Arrangement
Dybhavet – nyt fra en ukendt verden
Forskere har fundet uventet liv på de største havdybder og dybt i havbunden. Hør om organismer, der er tilpasset det ekstreme tryk samt om bakterier i havbunden der tager tusinder af år om at dele sig, og som er afgørende for livsforholdene på Jorden.
Tilmeldingsfrist: 28. april 2025 kl. 23.59
IDA Conference, København V
Tirsdag den 29. april 2025
kl. 18.45 - 21.00
0,00 kr.
Dansk
Dybhavet dækker mere end halvdelen af Jordens areal og det meste er uudforsket. Dels er det meget vanskeligt at fortage målinger og indsamle materiale på havets største dybder, dels har man tidligere fejlagtigt troet, at processerne i dybhavet ikke er vigtige for livsforholdene på Jorden.
De dybeste dele af oceanerne, fra 6 til 11 kilometers havdybde, kaldes 'den hadale zone' – efter dødsriget Hades. Zonen indbefatter blandt andet 27 enorme grave, der strækker sig tusinder af kilometer langs kontinenternes, geologisk ustabile, rand – der hvor havbundsplader og kontinentalplader støder sammen.
Den nyeste forskning viser overraskende at disse grave er ”oaser” for livet i dybhavet. Omsætningen af organisk materiale er meget høj og man opdager hele tiden ukendte organismer, der er tilpasset det ekstreme tryk i gravene. Ved hjælp af avancerede robotter med videnskabeligt udstyr, der kan operere under det ekstreme tryk, er forskerne nu ved at aflure dybhavets hemmeligheder.
Under havbundens overflade i dybhavet lever der ingen dyr – det er mikroorganismernes verden. De lever af døde alger og dyr fra vandsøjlen, hvis organiske rester begraves dybt ned i havbunden. Det organiske stof slipper aldrig op, men efter millioner af år omsættes det ekstremt langsomt. Livet foregår her i slowmotion, hvor bakterierne har generationstider op til tusinder af år. Selv om der til sidst kun er en lille brøkdel af det begravede organiske materiale tilbage, er denne rest en forudsætning for at der er ilt i atmosfæren så vi og andre dyr kan ånde.
På ekspeditioner med skibe studerer forskerne livet på store dybder med lange bor som kan tage prøver mange hundrede meter nede i havbunden. Selv en kilometer nede i havbunden i den japanske Nankai Grav, hvor temperaturen når over 100°C, trives spændende samfund af mikroorganismer. I den danske havbund i Østersøen har en videnskabelig boreekspedition fundet rige bakteriesamfund, som har levet her siden istiden.
For at kunne tilmelde dig, skal du oprette en brugerprofil. Bemærk, ved oprettelse af en brugerprofil får du adgang til IDA's online-tjenester - du bliver ikke medlem af IDA.
Priser
Deltager, ikke medlem af IDA | 0 kr. |
Firmamedlem | 0 kr. |
Ledigt IDA-medlem | 0 kr. |
Medlem | 0 kr. |
Medlem af arrangør | 0 kr. |
Seniormedlem | 0 kr. |
Studerende, ikke medlem af IDA | 0 kr. |
Studiemedlem | 0 kr. |
Praktiske Informationer
Hvor
Kalvebod Brygge 31-33
1780 København V
Hvornår
kl. 18.45 - 21.00