15.03.2019
2 min læsetid

Digitale teknologier skal hjælpe os med at nå Verdensmålene

Under navnet "Techvelopment spring" sætter Udenrigsministeriet, IDA, DTU og FN Byen fokus på tech-drevet udviklingssamarbejde i en serie af arrangementer i løbet af foråret .

IDA

af IDA

Techvelopment Spring skal inspirere til nye løsninger og sætte danske tech-kompetencer i spil til at løse nogle af verdens store udfordringer,« siger Thomas Damkjær Petersen, formand for IDA.

’Techvelopment’, som er brugen af teknologi som forandringskraft i udviklingssamarbejdet, er i højsædet dette forår, når IDA går sammen med Udenrigsministeriet, DTU og FN Byen. I en række arrangementer, som holdes fra marts til juni, vil organisationerne sammen med partnere fra civilsamfundet og den private sektor fremhæve løsninger og viden inden for emner som uddannelse, klima, byudvikling, sundhed og offentlig administration.

»Brugen af teknologi til at nå FN’s Verdensmål er omdrejningspunktet for rigtigt meget af IDA’s arbejde, og Techvelopment Spring er ikke kun en enestående mulighed for at sætte skarpt fokus på det store disruptive potentiale, som digitale teknologier har i udviklingssamarbejdet, men også en unik mulighed for at danne nye partnerskaber og samarbejder på tværs af sektorer,« siger Thomas Damkjær Petersen, formand for Ingeniørforeningen, IDA.

Flere og flere danske organisationer og virksomheder er med helt i front med nye teknologier inden for blandt andet ICT og digitalisering og kan med deres viden og erfaringer være med til at realisere de 17 Verdensmål inden 2030. For med en bred vifte af ekspertise inden for blandt andet klima, sundhed, udbud, flygtninge, fødevarer, uddannelse og infrastruktur er partnerskaber på tværs af sektorer afgørende for, at udviklingslande kan få fuldt udbytte af nye digitale løsninger.

»Med Techvelopment Spring er ambitionen at formidle viden om, hvordan ny digital teknologi kan bruges i udviklingssammenhænge og stille skarpt på, hvordan man kan arbejde med nogle af de udfordringer og risici, det også involverer. Vores mål at skabe et forum for vidensudveksling, der inspirerer til nye løsninger og sætter danske tech-kompetencer i spil til at løse nogle af verdens store udfordringer,« siger Thomas Damkjær Petersen.

Se programmet for Techvelopment Spring