Arrangement
Det bedste af Rosenborg
Christian 4.s Rosenborg. Oplev danmarkshistorien i et kongeligt perspektiv og få historien helt tæt på kroppen, når du går i fodsporet på de danske konger og dronninger, som levede her gennem 200 år.
Tilmeldingsfrist: 5. september 2025 kl. 23.55
Rosenborg Slot, København K
Mandag den 6. oktober 2025
kl. 11.00 - 15.00
225,00 kr.
Dansk
I det centrale København i Kongens Have står Livgarden vagt om det lille lystslot Rosenborg, som i århundreder har gemt på danske konger og dronningers mest dyrebare skatte. Slottet er opført i årene 1606-1633 af Christian 4. og fremstår endnu i dag usædvanligt velbevaret.
Det 400 år gamle renæssanceslot blev bygget af Christian 4., der med sin farverige personlighed satte et stærkt aftryk på Danmarkshistorien. Christian 4. var meget glad for at opholde sig på Rosenborg, som hurtigt blev hans yndlingsslot og rammen om mange vigtige begivenheder.
I dag kan du rejse tilbage i tid og fornemme det kongelige liv til hverdag og fest gennem Christian 4.s og hans efterkommeres ejendele. Stuer og sale vidner om pomp og pragt, men også om særheder, hemmeligheder og et verdenssyn, der på nogle måder minder om vores – og på andre ligger milevidt fra.
Fra lystslot til yndlingsslot
Det gamle middelalderslot, Københavns Slot, var håbløst gammeldags, så Christian 4. manglede som ung, ambitiøs renæssancefyrste en passende bolig i København. Han opkøbte derfor 40 grunde udenfor Nørrevold i 1606, der udover at lægge grund til hans lystslot også kunne rumme en pragtpark og en køkkenhave til at forsyne hoffet.
Slottet startede beskedent som en lille eremitage, men i løbet af 28 år undergik det fire byggefaser og stod færdigt i 1633 som det slot, vi kender i dag. Christian 4. elskede at opholde sig på slottet, der blev hans yndlingsslot. Kærligheden til slottet var så stor, at han som døende på Frederiksborg befalede, at han skulle transporteres på slæde til Rosenborg for at ende sine dage. Det skete i kongens sovegemak.
Arkitekturen
Rosenborg Slot fremstår i dag med sine høje tårne og sit røde, sandstensornamenterede murværk som en fornem repræsentant for Christian 4.s mange bygværker, helstøbt trods mange ændringer undervejs. Det er opført i den særlige nederlandske renæssancestil, der blev typisk for periodens danske bygningsværker. Et par arkitektnavne, Bertel Langes og Hans van Steenwinckels, er knyttet til slottet. Christian 4. havde en stor indsigt i arkitektur og gik op i sine bygningsværker med liv og sjæl. Kongens personlige indsats i forhold til Rosenborg diskuteres ofte, men han har utvivlsomt leveret mange af idéerne.
Slottets fire faser
Lysthuset, som i dag udgør kernen i Rosenborgs sydlige halvdel, var i to etager med spirkronet trappetårn mod byen og en modstillet karnap på østsiden. I 1611 blev et porttårn med vindebro opført; det indgår som midterpartiet i den nuværende portbygning.
I løbet af de tre år blev lysthuset udvidet til det dobbelte. Dermed fik bygningen sin nuværende længde, men den var fortsat kun i to etager. På østsiden havde slottet nu to karnapper og imellem dem et trappetårn.
Huset stod klar til indflytning i 1615, men byggeriet fortsatte året efter. Bygningen blev forhøjet med den etage, der rummer Riddersalen, og karnapperne blev til de nuværende spirkronede tårne. På vestsiden blev det store tårn opført. Byggeriet blev afsluttet i 1624, og samme år anvendte Christian 4. første gang navnet Rosenborg om sit “store hus i haven”.
Slottet manglede imidlertid stadig en passende adgang til de officielle gemakker på 1. og 2. etage. Og den blev så meget vigtigere, da Christian 4. skulle være vært ved sønnen Christians overdådige bryllup med Magdalena Sibylla i 1634. Det eksisterende trappetårn blev revet ned og erstattet af det nuværende og en ydre dobbelttrappe, som gik fra yderdørene ved sidetårnene og op til 1. etage. Tårnets indre trappe forbandt i begyndelsen kun 1. og 2. etage; den blev først ført helt ned til stueniveau i 1758, da den ydre trappe blev revet ned.
Rosenborg som kongebolig
Rosenborg blev brugt som kongelig bolig frem til ca. 1710, da Christian 4.s oldebarn Frederik 4. opgav det til fordel for andre og mere tidssvarende sommerboliger. I stedet lod han slottet blive rammen om de kongelige samlinger. Det er årsagen til de mange velbevarede interiører, som er noget helt særligt for Rosenborg.
Oprindelig var slottet indrettet således, at man havde de private gemakker i stueetagen. Kongen havde den nordlige ende, dronningen den sydlige. I midtpartiet var der en tværgående forstue, hvorfra en trætrappe gav adgang til 1. etage. Her var hele sydenden optaget af “Den røde Sal”, som var festsal i det første lysthus. Midtpartiet rummede en forstue, og i nordenden havde kongen sit audiensgemak. Fordelingen af rummene omkring Riddersalen på 2. etage er uændret.
Under Frederik 3. byttede kongen og dronningen lejligheder i stueetagen, og rummene blev udsmykket, som det passede sig for en enevældig hersker. Frederik 3. lod desuden en “opfarende stol” (elevator) opsætte i det nordlige tårn.
Christian 5. satte sit vigtigste minde ved til Riddersalen at lade væve 12 gobeliner af sine sejre i den Skånske Krig.
Frederik 4. gik voldsommere til værks. Stueetagens tværgående forstue blev opdelt i Stengangen og i Det Mørke Værelse, som kongen lod indrette til fælles sengekammer for regentparret. 1. etages rumfordeling blev ændret til den nuværende.
Efter Frederik 4. blev Rosenborg kun brugt som kongebolig ved to lejligheder, begge nødsituationer: efter Christiansborgs brand i 1794 og under englændernes angreb på København i 1801.
Rundvisningen
På en rundvisning oplever du et udvalg af museets samlinger. Alle rundvisninger ender i Skatkammeret ved kronjuvelerne. Efterfølgende er det ikke muligt at få adgang til Rosenborg igen på samme billet.
Rundvisningen sætter fokus på de helt særlige genstande, rum og fortællinger, der indkapsler slottets 450 år lange historie. Oplev bl.a. Christian 4.s private gemakker med de hemmelige lydkanaler, hvorfra han kunne imponere sine gæster med sød musik og fremstå som en mægtig renæssancekonge. Med et besøg i Frederik 3.s audiensgemak udfolder vi enevældens iscenesættende tid, og i Riddersalen vidner Christian 5.’s 12 gobeliner om Danmarks brændende ønske om at generobre titlen som Nordens hersker.
Rundvisningen slutter i Skatkammerets dyb under slottet, hvor Rigsregalierne funkler side om side med Danmarks kronjuveler. Oplev Christian 4.s renæssancekrone helt tæt på og hør om de tanker, han gjorde sig om udformningen af netop denne krone.
Rundvisningen varer ca. 1.5 time. Herefter indtager vi frokosten i restaurant Under Uret, Øster Farimagsgade 4, 2100 København Ø - Østerbro ca. 10min. gang fra Rosenborg. Her får vi smørrebrød inkl. et glas øl/vin/vand.
Arrangør: Mie Gunvig, SeniorForum.
Mobil: 52712312
Mail: mie.gunvig@gmail.com
Priser
Ledigt IDA-medlem | 225 kr. |
Medlem | 225 kr. |
Seniormedlem | 225 kr. |
Studiemedlem | 225 kr. |
Tilvalg
Ledsager | 250 kr. |
Praktiske Informationer
Hvor
Øster Voldgade 4A
1350 København K
Hvornår
kl. 11.00 - 15.00