Solen skinner også i Tunu.

Når vi snakker om Grønland eller hører nyheder, er det som regel fra Vestgrønland og de byer, der ligger langs vestkysten. Har vi været turister i Grønland, så er det oftest Vestgrønland, vi har besøgt. Men Grønland er så meget mere. En fantastisk stor Ø. 56 gange større end Danmark. Det samlede indbyggerantal er på ca. 55000, heraf bor hovedparten i Vestgrønland. I Østgrønland, derimod, bor der kun ca. 2000 mennesker. Den del af Grønland hører vi ikke så meget om.
Det må der laves om på!
I 1975 rejste en ung, dansk hospitalslaborant, Solveig Kalia, til Grønland for at arbejde. Første stop var sygehuset Paamiut, men efter knapt et år fortsatte hun til sygehuset i Tasiilaq, på østkysten. Hun forelskede sig i Isak, en grønlandsk mand, og blev også gift med ham. Omstændighederne gjorde, at hun og familien – nu med to børn – flyttede til Isaks hjembygd, Kummiut. Her var ikke noget arbejde til en laborant, men rigeligt at se til for en aktiv ung kone. Solveig kom ”i lære” som fanger, og fik som den første kvinde – og så en dansk kvinde! – sit eget fangstbevis. Solveig fik sin  egen hundeslæde med tilhørende hunde; lærte at fange sæler, hellefisk og meget andet. Familien blev i bygden i 8 år. Det er for Solveig de absolut bedste år i hendes liv.
Igennem årene er Solveig blevet opfordret til at skrive sin historie ned. Det er nu sket.

Kom til foredrag om, hvordan Solveigs historie kom i bogform, med alle de besværligheder, der var på vejen og om livet, som det levedes og stadig i nogen grad leves på Grønlands østkyst, hvor man er afskåret fra omverdenen årets 9 måneder. Hovedvægten ligger på livet som fanger i bygden. 
Der vil naturligvis være plads til at stille en masse spørgsmål. 
Foredraget skulle gerne give dig et mere nuanceret billede af det grønlandske folk og livet i Grønland end det, der tit vises i medierne.