09.04.2019
5 min læsetid

Techvelopment: Forstå techvelopment på 5 minutter

Teknologi er et vigtigt instrument i udviklingspolitikken anno 2019. Vi har set nærmere på begrebet techvelopment, og hvordan teknologien gør en forskel for verdens udviklingslande.

Rene Pedersen

af Rene Pedersen

I 2017 godkendte udviklingsminister, Ulla Tørnæs notatet Techvelopment: Approach and Narrative.

Det beskriver, hvordan teknologi kan fungere som en driver for økonomisk vækst, samt hvordan Danmark kan integrere teknologi i det internationale udviklingsarbejde. Og det markerer samtidig, at techvelopment skal være et vigtig instrument i den samlede udviklingsstrategi.

Men hvad er techvelopment, og hvorfor spiller det en rolle for Danmarks globale indsats? Vi har set nærmere på, hvad der gemmer sig bag begrebet.

Tech + development = techvelopment

Techvelopment er i kortest mulige træk en sammenskrivning af ordene tech og development.

Tech giver for mestedelen sig selv. Men det er værd at have for øje, at der - ligesom i tilfældene tech-startup, fintech, healthtech mm. - er tale om digital teknologi.

Development dækker i dette tilfælde over udviklingsarbejdet. Og her mener vi ikke arbejdet med at udvikle nye produkter, men bistandsarbejdet i udviklingslandene.

Som begreb er techvelopment altså ideen om, at digital teknologi kan løfte udviklingslandene og gøre en forskel for udsatte og fattige mennesker.

Ved første øjekast er der ikke meget nyt i det. Danmark har i årtier givet bistand til udviklingslande, hvoraf en stor del af pengene er gået til netop infrastruktur og teknologi. Om det så var en elektrisk brønd, landbrugsmaskiner eller tung industri.

Men når techvelopment alligevel er et nybrud, er det på grund af brugen af data, smartphones og internet.

Så en elektrisk brønd hører som udgangspunkt ikke til i kategorien techvelopment. Men er der tale om en elektrisk brønd, hvor sensorer holder øje med, om brønden virker og måske også tjekker kvaliteten af vandet, er der klart tale om techvelopment.

En bred palette af teknologier

Når det er værd at tænke tech ind i udviklingsarbejdet, handler det naturligvis om, at den teknologiske udvikling og den medfølgende digitalisering foregår i et opskruet tempo i disse år.

Samtidig er det anslået, at 95% af verdens befolkning lever i et område, hvor der er mobildækning. Og mere end en tredjedel af verdens befolkning har i dag en smartphone og dermed adgang til internettet, så selv i udviklingslande spiller teknologi allerede i dag en rolle.

Og mange nye digitale teknologier har et potentiale til at løse helt grundlæggende udfordringer, som verdens udviklingslande står over for i dag. Ja i mange tilfælde kan landene endda springe nogle traditionelle - og dyre - skridt over i udviklingen.

Som eksempel er den mobile internetdækning i dag så moden, at en del af de kabler, som er gravet ned i det meste af den vestlige verden for at sikre telefoni og senere internet, i vid udstrækning kan undværes. Og netop adgang til internettet er en gamechanger mange steder. Blandt de gode eksempler på tech, der gør en forskel for verdens udsatte kan nævnes:

  • Sensorsystemer og bedre brug af data/vejrprognoser, der kan gøre vanding af markerne i tørkeramte områder mere effektiv
  • Sikker betaling via mobiltelefoner for mennesker uden en bankkonto
  • Telemedicin i områder med ringe adgang til læger
  • Robust internet drevet af solpaneler og batterier
  • IoT monitorering der sikrer, at vandpumper fungerer som de skal, eller at vandet ikke er forurenet

Samtidig er mange digitale løsninger skabt til skalering og har en lille eller “zero marginal cost”.

Kort sagt: Mere impact for pengene og en klar udgiftseffektiviserings-vinkel på techvelopment-strategien også.

Techvelopment

Læs mere om Techvelopment og se kommende events på Techvelopment.dk

Læs whitepaperet Techvelopment A new paradigm in Development Cooperation

Eller læs pressemeddelelsen på Udenrigsministeriets hjemmeside

Lave startomkostninger

Men det er også interessant at tale om teknologi i en udviklingsramme, fordi især digitaliseringen har skabt nye muligheder for udviklingslandene.

Det er forholdsvis banalt, men det er en længere proces at skabe arbejdspladser i udviklingslandene ved at bygge en fabrik eller et savværk, end det er at indrette et værelse til et kontor, hvorfra du fx kan udvikle mobilapps. Hvis du da ikke bare løser opgaver fra den lokale cafe.

Hopper vi let og elegant uden om den uddannelse, som et vidensamfund kræver, og som du ikke bare banker op i løbet af uger eller måneder, kan vi i hvert fald konkludere, at de fysiske barrierer for at starte en virksomhed er minimale sammenlignet med klassiske industrier.

Og selv hvis vi vælger at zoome ind på uddannelse, åbner teknologi op for helt nye muligheder.
Når internettet giver dig adgang til en praktisk talt uendelig base af viden, er det ikke i samme omfang altafgørende, om du har adgang til en underviser. Skal du fx lære at kode den føromtalte mobilapp, er der masser af tutorials på internettet, der kan hjælpe dig med at lære det.

Silicon Savannah

Det østafrikanske land Kenya er blandt de nationer, der oftest bliver nævnt, når der skal peges på udviklingslande, hvor teknologi gør en forskel.

Udviklingen er blandt andet drevet af statens fokus på at bygge et stabilt og hurtigt internet. Og den store udbredelse af internet har blandt andet gjort det muligt for mobilbetalingssystemet M-Pesa at revolutionere betaling i Kenya. Det er anslået, at mere end 20 af Kenyas 50 millioner af indbyggere bruger tjenesten hver måned.

Facebooks direktør, Mark Zuckerberg gik i 2016 så langt som at kalde Kenya for “world leaders”, når det kom til mobile betalinger.

Her sprang Kenya altså ikke bare et par traditionelle step over i et lands udvikling. De har placeret sig blandt de lande, som andre gerne vil lære fra.

Og store medier som Financial Times, Wired og danske Mandag Morgen har i flere omgange beskrevet, hvordan antallet af digitale startups boomer i Kenya. En udvikling som har givet Kenya tilnavnet Silicon Savannah.