13.02.2020
5 min læsetid

"Så længe jeg gør en forskel, er det arbejdet værd"

De afholder mere end 2.000 arrangementer om året, tager den svære snak med ledelsen og går ture med deres stressramte kollegaer. Mød nogle af IDAs dedikerede aktive.

Anders Kjøller

afAnders Kjøller

Tillidsvalgt i Radiometer

”Overordnet tager jeg mig af bisidderrollen. Det handler om menneskelige egenskaber og at kunne hjælpe folk videre, hvis de har fået en fyring eller advarsel. På et tidspunkt havde jeg en sag med en medarbejder, der fik en advarsel for at underperforme. Det var en medarbejder, der i flere år havde gået og været knotten over nogle ting, og så er det klart, at man ikke leverer sit bedste. Så tog vi en snak om vedkommendes adfærd, og hvordan den bliver opfattet af ledelsen. Når man får en advarsel, bliver tæppet revet lidt væk under en, og så er det min erfaring, at folk er villige til at ændre adfærd”.

”Jeg har stort set den samme funktion, hvis en medarbejder har været sygemeldt med stress. Så hjælper jeg vedkommende med at finde ud af, hvad det er for nogle situationer, der gør dem stressede. Jeg hjælper dem med værktøjer til at strukturere deres arbejde og familieliv. Jeg gør meget ud af at finde de rigtige omgivelser til de her samtaler. Tit går vi en tur og taler om det, for man kan ikke sidde ved et bord i kantinen og tale familieliv”.

 

Jeg har selv haft stress, så jeg har nogle personlige erfaringer at trække på. Men jeg er også typen, der går og lægger puslespil i hovedet og leder efter sammenhænge. På den måde er det at arbejde med mennesker lidt det samme som at løse ingeniørproblemer.

,

”Et ingeniørproblem kan være, at to dele af et apparat fungerer upåklageligt hver for sig, men arbejder dårligt sammen, fordi de begge prioriterer deres egen funktion. På en arbejdsplads kan problemet være, at det alene er lederens behov, der bliver navigeret efter, mens medarbejderen ikke bliver tilgodeset. Så må vi finde et setup hvor begge parters behov bliver tilgodeset. Det giver som regel gode resultater og betyder, at de involverede har fokus på det i fremtiden”.

Formand for virksomhedsgruppen i MAN Energy Solutions

”Jeg har en bestyrelse, der hjælper mig meget, for ellers er det simpelthen for meget arbejde. Vi er ikke frikøbte, så det forventes, at vi leverer en normal indsats ved siden af tillidsarbejdet. På den måde er det en hård tjans, og ikke noget der er kamp om”.

”Jeg ville ikke jo gøre det, hvis jeg ikke syntes, at det var spændende. Det giver en anden dimension af arbejdslivet, udover at være ingeniør, at arbejde med mennesker, og det kan jeg godt lide. Men jeg synes også, at det er nødvendigt arbejde, og at nogen må tage læsset”.

”Vi afholder tre arrangementer for vores medlemmer om året. Og så er der lønforhandlingerne, der er meget vigtige. Vi har fælles forhandlinger med ledelsen om de gennemsnitlige lønstigninger for ingeniører, og så er der de individuelle forhandlinger. Vi hjælper gerne folk med materialer og rådgivning, hvis de spørger, men vi blander os ikke”.

”Derudover kommer der hele tiden noget nyt, vi skal forholde os til. Det kan være indspark fra ledelsen, og så er der hele tiden omstruktureringer og ændringer at forholde sig til i et firma af vores størrelse. Jeg har bevidst arbejdet på at få et godt forhold til ledelsen. Det har været en af mine strategier, og det synes jeg også er lykkedes. Jeg har ikke faste møder med HR-chefen, men er der noget, der brænder på, så tager vi en snak om det”.

”I virksomhedsgruppen har vi lige indført en spørgeskemaundersøgelse, hvor vi spørger medarbejderne om deres tilfredshed, stressniveau og andre vigtige emner. Den er ledelsen meget interesserede i høre mere om. Ideen fik jeg på et kursus for tillidsvalgte i IDA”.

,

Medlem af Repræsentantskabet. Tidligere formand og nuværende kritisk revisor i Levnedsmiddelselskabet og bestyrelsesmedlem i IDA ManifiQ

”I Levnedsmiddelselskabet har vi en tradition for, at den tidligere formand træder ind i rollen som kritisk revisor. Så efter to formandsperioder fra 2012-2018 holder jeg nu øje med, om IDA, Levnedsmiddelselskabet holder sig inden for de faglige mål. Jeg er også med på generalforsamlingerne og ser tilbage på, hvilke arrangementer og temaer vi har haft i løbet af året”

”Det er nogle spændende temaer, der bliver arbejdet med i de fagtekniske selskaber, og deltagerne kan holde sig fagligt ajour. Men det er det, at medlemmerne kan bruge hinanden til at udvikle sig, der gør IDAs netværk virkelig enestående. Jeg betragter faktisk IDA som noget langt bredere end bare en fagforening. Jeg har selv haft meget glæde af mit netværk som aktiv i IDA, og det vil jeg gerne give videre til de lidt yngre og nyuddannede”.

”Jeg tror ikke, at der findes en prototype på en aktiv i IDA. I virkeligheden er vi meget forskellige, og det er vores styrke, at vi absolut ikke er ens. I Repræsentantskabet, hvor jeg blev valgt ind i 2019, er vi meget forskellige og diskussionerne om IDAs fremtid kan være heftige. Men disse forskelligheder kan vi alligevel udnytte til at få nogle gode resultater sammen”.

Generelt sidder jeg ikke på mine hænder, og nogle gange får jeg meldt mig til lidt for meget. Jeg har den holdning, at hvis der er noget, jeg har en mening om, og som jeg enten vil lære mere om eller ændre på, så melder jeg mig frivilligt. Så længe jeg synes, at jeg gør en forskel, er det arbejdet værd.

Karin Frøidt Oberreuter,
Medlem af Repræsentantskabet.

Bestyrelsesmedlem i IDA Grøn Teknologi. Tidligere suppleant i Bæredygtighedskaravanen

”Jeg blev aktiv i IDA's Bæredygtighedskaravane, hvor jeg blandt andet skrev blogindlæg til Ingeniørens netavis og holdt et oplæg om vand og bæredygtighed hos AquaGlobe. Senere blev jeg medlem af bestyrelsen i IDA Grøn Teknologi for at få et netværk at sparre med og holde mig opdateret med udviklingen inden for mit felt. Det meste af mit arbejde som medlem af bestyrelsen går ud på, at jeg er med til at ideudvikle og afholde arrangementer".

”I hverdagen kan det være sværere at holde sig opdateret med nye initativer og diskutere med fagfæller. Jeg er ikke den eneste, der arbejder med bæredygtighed på mit arbejde, men alle i virksomheden har forskellige fagligheder. Så det er rart at kunne sparre med nogen, der har en baggrund, som ligner min egen”.

”Ikke fordi, at vi har den samme uddannelse. I IDA Grøn Teknologi er det meget forskelligt. Nogle arbejder med energioptimering i byggesektoren, nogle forsker og andre er ansat i kommuner eller staten. Men vi er enige om, hvilke værdier netværket bygger på, og hvad vi arbejder hen imod. Det sætter jeg stor pris på”.

Jeg læste Environmental Studies & Sustainability Science i Sverige og arbejdede derefter i udlandet. Derfor ville jeg gerne udvide mit netværk lokalt, da jeg kom tilbage til Danmark.

Christina Skjolding Hjelm,
Bestyrelsesmedlem i IDA Grøn Teknologi

Studenterrepræsentant i Levnedsmiddelselskabet

”Vi afholder typisk 12-14 arrangementer om året i Levnedsmiddelselskabet. Jeg deltager på lige fod med de øvrige bestyrelsesmedlemmer, men jeg har ofte et lidt andet perspektiv. Rent praktisk sørger jeg for, at vi ikke lægger arrangementerne oveni de studerendes eksamener. Men jeg byder også ind med nogle andre emner, fordi jeg ved, hvad der rører sig lige nu igennem min undervisning”.

Jeg har studiekammerater, der har været med i IDA Food Network, og de har alle sammen været virkelig glade for det. Nogle har jo også nærmest landet deres første job igennem netværket. Det siger ret meget om, hvad man kan få ud af at være aktiv som studerende.

Jakob Forsberg Larsen,
Studenterrepræsentant i Levnedsmiddelselskabet

”Er der et emne, jeg synes er interessant, får jeg et forum at tage det op i. Samtidig får jeg sparring og vejledning til at føre det ud i livet. Til vores generalforsamling til foråret er temaet kaffe, og det er et forslag jeg har haft i et stykke tid. Det skyldes både, at jeg har en personlig interesse for emnet, og at jeg kendte en god oplægsholder, der kunne dække de sundhedsmæssige og sensoriske aspekter. Tidligere har vi haft et arrangement om is, fordi jeg havde en kontakt, der kunne holde et oplæg om det emne, så jeg føler virkelig, at jeg kan bidrage med noget”.

”Når vi afholder de her arrangementer, har jeg kontakt til oplægsholderne, så det er en god måde at møde fremtidige arbejdsgivere. I Levnedsmiddelsselskabet får jeg også kontakt til en masse færdiguddannede, der arbejder i industrien og som har den samme baggrund som mig.”

Læs mere

Overblik

IDAs tilbud til de aktive

Som aktiv har du travlt med at gøre en forskel for dine medlemmer. Vi har samlet en side med informationer, der kan hjælpe dig i dit arbejde som aktiv.

Gå til aktivsiden