18.09.2020
3 min læsetid

Øget kontrol med efterretningstjenesterne

Det er skræmmende oplysninger, der er kommer fra Tilsynet for Efterretningstjenesterne.

Jørn Guldberg, it-sikkerhedsekspert, IDA

af Jørn Guldberg, it-sikkerhedsekspert, IDA

De massive kritikpunkter af Forsvarets Efterretningstjeneste giver et billede af en dansk efterretningstjeneste, der føler sig hævet over alle andres spilleregler. Også sidste år beskrev tilsynet, at Forsvarets Efterretningstjeneste havde afgivet "mangelfulde eller vildledende oplysninger" for at dække over overvågning af danskere.

Denne gang har en whistleblower hjulpet med oplysninger, og både den nuværende og tidligere FE-chef samt to ledende medarbejdere er blevet hjemsendt. Det vidner om, at Forsvarets Efterretningstjeneste i årevis har ageret som en stat i staten.

Mest af alt minder det om magtfuldkommenhed af værste skuffe. Det klæder ikke et land som Danmark, at der kan rejses så mange vitale kritikpunkter af Forsvarets Efterretningstjeneste.

Der er helt fundamentale begreber som demokrati og data-etik, som muligvis er blevet tilsidesat i meget høj grad, og det kalder på handling. Hvis Forsvarets Efterretningstjeneste i de forgange seks år har tilbageholdt centrale og afgørende oplysninger for tilsynet og samtidig givet tilsynet urigtige oplysninger, så kalder det på en radikal ændring. Der er ingen tvivl om, at efterretningstjenesterne spiller en væsentlig rolle i det danske samfund.

Det er derfor vigtigt, at vi kan have tillid til tjenesterne. Borgere i Danmark kan nu frygte, at de er blevet overvåget uretmæssigt af en efterretningstjeneste, som har set sig selv hævet over alt og alle, og det er ikke til gavn for noget.

Efterretningstjenesterne har længe fået øgede beføjelser, men med den seneste udvikling, skal der ikke herske tvivl om, at tiden er kommet til, at tilsynet med de hjemlige efterretningstjenester bliver styrket markant. Hvis borgere her i landet skal efterleve love og regler, så skal politikerne også sikre, at efterretningstjenesterne også gør det.