12.10.2018
4 min læsetid

5 grunde til ikke at blive leder

Din primære motivation for at blive leder skal ikke være at få flere stjerner på skulderen eller en lønforhøjelse. Her er fem faldgruber, du skal være opmærksom på, hvis du får tilbudt en lederstilling.

IDA Learning

af IDA Learning

At blive forfremmet er et skulderklap, og mange organisationer bruger det som en belønning til særligt værdsatte medarbejdere. Derfor kan det også være svært at afslå en forfremmelse.

”De fleste siger ja, hvis der kommer nogen og siger: ”Dig kan vi godt lide, kunne du tænke dig at få mere ansvar og en højere løn?”. Der ligger jo en høj grad af anerkendelse i det”, forklarer IDAs karrierekonsulent Morten Esmann. 

Men takker du ja til forfremmelsen uden at overveje, hvad der motiverer dig ved lederrollen, risikerer du at fortryde det bittert. Som karrierekonsulent taler han med flere IDA-medlemmer, der ikke trives i lederrollen, fordi de ikke på forhånd var afklarede med, hvad den indebar. 

Her nævner han fem aspekter af ledergerningen, som du skal kunne acceptere, hvis du gerne vil være chef.  

Du skal opgive en del af din faglighed

Som leder bevæger du dig væk fra den faglighed, du lærte på studiet, og du kommer måske ikke længere til at have de opgaver, du før syntes var spændende. Det skal du være afklaret med, for ellers risikerer du at blive en jobtyv.

”Kan du ikke give slip på dine opgaver, risikerer du at blive det, man kalder en servicerende leder. Når dine medarbejdere så kommer til dig med et spørgsmål, ender du med at påtage dig hele opgaven, fordi det er nemmere, eller fordi du synes, at det er en spændende opgave. Det går udover dine medarbejderes arbejdsglæde, og samtidig betyder det, at du får for meget arbejde selv”, siger Morten Esmann.

Er du i tvivl om, hvorvidt du trives med at løse opgaver igennem andre, så er det nok ikke det rigtige tidspunkt for dig at blive leder.

Morten Esmann,
Karrierekonsulent, IDA

Der kan være koldt på toppen

Hvis du primært får arbejdsglæde af det sociale sammenhold med kollegaerne, skal du tænke dig ekstra grundigt om, før du tager imod en stilling som leder. Når du træder op i hierarkiet, melder du dig nemlig til dels ud af det kollegiale sammenhold. 

”Hvis du er bange for at blive upopulær, er ledelse nok ikke noget for dig. Vi har ofte en tæt tilknytning til vores kollegaer, men som chef skal du kunne holde en vis afstand, fordi du kan komme til at stå i en situation, hvor du skal drage nytte af din autoritetsposition. Så det passer, når man siger, at det kan være koldt på toppen”, fortæller Morten Esmann.

Du mister indflydelse

Når dygtige specialister bliver ledere, er de ofte motiveret af at kunne få større indflydelse inden for deres fagområde. Men paradoksalt nok sker det modsatte tit, fordi de som ledere både skal stå til ansvar for deres over- og underordnede.

”Som førstegangsleder har du meget begrænset indflydelse på strategien og den overordnede retning i din organisation, men alligevel skal du formidle den videre til dine medarbejdere. Derfor oplever nogle, at de er fanget som en lus mellem to negle”, siger Morten Esmann.

Det strategiske og politiske spil

Som specialist kan du koncentrere dig om at løse dine opgaver bedst muligt, men som leder i en organisation med flere afdelinger, skal du også have en politisk og strategisk sans. Nogle gange skal du for eksempel ikke løse en opgave på den måde, der giver fagligt mest mening, men på en måde, der passer til strategien eller ledelsens prioriteringer. 

”En del ledere bliver overraskede over, at de skal konkurrere med deres lederkolleger. Det er først og fremmest en kamp om ressourcer, men også om opmærksomhed. Der foregår desuden et spil i nogle ledergrupper, hvor man forsøger at fremhæve sig på andres bekostning, forklarer Morten Esmann.

Det er svært at vende tilbage

Har du først været chef, kan det være svært at gå tilbage til din gamle rolle i organisationen. Det er ikke noget, som skal holde dig tilbage, hvis du gerne vil være leder. Men er du glad for din arbejdsplads og i tvivl om, hvorvidt du skal være leder, er det noget, du skal være opmærksom på.

”Det kan være svært at gå tilbage til at arbejde sammen med dem, man før var chef for. Der kan være en masse usagte spørgsmål om autoritetsrelationen i sådan en situation”, lyder det fra Morten Esmann.

For mange kan det desuden opleves som et nederlag at træde tilbage fra en lederrolle, men det er ærgerligt, mener Morten Esmann. Han pointerer, at der er mange, som går fra at ledere til at være specialister igen, fordi det simpelthen passer dem bedre, og ikke fordi de var dårlige ledere. 

Hvilken leder vil du være?

Morten Esmann understreger, at de fleste ledere er glade for deres karriere og arbejdsopgaver, og at man skal kaste sig ud i det, hvis man har lysten og motivationen. Det vigtigste er, at man tager et reflekteret valg.  

”Du skal spørge dig selv, hvilken slags leder du gerne vil være, og hvorfor nogen skulle være interesseret i at blive ledet af dig", lyder rådet fra Morten Esmann.

Hvis du kan svare klart på de to spørgsmål, og hvis din opfattelse af god ledelse stemmer overens med holdningen hos din arbejdsgiver, kan du tage springet, men hvis ikke det er tilfældet, skal du måske overveje om tidspunktet eller lederstillingen er det rigtige for dig.