Danske testfaciliteter skal for første gang kortlægges

En bevilling på knap en million kroner skal realisere en landsdækkende kortlægning af testfaciliteter. Både de, der findes allerede, og dem der bliver brug for i fremtiden.

Ønsket om kortlægningen kommer fra deltagerne i Forskningsalliancen, der består af Akademiet for de Tekniske Videnskaber, Dansk Industri, Dansk Metal og Ingeniørforeningen, IDA, da de fire aktører ser veludbyggede test- og demonstrationsanlæg som afgørende instrumenter til at styrke innovation og udvikling i danske virksomheder. Ikke mindst for at sikre Danmark en plads som global nøglespiller i at udvikle løsninger på de store udfordringer, som verden står over for, specielt i forhold til den grønne omstilling.

Hidtil har der ikke været et nationalt overblik over de testfaciliteter, som er til rådighed, eller en systematisk afdækning af områder, hvor der er behov for at etablere nye. Et vigtigt delmål for projektet er derfor at etablere et digitalt danmarkskort, som gør det nemt for virksomhederne og forskerne at navigere, når de skal finde test- og demonstrationsanlæg til brug for udviklingen af nye produkter og services.

Thomas Hofman-Bang, adm. direktør i Industriens Fond: I en tid med stigende global konkurrence er den utilstrækkelige adgang til test-, udviklings- og demonstrationsfaciliteter et problem for virksomhedernes konkurrenceevne og dermed for Danmark. Vi har rigtig mange mindre virksomheder, som ikke selv har mulighed for at etablere og drive de nødvendige faciliteter til test af nye digitale teknologier, energisystemer og alternative materialer mv. Derfor er det helt afgørende, at vi nu får en lettilgængelig platform, hvor virksomhederne kan få adgang til opdateret information om tilgængelige test- og udviklingsfaciliteter.

Mette Fjord, underdirektør, DI: For vores virksomheder, herunder særligt SMV’erne, er det afgørende, at de har adgang til faciliteter, hvor de kan få testet og demonstreret deres nye produkter, inden de kommer på markedet. Ved at få lavet et digital danmarkskort over test og demonstrationsfaciliteter tager vi et stort skridt i retning af at hjælpe virksomhederne.

Claus Jensen, formand for Dansk Metal: De Godkendte Teknologiske Serviceinstitutter (GTS) spiller en særlig rolle i den digitale og grønne omstilling af industrien, og det er derfor vigtigt, at de indgår i kortlægningen. Det er blandt andet igennem GTS’erne, at vi sikrer, at ny forskning fra universiteterne og nye test- og demonstrationsmuligheder kommer ud af laboratorierne og ind i virksomhederne. Det er der, hvor det omdannes til smedesprog, og hvor det kan udmønte sig i konkrete produkter på virksomhedernes hylder.

Lia Leffland, akademidirektør, ATV: Vi må ikke glemme testfasen. Den er helt afgørende for små og mellemstore virksomheders muligheder for at få nye grønne produkter på markedet. I den sammenhæng spiller både GTS’erne, private leverandører og universiteterne en helt afgørende rolle. Projektet kan styrke incitamenterne til at opgradere eksisterende testfaciliteter og investere i nye faciliteter eksempelvis på universiteterne igennem forskningsinfrastrukturpuljer.

Thomas Damkjær Petersen, formand, IDA: Vi har ikke i dag alle de nye grønne teknologier, som vi behøver for at bremse klimakrisen, så det er afgørende, at både virksomheder og forskere har let adgang til at afprøve og kvalitetssikre fremtidens grønne løsninger. Det vil et samlet overblik over testfaciliteter hjælpe med til.

Hovedaktiviteten i projektet er et digitalt kort over udviklings-, test- og demonstrationsfaciliteter, som er tilgængelige for danske virksomheder hos primært universiteter, GTS-institutter, forsyningsselskaber og kommuner.

Derudover gennemføres en såkaldt GAP-analyse, der skal identificere spændet mellem det eksisterende udbud og det niveau, der er nødvendigt for at understøtte testbehovet inden for udvalgte erhvervsmæssige styrkepositioner i Danmark. Med baggrund i kortlægningen og GAP-analysen udarbejdes desuden en oversigt over udvalgte nabolandes strategiske investeringer i testfaciliteter.

Projektet forventes at gå i gang i ultimo august måned, og kortlægningen er planlagt til at være gennemført inden udgangen af 2021 og her blive fremlagt på en afsluttende konference.

Kontaktinformationer:

  • Thomas Hofman-Bang: Kontaktes via kommunikationschef Anders Brandtoft, 3337 6230/ab@industriensfond.dk
  • Claus Jensen: Kontaktes via erhvervspolitisk konsulent Emil Drevsfeldt Nielsen, emni@danskmetal.dk/ 2229 3521.
  • Lia Leffland: 4117 5959/ll@atv.dk
  • Mette Fjord: 5213 2312/mfj@di.dk
  • Thomas Damkjær Petersen: 2170 8784/formand@ida.dk