Event
Søborg Sø – et kæmpe naturgenopretningsprojekt - nu med masser af vand og fugle!
Efter nu nogle gange at have besøgt den tørre sø, skal vi nu høre om og se, hvordan vandet har indtaget søen og faunaen har forandret sig.
Mosteriet, Græsted
Saturday 9 May 2026
09:00 - 13:00
DKK 200.00 - DKK 250.00
Danish
Beskrivelse
IDA Nordsjælland har nu gennem nogle arrangementer fulgt kæmpeprojektet med genetablering af Søborg Sø. Nu inviterer vi dig til at høre om og med egne øjne at se resultatet.
Vi har allieret os med Ida Dahl-Nielsen, der er specialkonsulent, biolog og projektleder på projektet hos Naturstyrelsen. Og med Henrik Boeg fra Dansk Ornitologisk Forening, som vil orientere om det meget varierede fugleliv, som hen over efteråret og vinteren er konstateret i området. Endvidere vil Peter B. Jørgensen, tidligere biolog i bl.a. Frederiksborg Amt fortælle om forstadierne til idéerne om naturgenopretning.
Søborg Sø var tidligere en stor sø, indtil den blev tørlagt for at blive brugt til landbrugsformål.
Projektet omfatter ca. 500 ha, hvor der bliver genskabt en sø på størstedelen af arealet med omkringliggende enge. Søen vil blive meget lavvandet. Se her, hvor meget af området der nu er vanddækket.
Visionen for Søborg Sø er:
- at bevare, styrke og udvikle naturen, dens mangfoldighed, sammenhæng og dynamik
- at kunne tiltrække et mangfoldigt fugleliv
- at bevare og sikre de kulturhistoriske værdier omkring Søborg Sø
- at skabe et oplevelses- og aktivitetslandskab, der henvender sig til friluftslivet, og samtidig være et attraktivt udflugtsmål for turister
- at reducere udledning af drivhusgasser og udvaskning af næringsstoffer, bl.a. kvælstof
Fugle- og dyreliv.
De åbne vandflader, enge og rørskov vil tiltrække mange svømmefugle som ænder, gæs og svaner. Der kan forventes en række trækgæster til området, og man kan også forvente, at der kommer flere rovfugle, vadefugle og traner m.m. Det formodes at viber, bynkefugle og engsnarren vil kunne finde ynglepladser på engarealerne rundt om søen. Søen vil komme til at stå i forbindelse med de omkringliggende vandløb gennem indløb og stryg. Der vil derfor naturligt indvandre fisk som hundestejler, karudse, skalle, aborre og gedde. Bestandene af pattedyr vil gå tilbage som følge af tabte levesteder på de vanddækkede arealer. Det har hen over vinteren været interessant at følge, hvordan bl.a. musvåger og ugler har gjort indhug i bl.a. bestanden af mus, som bliver fordrevet på grund af vandet.
Historie
I stenalderen var Søborg Sø en bred fjord med udløb til Kattegat ved Gilleleje. Siden er der sket landhævning, og der blev skabt en sø som lå 5-6 meter over havets overflade.
Søborg Slot blev opført i 1100-tallet som et kongeslot på en holm i søen. Slottet blev ødelagt under Grevens Fejde i 1534/35. Ruinen vil ikke blive fysisk påvirket af genopretningen af Søborg Sø, men vil komme til at fremstå meget tydeligere i landskabet.
Søborg Sø har været Nordsjællands 4. største sø indtil den blev afvandet til landbrugsformål. Ved afvandinger er vandstanden i området samlet blevet sænket 6-7 meter. Søen blev delvist tørlagt i 1790'erne ved et forholdsvist enkelt kanalsystem, og i 1870'erne blev søen fuldstændig tørlagt ved et omfattende kanalsystem. I 1945-1950 blev der gennemført en ny kraftig afvanding af området. Kanalen er senest blevet uddybet i 1975. Afvandingerne har medført meget omfattende terrænsætninger, og store dele kan i dag kun benyttes til græsning eller høslet, hvor det tidligere var muligt at dyrke korn på en større del af de afvandede arealer.
--------
Projektet har kostet omkring 126 mio. kroner.
Læs meget mere her .
Følg med på Facebook
Praktiske oplysninger:
Mødested:
Mosteriet, Holtvej 67, 3230 Græsted (parkering på Veterantræffets parkeringsområde på græsarealet overfor Mosteriet)
Vi begynder med lidt morgenmad/brunch mens projektleder Ida Dahl Nielsen fra Naturstyrelsen fortæller om projektet og Henrik Boeg fra Dansk Ornitologisk Forening fortæller om fuglelivet i området. Vi bliver også orienteret om de vandretur-muligheder, der er omkring søen.
PS- dette er den eneste forplejning IDA står for denne dag - husk derfor en madpakke / picnic kurv til resten af dagen - IDA giver en ekstra flaske vand med, når I går fra Mosteriet.
Omkring kl. 11 går vi i samlet flok ad Ørebakkevej ud på sø-området, hvor vi samles ved begyndelsen af gangbroen og får de sidste informationer.
Herefter er det op til de enkelte deltagere at vælge, hvilken vandretur de vil vælge - hele turen rundt om søen er godt 11 km!
Sørg for praktisk fodtøj - og husk en kikkert
Turen bliver gennemført uanset vejrlig!
Er du ikke til de lange gåture, så kan du efter turen ud ad Ørbakkevej (godt 1 km frem og tilbage) til gangbroen gå tilbage til bilen og køre til Søborg, hvor du kan gå en tur rundt om den nordre del af søen eller køre ud til slotsruinen og betragte området derfra. Men alt det vil blive forklaret undervejs i arrangementet.
------------
Kontaktperson vedr. arrangementet: Dan Skov 2276 1495
Prices
Participant, not a member of IDA | 250 kr. |
Unemployed IDA member | 200 kr. |
Member | 200 kr. |
Senior member | 200 kr. |
Student member | 200 kr. |
Options
Ledsager | 250 kr. |
Barn under 14 år | 75 kr. |
Practical Information
Where
Holtvej 67
3230 Græsted
When
09:00 - 13:00