05.11.2020
3 min læsetid

Ung iværksætterduo vil lave plantebaserede hygiejnebind

Frederikke og Simone har fulgt deres iværksætterdrøm og vil med hjælp fra en hemmelig plante udvikle bæredygtige bind og tamponer til verdens befolkning.

Morten Scriver Andersen

af Morten Scriver Andersen

Frederikke Dahl og Simone Westergaard har begge haft en drøm om at blive selvstændige. Foto: MEWALII

De havde begge længe gået med drømmen om at springe ud som iværksættere. Og da de hen over en morgenmad for 2 år siden luftede idéen om at skabe et bæredygtigt engangsbind faldt brikkerne på plads.

Frederikke Dahl og Simone Westergaard kommer fra hver deres studie, men mødte hinanden under et talentprogram på Syddansk Universitet.

”Vi havde egentlig gang i en helt anden idé med skumlegetøj til børn. Men så sad vi en dag ved morgenmaden og talte om den her idé med bind, som vi begge to havde gået med. Vi endte med at sidde sammen en hel dag og brainstorme og skrive sammen om det. Og så købte vi faktisk domænenavn og fik styr på Instagram og Facebook,” fortæller Simone Westergaard, der studerer Idræt og Sundhed.

Makkeren Frederikke Dahl er nyudklækket ingeniør i integreret design. Hendes afgangsprojekt blev netop udviklingen af det bæredygtige hygiejnebind, som de to iværksættere efter eget udsagn har fået overvældende positiv respons på fra venner, bekendte og sågar investorer.

”For mig har det altid været det der med at skabe noget selv. Jeg har altid været lidt af en Georg Georgløs, og at kunne skabe noget, der kan hjælpe miljøet og får andre menneske op at ringe, det er superfedt,” siger Frederikke.

De to unge iværksættere har netop kickstartet en crowdfunding-kampange på IDA Crowdfunding, hvor de håber at samle penge ind til at udvikle den første prototype.

Ingen plastik og minimalt vandforbrug

Simone Westergaard og Frederikke Dahl har døbt deres virksomhed MEWALII.

Det er ikke en fancy sammentrækning af deres navne. Mewali betyder ”selv tak” på balinesisk. Det ekstra ”i” er en hilsen til brugerne, der kan takke sig selv for at købe et produkt, som ikke tærer så meget på miljøet som det traditionelle engangsbind.

Ifølge organisationen Plastic Change bruger en kvinde gennemsnitligt 12.000 tamponer eller bind i løbet af et liv. De fleste bind og tamponer består foruden bomuld også af plastik. Bomuld er også problematisk, da der bruges 5.000 liter vand til produktionen af et kilo bomuld, som oftest foregår i lande med begyndende vandmangel.

Det mener Simone og Frederikke, de kan gøre bedre. Deres engangsbind skal være 100 procent plastfrit og laves af fibre fra en plante, som kan dyrkes i Europa, og som kun bruger en femtedel af den mængde vand, som det kræver at producere bomuld. Navnet på planten vil de ikke ud med, fordi de har en patentansøgning ude at hænge.

Særligt ingeniør Frederikke Dahl har sammen med sin specialemakker haft travlt med at finde en bæredygtig løsning.

”Jeg vidste faktisk intet om det her fra min uddannelse. Men efter jeg har brugt et halvt år på at researche og kontakte forskellige eksperter, har jeg efterhånden fået en del viden om det. Det er også det, der er pointen med min uddannelse. Man bliver ikke uddannet til alt, man bliver uddannet til at lære. Og det har vi jo i høj grad gjort her,” forklarer hun.

Genbrugsløsninger er for besværlige

Man kan indvende mod MEWALIIs engangsbind, at det mest bæredygtige alternativ er genbrugelige bind eller en menstruationskop, som kan bruges igen og igen.

”Der er mange, der er begyndt at bruge genbrugsløsninger, men der er også mange, der dropper det igen, fordi de synes, det er for besværligt. Særligt den her menstruationskop, som så ikke sidder ordentligt eller lækker, så man alligevel skal bruge et bind,” mener Frederikke Dahl.

”Hvis man skal være bæredygtig, og man vil have størstedelen af befolkningen til at hoppe med på idéen, så er det vigtigste, at det ikke er besværligt.”

Ifølge en undersøgelse fra 2018 foretrækker 65 procent af de britiske kvinder stadig engangsbind.

Fantastisk at skubbe til markedet

På det forretningsmæssige plan har det været en stejl læringskurve for de unge iværksættere på 25 og 26 år.

Oprettelse af hjemmeside og sociale medier var den lette del. Foruden selve udviklingen af engangsbindene har Frederikke og Simone stiftet virksomhed og holdingselskab, haft lange samtaler med banken og ikke mindst med interesserede investorer.

De fortæller, at de allerede er i dialog med både store og små investorer. Blandt andet en investor, der undersøger muligheden for at lave en fabrik i Danmark, som kan producere bindene.

De to iværksættere har med deres nye kampagne på IDA Crowdfunding øjnene stift rettet mod det danske marked. Men planen stopper ikke her.

”Vi kunne godt tænke os at komme ind på det europæiske marked. Og på sigt også andre lande. For den plante, vi har fundet, kan gro i rigtig mange lande. Men i det helt store perspektiv, så håber vi jo, at det her kan blive så stort, at vi vil kunne hjælpe alle de lande, som allerede er i begyndende vandmangel. Det kræver, at de producenter, der allerede er på markedet, får lyst til at ændre på sig selv,” siger Simone.

”Det ville være fantasistik at være med til at skubbe til markedet,” supplerer Frederikke.

Hellere følge drømmen end 20.000 kroner om måneden

Simone Westergaard og Frederikke Dahl bruger for tiden al deres tid på MEWALII. Simone har taget orlov fra studiet og Frederikke har sagt sit job op.

Nogle dage sidder de fra syv om morgenen til tolv om aftenen. Særligt i de sene aftentimer betyder de rosende ord fra omverdenen meget.

”Vi har fået meget positive tilbagemeldinger. Også mænd, som jo ellers ikke ved så meget om det, er mega åbne og synes, det er en vildt fed idé, som de da vil hjem og fortælle kæresten om,” fortæller Frederikke.
Der er langt til, at de to iværksættere kan udbetale deres første løn fra firmakontoen. Trods den store opmærksom har de endnu kun modtaget mindre beløb fra to fonde.

I stedet må de tære på opsparingen. Men det er ikke så svært at leve på en sten, når de to iværksættere får lov at lave det, de brænder for.
”Det kan godt være, at der ikke kommer 20.000 kroner ind på kontoen om måneden, men den her proces, vi er i gang med, er bare så meget værd,” siger Simone.

Frederikke tilføjer:

”Vi udlever jo vores drøm, hvad mere kan man ønske sig.”

MEWALII

Udvikler et plantebaseret og plastfrit hygiejnebind

Stiftet af 26-årige Simone Westergaard, som studerer Idræt og sundhed og 25-årige Frederikke Dahl Frederikke, som er designingeniør.

Du kan støtte MEWALII på IDA Crowdfunding frem til 24. december og få en "reward" igen.

Læs mere

Støt MEWALII

Du kan støtte MEWALIIs crowdfunding-kampagne med alt fra 50 kroner. Som backer hjælper du dem på vej til at komme på markedet, samtidig med at du får en "reward" igen.

Støt MEWALII

Guide

Sådan får du dit projekt på IDA Crowdfunding

Vi leder hele tiden efter nye gode projekter til IDA Crowdfunding. Så hvis du har et projekt, du vil teste af eller mangler den sidste finansiering til, så tøv ikke med at skrive til os på crowdfunding@ida.dk.

Læs mere