Rumfarten er lige nu inde i en rivende udvikling, og vi skal i løbet af tre forelæsninger dykke ned i henholdsvis raketter, kredsløbsmekanik og rumfartens fremtid.

Forelæsning 1 er historien om raketter, hvilke typer raketter, der findes, hvordan en raketmotor fungerer, og hvilke typer brændstof der anvendes. Raketligningen, som først blev udledt af Konstantin Tsiolkovskij i 1903, dikterer langt hen ad vejen, hvorfor raketter ser ud som de gør, og ikke mindst hvorfor rumraketter er inddelt i trin. En af de største revolutioner i rumfartens nyere historie er, at man er begyndt at genanvende rakettrin, og målet er fuldt genbrugelige raketter. Hvis dette bliver en realitet, kan det vende fuldstændig op og ned på rumbranchen. Vi skal også kigge på mere eksotiske raketmotortyper som ionmotoren og atommotoren.

Forelæsning 2 behandler kredsløbsmekanik, dvs. hvordan satellitter bevæger sig rundt om Jorden, og hvordan planeter og rumsonder bevæger sig rundt om Solen. Johannes Kepler formulerede i begyndelsen af 1600-tallet, som den første, de tre grundlæggende love, der beskriver planeternes baner om Solen. Disse love dannede senere grundlag for Newtons formulering af tyngdekraften, som gør det muligt for os at foretage nøjagtige beregninger af de hastighedsændringer, der er involveret i de forskellige banemanøvrer, rumfartøjer må foretage for at rejse i rummet. Den mest brændstoføkonomiske måde at rejse mellem to cirkulære baner er Hohmann-banen, og vi skal også forbi de mange forskellige typer kredsløb, der anvendes til satellitter: Den lave jordbane, den geostationære bane, solsynkrone baner og Molnija-baner.

Forelæsning 3 dykker ned i de muligheder, rumfarten tilbyder os i fremtiden. I den nære fremtid vil genbrugelige rumskibe måske revolutionere adgangen til rummet og ikke mindst den bemandede udforskning af Månen og Mars. På lidt længere sigt vil ionmotorer og solsejl måske spille en større rolle, end de gør i dag, og på meget længere sigt vil en rumelevator kunne gøre raketter overflødige – i hvert fald ved opsendelser fra Jorden. Hvis vi har muligheden for at sende mennesker længere ud i solsystemet, vil vi måske ikke længere stille os tilfredse med fjernstyrede robotter – måske vil lysten til at opleve Jupiters og Saturns måner med egne øjne i sidste ende drive de mest eventyrlystne af os derud. I dag er det svært at forestille sig, hvordan mennesker nogensinde skulle kunne rejse til de nærmeste stjerner, men vi kan i hvert fald kigge på udfordringerne.