
Når Annette Kvist Dahl går på scenen til Driving IT 2025, er det ikke for at tale om AI som buzzword, men som et konkret redskab til at løse virkelige, komplekse problemer.
Som IT Director i DSB har hun fingrene helt nede i maskinrummet, og hendes oplæg er derfor en rejse ind i en virkelighed, hvor teknologiske muligheder kun tæller, hvis de skaber konkrete forbedringer i togdriften.
”Jeg er meget opsat på, at teknologi ikke skal bruges for teknologiens skyld. Det handler for mig om at sætte den rigtigt i spil, så vi får forretningsmæssig værdi ud af det,” siger hun.
Og værdi skabes bedst dér, hvor problemerne er størst. Derfor tager Annette Kvist Dahl publikum med helt ud på skinnerne, hvor AI allerede er sat ind for at forbedre driften effektivt.
“Graffiti er et kæmpe problem. Det gør vores kunder utrygge, og vi bruger millioner på afrensning hvert år. Men ved hjælp af AI kan vi identificere graffitien hurtigt og sætte rensningen i gang med det samme,” fortæller hun.
Et andet eksempel er langt mere alvorligt. Når der går personer ud på sporet, kan det være livsfarligt. Men ved hjælp af videoovervågning, AI-genkendelse og en mobiltelefon hos lokomotivføreren har man hos DSB fundet en løsning, der kan redde menneskeliv.
”Telefonen giver en høj advarselstone om, at der er personer i sporet. Det giver lokomotivføreren mulighed for at bremse ned,” siger Annette Kvist Dahl og tilføjer:
”Vi har allerede haft en konkret case, hvor en nærved-personpåkørsel blev undgået.”
Men hvis nogen forventer et oplæg fyldt med flotte visioner og uforpligtende pilotsnak, kan de godt tro om igen. For Annette Kvist Dahl er innovation først interessant, når den er i stabil drift. Man skal derfor ifølge hende arbejde struktureret for at undgå at sidde fast i konceptland.
“Det er nemt at lave et flot proof-of-concept. Det kan man gøre på få måneder. Men at få det integreret i arbejdsprocesserne tager fem-ti gange så lang tid. Og det er dér, mange går i stå,” forklarer hun.
Derfor har hun et mantra, hun bruger internt i organisationen: done-done.
“Vi har en tendens til at sige: ‘Nu er vi færdige’, men er vi det? Fungerer løsningen i praksis? Kan vi skalere den? Skaber den faktisk værdi? Man skal ikke bare være færdig. Man skal være helt færdig.”
Annette Kvist Dahl håber, at hun gennem sit oplæg kan inspirere til at holde fokus og være vedholdende.
”Det er ikke, fordi jeg ikke gerne vil lave en hel masse spændende projekter. Vi skal bare sørge for, at vi får værdi ud af det.”
Hun glæder sig dog også til at opleve Driving IT 2025 fra den anden side af scenen.
”Jeg synes, Driving IT er et godt initiativ, der hjælper os med at udstille nogle spændende emner. Jeg glæder mig til at høre, hvad andre gør og tænker – og til at få inspiration. Det er det, jeg kommer der for.”Annette Kvist Dahl,