24.03.2021
4 min læsetid

Det startede med et væddemål, nu er Pia hædret af dronningen

Med kongelig hæder og hjælp fra autister tager Pia Wilkes fat i sin næste store udfordring: At gøre England klar til selvkørende biler.

Morten Scriver Andersen

af Morten Scriver Andersen

Pia Wilkes har siden hun blev færdiguddannet eksportingeniør arbejdet i den engelske bilbranche.

Det startede med et væddemål.

Da Pia Wilkes var halvvejs i sin studietid på Ingeniørhøjskolen i Horsens, prikkede en britisk studerende spøgende til hende, og sagde at hun ikke kunne komme i praktik i den store sportsbilfabrikant Lotus.

“Gu kan jeg så,” tænkte Pia Wilkes. I dag er hun som direktør i det britiske typegodkendelsesagentur, VCA, øverst ansvarlig for ikke bare sportsbiler, men alle køretøjer, der kommer på vejene i England. Også dem som i fremtiden kommer til at køre helt af sig selv – de selvkørende biler.

Det vender vi tilbage til.

Biler ved et tilfælde

Egentlig startede det længere tilbage end et oversøisk væddemål. Som barn kravlede Pia Wilkes rundt på militærkøretøjer, når hun var med faren på arbejde som radiomekaniker.

“De tekniske koncepter har altid været spændende. Da jeg startede på studiet, havde jeg ikke umiddelbart besluttet mig for, at jeg skulle ind i bilindustrien. Overhovedet. Men jeg synes, det er mega spændende, og der sker så meget,” siger hun.

Siden Pia Wilkes i 1996 blev færdiguddannet eksportingeniør, har hendes arbejdsliv uden undtagelser kredset om biler.

Pia Wilkes

Født 1971 i Varde 

Uddannet eksportingeniør ved Ingeniørhøjskolen i Horsens. 

Direktør for det britiske typegodkendelsesagentur, VCA, siden 2016. 

Hædret i 2021 af den britiske dronning som commander of the british empire for sin indsats i bilindustrien. 

Når vi begynder at snakke om biler, der kan køre helt af sig selv, er det noget helt andet, end det vi har været vant til

Pia Wilkes,
Direktør, VCA

Først som typegodkender af Lotus’ første udgave af Lotus Elise, der stadig er deres mest kendte bil. Siden som forretningsudvikler hos bilteknologivirksomheden ProDrive, der blandt andet laver racerbiler til Aston Martin. Og nu altså som direktør for VCA siden 2016 bare for at nævne nogle nedslag i Pia Wilkes’ motoriserede karriere.

Selvkørende biler er en stor udfordring

Hos VCA bruger Pia Wilkes det, hun betegner som sin vigtigste evne. Med et fagligt ben i hver lejr bygger hun bro mellem tekniske afdelinger, direktionsgange og ministertaburetter. Hun mestrer begge sprog.

VCA er det britiske agentur under Transportministeriet, der tjekker om køretøjer er blevet gennemtestet og opfylder krav til sikkerhed og miljø, inden de bliver sluppet løs på vejene. VCA arbejder særligt tæt sammen med landets bilfabrikanter om at udføre de rigtige test og kigger dem over skuldrene, når de udfører dem.

Det inkluderer gigantiske testanlæg med vindtunneller, frysekamre og testbaner, hvor biler kan blive testet under ekstreme forhold.

Men Pia Wilkes' daglige gang er efterhånden langt fra suset ved testfaciliteterne. Hun betegner sine vigtigste opgaver som at bygge bro ind til det britiske parlament i London, deltage i diskussioner med kolleger om fælles standarder i FN og udvikle samarbejdet med VCA’s kontorer i Japan, USA og resten af verden.

Den store teknologiske udfordring i den ikke så fjerne fremtid er at klargøre organisationen til at håndtere selvkørende biler.

“Når vi begynder at snakke om biler, der kan køre helt af sig selv, er det noget helt andet, end det vi har været vant til. Selve fundamentet for typegodkendelse er, at vi kigger på én bil og sikrer, at den er repræsentabel for hele produktionslinjen. Men i fremtiden, hvor biler lærer sig selv ting og med over the air updates, skal vi ind og have fat i nogle helt andre ting. Vi skal med ind og forstå, hvordan virksomhederne udvikler de her ting,” fortæller Pia Wilkes.

Hjælp fra autister

Når biler i stigende grad er proppet med it, som udvikler sig over tid, er det er ikke længere nok med maskiningeniører i VCA, har Pia Wilkes erkendt.

“Vi er jo i konkurrence med nogle helt andre virksomheder, end vi nogensinde har været før. Vi har været vant til, at vores ingeniører en gang imellem kunne blive stjålet af bilfabrikanter, men nu snakker vi jo om store it-virksomheder i England og resten af verden. Vi er nødt til at gøre det her på en helt anden måde, for vi vil aldrig kunne konkurrere med de lønninger,” siger hun.

Derfor er Pia Wilkes i fuld gang med at etablere en lærlingeuddannelse. Det gør hun i samarbejde med en fond, som arbejder med mennesker med autisme og andre særlige udfordringer, der kan medføre lige så særlige evner.

“Vi har forsøgt os lidt frem og har haft medarbejdere i praktik med autisme. Når vi har været specifikke om de ting, de skal lave og har lyttet til, hvad de er gode til, så er det vildt imponerende, hvad de har leveret på den kvarte af den tid, vi typisk forventer at bruge. De kan fokusere på en helt anden måde,” siger Pia Wilkes, der selv har to børn med autisme.

Det kom da som en total overraskelse. Det tror jeg ikke, der er ret mange andre danskere, der har fået ud over Peter Schmeichel

Pia Wilkes,
Direktør, VCA

“Hvis vi bare kan ændre et eller to liv for de her unge mennesker, er det da det værd. Så hvis vi kan kigge på alle de forskellige – ja vi kalder det super powers i familien – og vende det på hovedet, og sige ‘hallo, der er nogle færdigheder her, som vi slet ikke kigger på’, det må vi da kunne bruge,” siger hun.

For at øge diversiteten i branchen, arbejder Pia Wilkes desuden sammen med flere organisationer for at få flere kvinder med.

Selvkørende biler kommer krybende

Trods mange forudsigelser er de selvkørende biler endnu ikke væltet ud på vejene. Pia Wilkes tror ikke det er lige om hjørnet, og hun mener frem for alt, at indtoget kommer til at ske langsomt.

“For fem år siden, sagde folk også, at de ville være her nu, og det er de jo ikke. Men bilerne kan meget mere i dag, end de kunne før,” siger hun og peger på automatisk parkering og sensorer, der tjekker om man kører i en 80- eller en 120-kilometerzone.

“Vi skal være parate. Jeg kan ikke vende mig om og sige til en minister, ‘bare rolig, det sker ikke endnu, det skal du ikke tænke på’. Det kommer jo krybende. Og vi skal også have al den lovmæssige tekst til at virke omkring det først og forstå, hvad de gør.”

Artiklen fortsætter under billedet.

Hæder fra den engelske dronning

I dag bor Pia Wilkes på 25. år i England med den mand, hun i sin tid indgik det væddemål med, der sendte hende over på den anden side af Nordsøen.

I starten af året kastede hendes kvarte århundrede i bilindustrien også et overraskende skulderklap fra den engelske dronning af sig. Hun er blevet udnævnt til “commander of the british empire”, det tredje mest prestigefyldte hædersbevis af kongehusets mange ordner.

“Det kom da som en total overraskelse. Det tror jeg ikke, der er ret mange andre danskere, der har fået ud over Peter Schmeichel,” siger Pia Wilkes og læner sig bagud i begejstring.

Der er ganske rigtigt kun et par håndfulde danskere, der har modtaget en orden fra det britiske kongehus, heriblandt den danske fodboldspiller Peter Schmeichel og skibsreder Arnold Mærsk Mc-Kinney Møller. Men hvor Mc-Kinney Møller er blevet “officer”, Schmeichel blevet “member” er Pia Wilkes altså blevet udnævnt til “commander of the british empire”, hvilket er den højeste af de tre ordner.

“Det er første gang min søn har sagt til mig ‘wow, mom, you’r badass!’,” udbryder Pia Wilkes med tyk britisk accent og griner.

Læs mere

Digital inspiration

Dyk ned i IDAs webinar-univers

Se et af vores mange webinarer om alt fra hvordan du organiserer dit nye hjemmearbejdsliv til teknologien bag kunstig intelligens.

Se webinar

Kontakt

IDA rådgiver dig - kontakt os digitalt

IDAs rådgivning og øvrige tilbud til dig som medlem er åbent helt som vanligt. Vi har samlet de mest stillede spørgsmål om corona i en FAQ. Men du kan kontakte IDA med alle dine konkrete spørgsmål.

Kontakt IDA