Ny teknologi til at optimere såvel vindenergi som solenergi, er fremme for tiden. Bl.a. med store vindmøller på havet.
af IDA
Ny teknologi til at optimere såvel vindenergi som solenergi, er fremme for tiden. Bl.a. med store vindmøller på havet.
Flydende havvindmøller: Teknologi, forskning og Danmarks position
v/ Henrik Bredmose, professor, DTU Vindenergi
Fastfunderede havvindmøller har vist sit værd som en grøn og rentabel energikilde og er nu en central del af den danske elforsyning. Næste generation af havvindmøller er flydende. Hvordan ser de ud? Hvor mange er der sat op i dag? Og hvad kan vi forvente i fremtiden set med danske øjne? Henrik Bredmose giver et overblik over de nuværende opsatte møller og nuværende forventning til fremtiden. Hvilke udfordringer giver et flydende fundament for en havvindmølle? Dette spørgsmål belyses med eksempler fra igangværende forskningsprojekter, herunder modelforsøg med TetraSpar konceptet i bølger og vind.
Eksempler på forskning inden for området og testfaciliteter, bl.a. Poul la Cour Wind Tunnel på DTU Vindenergi Risø
v/ Christian Bak, Senior Scientist, DTU
Den 10. april 2018 blev ny New Poul la Cour Tunnel på DTU Risø Campus indviet. Vindtunnelen vil være blandt de største universitetsejede tunneler i verden, og kombinationen af testmuligheder gør vindtunnelen til en af de slags, ikke kun nationalt men globalt. Dette skyldes vindtunnelens størrelse og høj strømningshastighed samt muligheden for at kombinere målinger af aerodynamik og støj. Det vil for eksempel være muligt at udsætte en del af et turbineblad til vindhastigheder op til 105 meter i sekundet eller 378 kilometer pr. time svarende til tre gange orkanstyrke. Vinden bliver skabt af en gigantisk fan med en diameter på 4,7 meter. Desuden vil prøvesektionen lukkes i et lydisoleret rum for at undgå refleksioner og absorbere støj.
Solenergi under DTU Byg, Institut for Byggeri og Anlæg
v/ Simon Furbo, lektor, DTU Byg
Forskningen omfatter bl.a. solstråling, solvarmeanlæg og anlæg til både produktion af varme og strøm, varmelagring og integration af solenergi i energisystemet.
Forskergruppen driver adskillige testfaciliteter bl.a. en klimastation til måling af solstråling, hvor målingerne kan hentes gratis fra et website, samt prøvestande for solfangere, varmelagre og solvarmeanlæg
Solenergi under DTU Energi
v/ Michael Korning Sørensen,PhD Studerende, DTU Energi
Solenergi bliver en af de vigtigste energikilder i det fremtidige bæredygtige, fossilfri samfund da solen er en gratis og rigelig energikilde. På Institut for Energikonvertering og -lagring forsker vi i solceller fremstillet af plast (polymerer). Denne type solceller kræver i sammenligning med konventionelle solceller af silicium et meget mindre ressource- og energiforbrug ved fremstillingen, og cellerne kan fremstilles i stor skala ved hjælp af billige produktionsmetoder kendt fra bl.a. den grafiske industri.
Arrangementet udbydes i samarbejde med IDA Byg, House of Energy og Energiforum Danmark.
IDA laver hvert år et væld af webinarer, som spænder fra dybt fagtekniske emner inden for naturvidenskab, it og engineering til konkrete råd, om hvordan du håndterer dit arbejdsliv.
De foregår live, men efterfølgende kan du se dem i optaget version på IDAs hjemmeside.