniører Uden Grænser er mindst lige så vigtig som sin oprindelige inspirationskilde.

”Ingeniører Uden Grænser er et glimrende eksempel på, at teknologien redder verden. De rykker ikke bare ud efter en hungersnød eller en oversvømmelse for at genoprette infrastrukturen. De kan faktisk også direkte forhindre de samme katastrofer i at opstå ved at bygge dæmninger, grave brønde eller optimere dyrkningsmetoder. I min optik er de mindst lige så vigtige som de læger, der heler og helbreder de nødlidende,” siger Thomas Damkjær Petersen.

I 2010 udsendte FN en rapport, der pegede på, at bakteriefyldt drikkevand havde flere lig på samvittigheden end krig og vold til sammen. Og i en rapport fra 2018 forudsiger organisationen, at 5 milliarder mennesker vil mangle rent vand i 2050.

Derfor er rent vand da også Ingeniører Uden Grænsers vigtigste indsatsområde, mener Dorte Lindegaard Madsen. Både når det handler om at redde liv, men også når det gælder om at opbygge lokalsamfund.

”Adgang til rent vand ligger som noget helt fundamentalt. Du kan ikke snakke om lokaludvikling og bedre livsforhold, hvis du ikke har adgang til rent vand. For så er du allerede i knæ som et lille landsbysamfund.”

Herefter kommer bæredygtig energi og ikke mindst fødevaresikkerhed. I nogle lande kan bønderne miste op til 40 procent af deres høst, hvis de ikke kan opbevare den ordentligt. Derfor kan en simpel kornsilo, der sikrer majsen mod biller og fugt, gøre underværker. Eller viden om alternative metoder for dyrkning af jorden kan redde høsten under skiftende forhold.

Skift i fokus

Blandt Ingeniører Uden Grænsers 1300 medlemmer betegner Dorte Lindegaard Madsen 250 af dem som særdeles aktive. For eksempel leder Benny Nybroe og Lars Isager to projekter i Sierra Leone om at installere ordentlig vandforsyning i 26 landsbyer og hovedstaden Freetown, der sidste år var ramt af et kraftigt mudderskred. De arbejder til dagligt for Greve Vandværk. I samme land har Civilingeniør Helga Hubeck-Graudal installeret solceller i fire sundhedsklinikker, så der er garanteret lys på fødestuen om natten.

Turene til Sierra Leone er finansieret af Ingeniører Uden Grænser. Men projektlederne får ikke løn, og tiden skal de finde i deres feriekalender. Alligevel har organisationen oplevet en rekordhøj medlemstilgang de seneste tre år og er gået fra 850 medlemmer i 2015 til 1300 i dag.

Samme kurve gør sig gældende for mængden af fondsmidler. De er steget fra knap 4 millioner kroner i 2016 til 8,5 millioner i 2017.

Ifølge Dorte Lindegaard Madsen er der et generelt skift i fokus fra det, hun kalder det bløde humanitære arbejde som demokratiseringsprocesser og organisationsudvikling, til mere tekniske projekter, som dem Ingeniører Uden Grænser kan bidrage til.

Det danske udenrigsministerie lancerede i 2017 deres techplomacy-initiativ med henblik på at fokusere mere på teknologi og digitalisering i udviklingsbistanden. Også EU meldte sig i 2017 for alvor på banen og ydede støtte til et større projekt hos Ingeniører Uden Grænser.

”Vi ser et rigtigt stort potentiale i netop at komme til at spille en øget rolle i forhold til den danske politiske dagsorden. Der er meget stort sammenfald med os, for der er stort fokus på rent vand og sanitet samt alle de tilpasninger og omkostninger, som verdens fattigste samfund kommer til at betale på grund af klimaforandringerne,” siger Dorte Lindegaard Madsen.

Masser af grå guld

Det er nu 17 år siden, at tre erfarne ingeniører nægtede at lade den viden, de havde samlet rundt omkring i verden, gå til spilde. Siden er der ikke kommet færre erfarne bidragydere til Ingeniører Uden Grænsers voksende medlemsskare. Og det er blevet en af organisationens største ressourcer, når unge danske ingeniører skal oplæres til at tage ud i verden.

”Vi arbejder ikke kun med videnoverførsel fra nord til syd. Vi arbejder rigtig meget med videnoverførsel mellem generationer. Fordi vi har en hel masse gråt guld herhjemme i Danmark, der har været ude og arbejde på store projekter for Danida og Verdensbanken,” siger Dorte Lindegaard Madsen.

Hun har været i organisationen de seneste seks år, heraf fire som generalsekretær. I den periode har hun set selve ingeniørfaget ændre sig. Det har kommer særligt til udtryk i organisationens projekter, som over de seneste 4-5 år har udviklet sig til at have et større fokus på lokaludvikling og et ønske, om at projekterne skal drives af lokale.

”Vi har været igennem en proces, som også selve ingeniørfaget har været igennem. At det er blevet bredere, og vi har en langt mere holistisk tilgang til hvad der skaber den gode projektplatform. Du skal have hardcore teknisk viden. Men du skal også have den mere økonomisk og social forståelse og ikke mindst lederegenskaber til at drive en projektgruppe,” siger hun.