Arrangement

Kammerballetten med spisning på Sanya

Begejstringen var stor, da det Reumert-vindende ensemble Kammerballetten i august 2025 gæstede Musikkens Hus. Nu vender de internationale stjernedansere tilbage – sammen med tre kammermusikere, der spiller live på scenen. Det bliver så godt!

Tilmeldingsfrist: 24. marts 2026 kl. 23.55

Restaurant Sanya, Aalborg

Søndag den 27. september 2026

kl. 12.00 - 16.30

470,00 kr.

Dansk

Find flere praktiske informationer nederst på siden.

Inden balletten skal vi spise på Restaurent Sanya - der ligger lige ved siden af Musikkens Hus. Vi skal nyde deres store frokostbuffet, med sushi, salatbar, 16 varme retter, frugt, kaffe & the, samt en øl/vand.

Forestillingen starter kl.15, men kl.14 er der pretalk og her kan man selv vælge, om man vil blive på Sanya eller høre pretalk.

Vi har gode A-billetter på gulv, rk 6,7 og 8.

Publikum kan se frem til flere spændende koreografier – bl.a. et værk af den verdensberømte koreograf Paul Lightfoot, som også stod bag flere af de værker, publikum oplevede sidste år, samt et værk af en Danmarks førende koreografer Sebastian Kloborg, som også danser denne eftermiddag. 

Med afsæt som danser ved Den Kongelige Ballet begyndte Sebastian Klobrog at koreografere i en ung alder og har gennem de seneste ti år skabt Reumert-vindende ballet- og teaterforestillinger på Det Kongelige Teater og Betty Nansen Teateret.

Kammerballetten har i syv år har præsenteret moderne dans fra den øverste hylde. Udgangspunktet er København, men de seneste fem år har kompagniet også optrådt i USA, Taiwan, Tyskland, Italien og Letland. Kompagniet skaber og opfører nye balletter af nutidens koreografer. Hver forestilling bringes til live med levende musik fremført af musikerne fra det prisvindende ensemble Trio Vitruvi, som grundlagde kompagniet i 2018. 

Det danser de i Aalborg

Når kompagniet til september vender tilbage til Musikkens Hus, sker det med fire koreografier. Der indledes med et 15 minutter langt værk, Closer, af den verdensberømte franske koreograf Benjamin Millepied og med musik af Phillip Glass. Koreografien er ekvilibristisk, og de til tider intime passager veksler med hyperintense og virtuose passager, hvor begge danserne bliver presset til det yderste. 

Danske Sebastian Kloborg har koreograferet det lille værk The Gust, og han danser selv med sammen med Maria Kochetkova. Værkets udtryk er stærkt nostalgisk og efterlader publikum med en særlig poetisk følelse af tab og håb samtidig. 

Første del slutter med den 15 minutter lange Elephant af Emma Portner – det nyeste skud på stammen af en rig canadisk moderne dansetradition. Også hun danser selv med i sit værk sammen med Toon Lobach. Elephant er et helt særligt værk skabt i 2024 til Kammerballetten. Med intensitet og sårbarhed hvirvler de to dansere omkring hinanden i både søgen, vold og intimitet. Forestillingen er hurtigt blevet en del af Kammerballettens kernerepertoire.

Efter pausen indledes med en musikalsk ouverture, inden eftermiddagen slutter med Paul Lightfoots værk Selvportræt, som har musik af Kammerballettens egen Alexander McKenzie. Selvportræt er et intimt og personligt værk, som koreografen Paul Lightfoot skabte til Kammerballetten i 2021, og som siden har været på turné i mange lande. 

Lightfoot skriver selv, at værket er “sammenbundet af karaktererne, der repræsenterer Liv, Kærlighed og Død. Inspireret af den gamle myte om Moirai; tre gudinder, som sørgede for, at alle væsener levede deres tildelte skæbne ved at spinde en tråd sammen. Clotho (Spinderen), Lachesis (Fordeleren) og Atropos (Den Ufravigelige). Jeg ønskede at bruge denne metafor som et spejl for at fastholde vores liv i disse underlige og ensomme tider. Fjernt fra hinanden, men alligevel forbundne. En refleksion over skønheden og patos i vores sammenvævede tilstande. Aflægningen af egoet, indtil vi opdager forløsningen i poesien af vores flygtige eksistenser."

Musikken til Kammerballetten spilles live af det prisvindende ensemble Trio Vitruvi, som består af violinist Niklas Walentin, cellist Jacob la Cour og pianist og komponist Alexander McKenzie. Trio Vitruvi vandt i 2014 P2’s Kammermusikkonkurrence og har siden da optrådt rundt omkring i hele verden, bl.a. Carnegie Hall, Wigmore Hall og Salle Cortot Paris.


Om Kammerballetten

Kammerballettens ambition er at uropføre spændende og relevante nye balletter, der udfordrer grænserne for klassisk musik og ballet. Kammerballetten ledes af Alexander McKenzie, der udover sin rolle som kunstnerisk leder også er komponist og pianist i Trio Vitruvi, sammen med Associate Director, balletdanser ved Den Kongelige Ballet, Emma McKenzie.

Kompagniet har optrådt i USA, Taiwan, Tyskland, Italien, Letland og over hele Danmark og høster blændende anmeldelser overalt, hvor de kommer frem.


Prisen for dette herlige arrangment er kr. 470 og inkluderer billet samt stor buffet og en øl/vand. Der kan tilmeldes en ledsager pr. IDA-medlem. Ved behov kan arrangør kontaktes på charlotzen snabels yahoo.dk



Priser

Ledigt IDA-medlem

470 kr.

Medlem

470 kr.

Seniormedlem

470 kr.

Studiemedlem

470 kr.

Tilvalg

Ledsager

470 kr.

Praktiske Informationer

Hvor

Restaurant Sanya
Rendsburggade 18
9000 Aalborg

Hvornår

Søndag den 27. september 2026
kl. 12.00 - 16.30

Tilmeldingsfrist

Tirsdag den 24. marts 2026 kl. 23.55

Afmeldingsfrist

Mandag den 2. marts 2026 kl. 23.55

Arrangementssprog

Dansk

Antal pladser

30

Ledige pladser

28

Arrangør

Aalborg Afdeling, IDA Nord

Arrangementsnr.

365809
Login og se tilknyttede filer