Det Lykkedes Alligevel - Et dansk akustikfirmas historie

Ulrik Danneskiold-Samsøe, vil fortælle om, hvordan ideen skabtes og udviklede sig til at blive et af verdens førende rådgivende ingeniørfirmaer inden for akustik, støj og vibrationer i mekaniske konstruktioner, herunder især skibe.

Ødegaard & Danneskiold-Samsøe A/S blev startet i 1980 af John Ødegaard og Ulrik Danneskiold-Samsøe, der som maskiningeniører lærte hinanden at kende i perioden 1972-1975, hvor de delte kontor på DTU.

I mere end 25 år betjente firmaet kunder fra hele verden inden for marine-, jernbane- og olie/gas industrien, samt – i mindre grad - byggeri og industri. I 2005 blev virksomheden købt af Lloyds Register. På det tidspunkt havde den en eksportandel af salget på 85% og cirka 65 medarbejdere. Der blev også udviklet en nicheservice først i støjovervågning, og efterfølgende også i støjrensning af seismiske signaler. Denne service blev udviklet i søsterselskabet Ødegaard A/S, der i 2006 blev købt af Schlumberger Inc. Ødegaard havde på købstidspunktet cirka 35 medarbejdere.

Ulrik Danneskiold-Samsøe vil komme ind på de gode forudsætninger i Danmark. Nemlig en stor søfartsindustri, et enestående samarbejde med DTU, en god opbakning fra leverandører som Brüel & Kjær, en støjlovgivning hvor Danmark lå i front, og et tillidsfuldt samarbejde med kundebranchernes andre aktører.

Projektet – som fra starten af kolleger var dømt til fiasko – lykkedes alligevel. Deraf titlen ”Det Lykkedes Alligevel” på bogen om virksomheden, som planlægges at udkomme kort tid inden webinaret i IDA Maritim.

 

IDAs Video og webinarer

IDA laver hvert år et væld af webinarer, som spænder fra dybt fagtekniske emner inden for naturvidenskab, it og engineering til konkrete råd, om hvordan du håndterer dit arbejdsliv.

De foregår live, men efterfølgende kan du se dem i optaget version på IDAs hjemmeside.

Vær opmærksom på, det ikke er tilladt at dele hverken zoomlinket eller link til video med andre, eller at optage lyd og billeder af webinaret.