05.04.2019
4 min læsetid

Techvelopment skaber vækst i verdens fattigste lande

Mobilbetalinger for milliarder, intelligente vandpumper og nye forretningsmuligheder for danske virksomheder. Innovationskonsulent Jacob Lennheden forklarer her, hvorfor IDA er med til at sætte fokus på techvelopment.

Anders Kjøller

af Anders Kjøller

Jacob Lennheden er Innovation Lead i IDA og medarrangør af Techvelopment Spring.

Han har tidligere rejst i store dele af verden og arbejdet flere år med socialt tech og iværksætteri i blandt andet Kenya.
Vi har spurgt ham, hvilke muligheder og udfordringer 'techvelopment' rummer.

Hvad dækker udtrykket ’techvelopment’ over?

Det er en sammenslutning af ordene hightech og development. I Vesten har vi gjort store teknologiske fremskridt, der i sig selv kan være med til at hjælpe nogle af verdens fattigste lande med sanitet, sundhed og lignende.

Men der er også sket det, at avanceret teknologi er blevet tilgængeligt for stort set alle. For 30 år siden skulle du have et dyrt kamera, et krakkort og en GPS-modtager. I dag får du det hele i en smartphone til en sindssyg lav pris – også i udviklingslandene.

Det gør det muligt at skabe nye services og forretningsmodeller, og det betyder, at fattige lande kan springe flere udviklingstrin over.

Et godt eksempel er Somalia. Det er et af de lande i verden, der er længst fremme med mobilbetaling. Fordi de har så alvorlige sikkerhedsproblemer, at det er farligt at bevæge sig rundt, har mobilbetalinger været en god løsning for dem.

Hvor stort er potentialet for techvelopment?

Kenya fik mobilbetaling seks år før Danmark, og i dag er det mere end halvdelen af deres BNP, der kører igennem mobiltelefoner.

Tidligere når man skulle sende penge over lange afstande for at betale et familiemedlems medicin eller skolegang, skulle man give sine penge i en konvolut til en person, der kunne tage dem med i bussen.

I dag kan man bare sende dem med mobilen ligesom mobilepay. Så I Kenya har det været med til at stimulere den lokale handel, fordi transaktionsomkostningerne er faldet.

Men technovelopment kan også medvirke til at vi når FN’s Verdensmål fx på områder som sundhed og sanitet. At du har en smartphone giver dig selvfølgelig ikke adgang til rent drikkevand i sig selv. Men en vandpumpe, der er koblet på internettet, gør det muligt at måle, om vandet overhovedet kommer frem.

Hvilke forudsætninger er nødvendige for, at techvelopment kan lykkes?

Teknologi har ikke løst et eneste problem i verdenshistorien.

Mennesker løser problemer, og det kan de blandt andet gøre ved at udvikle teknologi. I sidste ende er en smartphone for eksempel bare et redskab.

Derfor kræver det politisk vilje og gode institutioner at skabe udvikling. For eksempel er det ikke i alle lande, at staten ønsker digitalisering, fordi det gør det sværere at hvidvaske penge.

Men der er også et behov for noget basal infrastruktur. Hvis der ikke er adgang til mobilnetværk og billigt data, så begrænser det kraftigt potentialet i, hvilke digitale services, det er muligt at skabe.

Hvad kan Danmark bidrage med?

Vi har en stærk it-kultur og er et af de mest digitaliserede lande, så vi har et kæmpe potentiale for at give den kultur videre. Samtidig er vi en ingeniørnation, som skaber produkter, der kan hjælpe mange udviklingslande.

Mange virksomheder i Danmark arbejder for eksempel med IOT-løsninger til vandpumper. Og Kamstrup har netop leveret 15.000 vandmålere til Ghana, der skal hjælpe dem med at holde styr på, hvorfor en stor del af deres drikkevand går tabt.

Derudover har vi en stærk startup kultur og en generation af unge mennesker, som gerne vil bruge deres kompetencer på andet end at finde ud af, hvordan man hurtigst kan få en pizza, når man har tømmermænd søndag morgen.

Hvorfor er IDA en del af Techvelopment Spring?

Vi ved at purpose eller mening i arbejdslivet betyder rigtigt meget for vores medlemmer. Jeg tror, at flere af dem tænker over, hvordan de kan bruge deres høje teknologiske kompetencer til at løse problemer ude i verden.

Derudover er der et forretningspotentiale i det. Mange udviklingslande er jo i en rivende udvikling og har stor vækst, så det er økonomisk attraktivt for teknologiske virksomheder i Danmark at stå stærkt inden for techvelopment.

Det bliver vi under alle omstændigheder nødt til, hvis vi vil være med til at præge udviklingen. Ellers bliver det Kina og USA, der måske har nogle lidt andre etiske overvejelser, som kommer til at være dominerende inden for området.

Der har allerede været nogle grimme tilfælde, hvor firmaer har set udviklingslande som et laboratorium for deres dårlige teknologi, fordi der er meget lidt regulering, der beskytter brugerne.

Derfor er det også vigtigt, at vi i Danmark tager diskussionen om, hvad vi gerne vil med techvelopment. For den teknologiske udvikling sker, uanset om vi er med på vognen eller ej.